Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Politiet kobler våbenlager fundet på Nørrebro til den ene part i bandekrigen

Et våbenlager på Nørrebro, som politiet fandt sidst i september, kan kobles til den verserende bandekrig.

Arkivfoto: Ifølge Berlingskes oplysninger kan det våbenlager, som politiet fandt i en kælder på Nørrebro i slutningen af september, kobles til banden Loyal to Familia. Politiet bekræfter, at våbenlageret kan kobles til den ene part i den verserende konflikt.
Arkivfoto: Ifølge Berlingskes oplysninger kan det våbenlager, som politiet fandt i en kælder på Nørrebro i slutningen af september, kobles til banden Loyal to Familia. Politiet bekræfter, at våbenlageret kan kobles til den ene part i den verserende konflikt.

Det våbenlager, der sidst i september blev fundet i en kælder på Nørrebro, kan ifølge politiet kobles til den ene part i den verserende bandekrig. Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge Berlingskes og Ekstra Bladets oplysninger er det banden Loyal to Familia (LTF), der har base på Blågårds Plads på Indre Nørrebro ikke langt fra våbenlageret, der kan sættes i forbindelse med fundet.

Vicepolitiinspektør Torben Svarrer bekræfter, at våbenlageret kan knyttes til den ene part i den verserende konflikt, men vil ikke kommentere, hvilken part politiet kan knytte fundet til.

»Det er rigtigt, at vi kan koble den ene part i den versende konflikt til stedet,« siger Torben Svarrer.

Politiet fandt frem til våbenlageret i kælderen på Jesper Brochmands Gade på Nørrebro i København efter længere tids efterforskning 26. september, men er gået stille med dørene i forhold til aktionen.

Ifølge Ekstra Bladet fandt man 11 skydevåben i kælderrummet. Det skulle dreje sig om syv pistoler, en revolver, to maskinpistoler, en M75 automatriffel samt store mængder ammunition.

I første omgang blev to personer sigtet og varetægtsfængslet i sagen, og i går blev en 29-årig mand ligeledes sigtet i sagen.

I alle tre tilfælde er grundlovsforhørene foregået for dobbeltlukkede døre, og det er derfor begrænsede informationer, der er kommet ud i offentligheden, men ifølge Ritzau blev den 29-årige mand sigtet efter straffelovens § 192a, der omhandler våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder. Strafferammen ligger på mindst to års fængsel for forseelsen.

Den 29-årige nægter sig ifølge Ritzau skyldig.

Det er på nuværende tidspunkt ikke klart, om nogen af våbnene fundet på adressen kan kobles til sommerens skyderier i København.

 

LTF ligger i krig mod flere andre grupperinger i København, blandt andet mod Brothas, der har base i Mjølnerparken på Ydre Nørrebro.

Konflikten er eskaleret, efter at LTF-leder Shuaib Khan i foråret blev løsladt efter en længere fængselsdom. Siden har LTF i den grad spillet med musklerne og er vokset markant i størrelse med nye afdelinger flere steder i landet og tæt på 300 medlemmer.

Det er ikke gået uset hen i det kriminelle miljø, og i begyndelsen af sommeren reagerede flere grupperinger i København. Blandt dem er den største spiller ifølge politiet banden Brothas.

En talsperson fra Brothas har tidligere fortalt til Berlingske, at konflikten med LTF bunder i andele på hashmarkedet.

Siden 12. juni er der blevet registreret over 30 banderelaterede skyderier i København, og flere tilfældige er blevet ramt.

Senest blev to tilfældige personer ramt af skud ved Den Røde Plads på Ydre Nørrebro 20. september. En 26-årig mand, der ifølge Berlingskes oplysninger er centralt placeret i LTF, er varetægtsfængslet og sigtet i sagen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.