Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Politiet har fundet Kim Walls tøj, en kniv og flere ligdele

Politiet har fundet Kim Walls hoved og kan konstatere, at der ikke er frakturer på kraniet. Den sigtede Peter Madsen har ellers forklaret, at Kim Wall døde, da hun fik en tung luge i hovedet.

Arkivfoto: Kim wall / AFP PHOTO / TT News Agency AND FAMILY HANDOUT / Tom WALL
Arkivfoto: Kim wall / AFP PHOTO / TT News Agency AND FAMILY HANDOUT / Tom WALL

Det er et stort gennembrud for efterforskningen, at politiet lørdag kunne fortælle, at det nu er lykkedes at finde den afdøde svenske journalist Kim Walls hoved i Køge Bugt. Ved en hasteobduktion natten mellem fredag og lørdag har retsodontologer slået fast, at hovedet tilhører Kim Wall, der døde, da hun 10. august var ude at sejle i ubåden UC3 Nautilus sammen med den danske opfinder Peter Madsen.

I nærheden af hovedet fandt Søværnets dykkere to ben samt en pose, der indeholdt en kniv og Kim Walls tøj. Alle delene lå i plastikposer, som indeholdt tunge metalstykker. Allerede 21. august blev Kim Walls torso fundet ved Vestamager.

På pressemødet lørdag formiddag på politigården i København oplyste drabschef Jens Møller Jensen fra Københavns politi, at der ikke er tegn på skader på Kim Walls kranium. Peter Madsen, der er sigtet for drabet og varetægtsfængslet, har ellers forklaret, at hun døde i ubåden, da hun ved et uheld fik en 70 kilo tung jernluge i hovedet.

»Jeg kan kun forholde mig til, at der ikke er frakturer på kraniekassen, og at der heller ikke er tegn på anden stump vold,« sagde Jens Møller Jensen, da han på pressemødet blev spurgt, om det er udelukket, at Kim Wall blev ramt af lugen.

Nettet strammes

Men tidligere efterforskningsleder ved Rejseholdet Kurt Kragh siger til Ritzau, at fundet af Kim Walls hoved styrker politiets sag.

»Jeg hæfter mig selvfølgelig meget ved, at man ikke har fundet frakturer efter den ulykke, som Peter Madsen ellers havde fortalt om,« siger han og fortsætter:

»Jeg kan slet ikke se, at politiet kan stå stærkere i den her sag.«

Peter Madsens forsvarer, Betina Engmark Hald, har i en sms til Ekstra Bladet skrevet:

»Jeg er orienteret om fundet, men jeg har ikke endnu modtaget materiale, dokumenter med videre. Vi har et retssamfund, og sagen og eventuelle beviser skal bedømmes af en ret, når tid er, hvis der rejses tiltale.«

Den 46-årige Peter Madsen er foruden drab sigtet for usømmelig omgang med lig, idet anklagemyndigheden mener, at han parterede Kim Walls lig og kastede det i vandet fra ubåden. Han har selv forklaret, at han »begravede hende til søs«.

Kim Walls arme er endnu ikke fundet, men Jens Møller Jensen understregede på pressemødet, at politiet fortsætter med at lede.

»Vi er glade for, at hendes hoved og ben nu er fundet. Både ud fra et efterforskningsmæssigt og et etisk perspektiv. Jeg håber, at vi også kan finde hendes arme, så Kim Walls familie kan få en hel krop hjem at begrave,« sagde han.

Dødsårsagen er endnu ikke fastslået, men ifølge Kurt Kragh er især hovedet vigtigt, når man skal fastslå den endelige dødsårsag.

»Dødsårsagen skal næsten altid findes i de indre organer eller mod hovedet. Enten med stik mod hjerte, lunger og maveregionen, eller ved kvælning, kværkning eller slag mod hovedet med et stort instrument,« siger han til Ritzau.

I eftersøgningen efter ligdelene i Øresund er Søværnets dykkere blevet assisteret af specialtrænede svenske lighunde, der kan opsnuse menneskevæv gennem vand.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.