Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Politiet har anholdt kvinde efter video med voldsomt skub: »Hun kastede en stor sten«

Københavns Politi har anholdt en kvinde på Christiania, der i en video på Facebook bliver skubbet af en betjent, så hun falder og slår hovedet. Hun bliver sigtet for vold mod politiet.

 

En video fra torsdagens uroligheder på Christiania bliver delt flittigt på Facebook, hvor den har fået flere hundrede tusinder af visninger. Videoen viser en kvinde i laksefarvet kjole, der bliver skubbet af en betjent, så hun falder bagover og slår hovedet ned i brostenene.

Efter flere medier har bragt videoen, har politiet klokken 11:30 valgt at anholde kvinden, der er bosat på Christiania. Det oplyser Allan Nyring, der er ledende politiinspektør ved Københavns Politi.

»Vi har anholdt hende, og hun bliver sigtet for vold mod politiet efter straffelovens §119,« siger Allan Nyring til BT.

Han mener ikke, at videoen hvor kvinden bliver skubbet, viser det fulde billede af situationen.

»Min umiddelbare reaktion på videoen er, at det godt kan se voldsomt ud, men hvis man ser det i en helhed - hvad der gik forud, og hvad skete bagefter - så er det et mere nuanceret billede. Videoen viser ikke det fulde billede.«

Hvad er det, der ikke blive vist i videoen?

»Det er, at der lige inden bliver kastet en stor sten. Dokumentationen bliver selvfølgelig fremlagt i dommervagten, for hun er anholdt nu i forbindelse med det, der er sket derude.«

Så du siger, at kvinden har kastet en sten?

»Hun er anholdt, fordi hun har kastet en stor sten. I den forbindelse er vi ved at afhøre og se de go-pro-videoer, vi har, igennem for at finde ud af, hvad der er op og ned. Vi mener, vi har videodokumentation nok til at fremstille hende. Dokumentationen bliver så fremlagt i dommervagten i morgen.«

Hvorfor valgte I ikke at anholde kvinden på stedet?

»Optakten er, at vi har fire anholdte, som vi er på vej ud med. Så vi havde rigeligt at se til på det tidspunkt. Vi havde ikke flere hænder frie, hvis man kan bruge det udtryk.«

Er det at skubbe den rigtige måde at håndtere en stenkaster på?

»Hvis man isoleret set ser videoen, kan det godt se lidt voldsomt ud, men det, man skal tænke på, er, at over 100 mennesker har kastet sten mod politiet. Hende, vi snakker om - den anholdte - har kastet en stor sten mod politiet. Umiddelbart efter kaster hun endnu en sten.«

Er den måde at skubbe på den rigtige måde at håndtere den politimæssige situation?

»Hvis der er nogen ting, hvor vi er nødt til at ændre vores procedurer, så vil vi kigge på det. Lige nu vil vi kigge det hele igennem og se, hvad er det, vi har gjort, og hvad er det, vi måske har gjort, som vi kan gøre anderledes.«

En betjent har jo også en politistav og tåregas. Er det ikke magtmidler, man også kan bruge?

»Det at bruge hånden er også et af de magtmidler, vi har. Vi må gerne tage fat i folk. Vi behøves ikke at trække vores stav og peberspray. Vi skal bruge det mildest mulige magtmiddel.«

Er det, vi ser i videoen, det mildest mulige magtmiddel?

»Der er jeg nødt til at gå ind og finde ud af, hvad årsagen er, for isoleret set ser det lidt voldsomt ud. Men vi er nødt til at se, hvorfor det endte der, hvor det endte. På det lille klip kan man ikke se, hvad der ligger forud og bagefter, og det er det, som vores efterforskning skal klarlægge.«

Alan Nyring oplyser, at politiet i de kommende dage fortsætter indsatsen på Christiania, hvor de vil gå efter køberne i Pusherstreet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.