Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Politiet er på bar bund: Derfor er Emilie-sagen »ret usædvanlig«

Ikke et eneste afgørende spor er dukket op, siden 18-årige Emilie Meng forsvandt sporløst for snart tre måneder siden. Ny eftersøgning er i gang torsdag.

Plakater og flyers om Emilie Mengs forsvinden er blevet distribueret i massevis af en gruppe frivillige. Gruppen har også søgt efter den forsvundne pige til vands og fods flere gange.
Plakater og flyers om Emilie Mengs forsvinden er blevet distribueret i massevis af en gruppe frivillige. Gruppen har også søgt efter den forsvundne pige til vands og fods flere gange.

Om få dage er det tre måneder siden, at den nu 18-årige Emilie Meng forsvandt fra stationen i Korsør. Og trods massiv efterforskning og en stor indsats fra frivillige, har politiet ikke siden fundet afgørende spor.

»Vi har stadig en omfattende efterforskning i gang for at klarlægge, hvad der hændte Emilie, men vi har desværre ingen nye spor. Det sidste sikre spor er, at hun forsvandt fra Korsør Station den søndag morgen,« konstaterer efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og uddyber:

»Det er en ret usædvanlig sag. Det er ikke så tit, man kan forsvinde uden at efterlade sig nogen former for spor. Oftest er der en indikation på, hvad der er sket, men det er der altså ikke her.«

Ny aktion torsdag

Torsdag formiddag er politiet igen rykket ud for at gennemsøge et område af Korsør i håb om at finde spor i sagen. Det drejer sig om en del af Lystskoven syd for Korsør, som i øjeblikket afsøges med hjælp fra politiets »nedgravningshunde og .bedste polititjenestehunde«, skriver Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse. Også Søværnets Minørtjeneste bidrager.

Søren Ravn-Nielsen understreger dog, at der ikke er tale om en aktion på baggrund af et konkret tip, men en gennemsøgning som del af politiets løbende efterforskning.

»En del af området er tidligere blevet gennemsøgt af frivillige, men vi vil være helt sikre på, at hun ikke er der,« siger Søren Ravn-Nielsen til Tv2 East.

Gennemsøgningen af området ventes at tage 1-2 dage.

Emilie Meng forsvandt sporløst 10. juli. Hun havde været til fest i Slagelse med et par veninder, og ankom sammen med dem med toget til Korsør Station omkring kl. 4 om morgenen. Mens veninderne tog en taxa hjem, ville Emilie Meng gå de få kilometer hjem til forældrenes hus, men dukkede aldrig op.

Flere gange i de adskillige eftersøgninger i og omkring Korsør er der dukket effekter og vidneudsagn op, som politi og frivillige har troet - og håbet - kunne bringe dem tættere på Emilie Meng. Det har dog endnu ikke vist sig tilfældet.

Politiet drosler »på ingen måde« ned

»Vi arbejder ud fra to teorier: Den ene er, at der er sket en ulykke, den anden, at der er sket en forbrydelse,« siger Søren Ravn-Nielsen om Korsør-pigens videre færden væk fra stationen.

Betyder det, at den tredje mulighed, I tidligere har arbejdet med, nemlig at Emilie Meng af egen fri vilje er gået under jorden, ikke længere er sandsynlig?

»I princippet er det stadig en mulighed, men som tiden går, bliver sandsynligheden mindre for, at hun frivilligt opholder sig et sted uden at tage kontakt til sin familie og venner,« konstaterer efterforskningslederen.

Selvom det om få dage er tre måneder siden, Emlie Meng forsvandt sporløst, har politiet »på ingen måde« tænkt sig at drosle ned på de ressourcer, der bliver sat ind i efterforskningen af sagen, forsikrer Søren Ravn-Nielsen:

»Så længe vi ikke har et svar på, hvad der er sket – og så længe, der er ting at arbejde med, fortsætter vi. Og det er der stadig,« siger han og fortæller, at politiet fortsat dagligt får henvendelser i sagen.

Desuden mangler politiet endnu at komme i kontakt med »få« af de personer, der menes at have opholdt sig i det område, som Emilie Meng er gået mod, da hun forsvandt 10. juli.

Politiet estimerer, at der har været op mod 50 personer i området på det givne tidspunkt, og i den mængde er alt fra taxachauffører, togpersonale og avisbude til almindelige private, der har været på vej fra A til B.

Eftersøgning i sump gav ingen spor

Nærmest på ugebasis har frivillige siden Emilie Mengs forsvinden arrangeret koordinerede eftersøgninger i og omkring Korsør. Det var også tilfældet i søndags, hvor en gruppe gennemsøgte et større sumpområde, som ikke tidligere har været gennemsøgt, men også uden afgørende nyt.

»Det er et område, der ligger et stykke fra de områder, vi ellers har koncentreret os om. Man kan jo blive ved med at rykke grænserne for efterforskningen ud af, men på nuværende tidspunkt er der ikke umiddelbart noget i det område, der har fanget os,« siger Søren Ravn-Nielsen om, hvorfor politiet ikke tidligere har undersøgt området.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og de frivillige organisationer er jævnligt i kontakt, og der er ifølge efterforskningslederen en fælles forståelse om, at de frivillige holder sig fra de områder, hvor »der kan være en mulighed for, at vi skal kigge igen«, uden at ville nærmere ind på, hvilke områder der er tale om.

Næste koordinerede eftersøgning efter Emilie Meng vil være på søndag 9. oktober.

Berlingske har tidligere blandt andet skrevet følgende artikler om Emilie Mengs forsvinden:

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.