Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Politiet dropper sag mod fem matchfixing-sigtede

De har været sigtede for matchfixing i flere år, men politiet dropper nu efterforskningen mod fem unge mænd i en opsigtsvækkende sag om urent spil. I maj dømte landsretten en sjette mand i sagen.

Hvidovre stadion fotograferet torsdag den 22. august 2014. (Foto: Mads Nissen/Scanpix 2014)
Hvidovre stadion fotograferet torsdag den 22. august 2014. (Foto: Mads Nissen/Scanpix 2014)

Fem unge mænd fra Storkøbenhavn kan nu igen snøre fodboldskoene og løbe ud på grønsværen uden politiets mistanke klæbende til sig. Københavns Politi lukker en flereårig efterforskning af mændene og dropper de sigtelser om matchfixing, der har været mod dem.

Sigtelserne mod de fem mænd er en del af en større sag, hvor en nu 29-årig mand MT tidligere er blevet dømt for matchfixing, der i strafferetlig forstand hedder groft bedrageri. Østre Landsret stadfæstede i maj byrettens dom om et års betinget fængsel.

Forsvarsadvokat Peter Martin Blinkenberg fra selskabet Blinkenberg Straffeadvokater har repræsenteret en af de sigtede mænd.

“Min klient er uhyre lettet. Det har været en lang, hård periode, hvor han har levet i uvished. Selv om han godt vidste, han var uskyldig, har han jo frygtet at blive dømt,” siger han.

Også forsvarsadvokat Martin Simonsen fra selskabet Skatteadvokaterne Simonsen og Henrichsen beklager, at sagen har trukket så langt ud. Det er tre og et halvt år siden, politiet rejste mistanke mod hans klient.

“Påtaleopgivelsen er selvfølgelig tilfredsstillende for min klient. Jeg kender på nuværende tidspunkt ikke anklagemyndighedens begrundelse for at droppe sagen. Men ud fra min klients forklaring har sagen mod ham været grundløs,” siger han.

Sagen er opsigtsvækkende, fordi det er den første straffesag om matchfixing i Danmark.

I august 2014 kunne Berlingske første gang beskrive sagen. Politiet mente, at seks mænd skulle have aftalt, hvad resultatet skulle blive i to fodboldkampe mellem Hvidovre IF og modstanderne i henholdsvis Vejle Boldklub og det daværende FC Hjørring tilbage i 2010. Senere rejste politiet tiltale mod en syvende mand, men han blev imidlertid frifundet i retten i maj 2015.

Ifølge den første retsmødebegæring fra Københavns Politi fik de sigtede del i en gevinst på omkring 900.000 kroner. Desuden skulle en asiatisk selskab ifølge politiet have spillet, hvad der svarer til to til tre millioner kroner i Asien på en af de fixede danske kampe.

Politiet kom oprindeligt på sporet af sagen, fordi en af mændene, den dengang 27-årige MT, tilstod det for dem. Senere trak han dog sine ord i sig og i et interview med Berlingske i august 2014 fortalte han, at han ikke selv havde set det som en tilståelse:

»Jeg fik ikke konkret at vide, hvad jeg skulle tilstå. Det er naivt af mig, selvfølgelig er det det,« sagde han.

MT har forklaret til Berlingske, hvordan han spillede som professionel better for et stort asiatisk bettingselskab. Parterne blev uenige undervejs. Asiaterne mente, MT skyldte dem mere en tre kvart million kroner. Efter et voldeligt angreb, hvor to asiatiske mænd ifølge MTs udsagn stak en kniv ned i halsen på ham i hans lejlighed i København, gik han til politiet. Politiet ville have noget til gengæld for at beskytte ham, sagde MT til Berlingske. Så han fortalte dem om “nogle rygter” om matchfixing i Hvidovre.

Har du opfundet en sag for at få beskyttelse?

»Direkte opfundet er en overdrivelse. Men jeg har følt mig presset til at sige noget om mistanker, jeg har haft. Dem har de så taget for endegyldige sandheder, ved jeg i dag,« svarede MT på Berlingskes spørgsmål.

Men hverken dommeren i byretten eller landsretten mente altså, at MT havde opfundet rygterne i bytte for politiets beskyttelse. Afhøringsrapporterne blev bakket op med faktiske beviser som oddest-kuponer og bankoverførsler.

Spurgte man det asiatiske selskab, var svaer også klart. Berlingske interviewede en af selskabets ledere i London i foråret 2015.

»Jeg er ikke tvivl: Alt pegede på, at danskerne havde fikset kampen,« siger han.

Berlingske spurgte også asiaterne, om de ikke gjorde sig til medskyldige, når de vidste, kampen havde et aftalt resultat.

»Hmm. Du kan ikke forvente, at jeg skal sige nej til en god forretning. Hvis vi havde sagt nej til MT, var der hundredvis af andre selskaber i Asien, han kunne være gået til.«

Ledelsen i det asiatiske selskab blev aldrig afhørt af dansk politi.

Det er ikke lykkedes Berlingske at få en kommentar fra Københavns Politi endnu om, hvorfor sagen lægges ned.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.