Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Pludselig var jeg oppe blandt dem i toppen«

Carl optrådte første gang solo på klaver i Tivolis Koncertsal, da han var fem år. Katrine Pihl har som glødende 16-årig saxofonist vundet en lang række priser. Begge unge er produkter af bevidst talentudvikling.

Carl på ni år går til klaver hos Anne-Birthe Andersen i Hellerup. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Carl på ni år går til klaver hos Anne-Birthe Andersen i Hellerup. Foto: Sophia Juliane Lydolph

Carl Keith var fem år, da han for første gang spillede solo i Tivolis Koncertsal. Han spillede »Twinkle, Twinkle Little Star« på klaver. »Jeg var meget nervøs,« husker Carl. Han husker også lysene, varmen og klapsalverne fra flere hundrede tilskuere. Carl begyndte at spille klaver som femårig. I dag er han ni og ikke længere nervøs. I sidste uge gav hans klaverlærer efter måneders intensiv træning grønt lys for, at han nu kan spille den krævende Clementis »Sonatine opus 36,1« til den næste koncert.

»Carl har et specielt dejligt register af følelser at spille med,« fortæller hans klaverlærer, Anne-Birthe Andersen fra Suzuki Instituttet på Frederiksberg. »Det her stykke, det spiller han nu helt perfekt.« Instituttet har 250 elever og optager børn fra treårsalderen.

Anne-Birthe Andersen oplever en stigende efterspørgsel på klavertimer til børn. Læreren, der har undervist i 30 år i sin kælder i Hellerup, bliver ringet op omtrent en gang om ugen af forældre, der gerne vil på hendes venteliste, selv om den allerede er lang. Suzuki-metoden går kort sagt ud på, at musikken er som et sprog. Og når små børn har en fantastisk evne til at lære deres modersmål, har de også anlæg til at lære sig musik ved at lytte.

»Musik skal ind med modermælken,« siger Anne-Birthe Andersen.

Suzuki-metoden er baseret på et stort forældrearbejde og engagement, som et stigende antal forældre er villige til at investere.

»Det er ved at vende her i Danmark,« siger Anne-Birthe Andersen. »Der er større velvilje omkring det at arbejde hårdt for at nå sine mål.«

 

Den stigende efterspørgsel på klaver­timer er en del af en bredere tendens i Danmark. Janteloven er ved at blive justeret og omformuleret til, at børn gerne må kunne noget. De må gerne tro, de er noget. Mads Daugbjerg, lektor ved institut for kultur og samfund, Aarhus Universitet udlægger tidsånden således:

»Vi ser et opgør med en lidt leverpostejs-agtig idé om, at alle er lige. Man må i dag gerne tale om individets evner og formåen.«

Samtidig konstaterer Mads Daugbjerg i Danmark en slags demokratisering af begreber som talent og elite, der før var forbeholdt de få:

»Vi dyrker eneren og dyrker den, der gør forskelle, men kigger man på X Factor og så videre, så skal alle have mulighed for at blive den ene.«

Suzuki Instituttet har ikke som sådan et talentprogram. Undervisningsleder Dorte Nørgaard skildrer instituttets filosofi med disse ord:

»Vi dyrker alle børnene som små talenter. Fællesskabet er meget vigtigt for os.«

Hans Henrik Knoop, professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, siger:

»Det er omsider gået op for folk, at det er bedst for et samfund, hvis det bringer det bedste frem i alle sine borgere – uanset hvor meget talent man har på det ene eller andet område. Og fordi det er blevet tydeligt, at man ikke er tilbøjelig til at nå ret langt med noget som helst, hvis man lever i et uinspirerende miljø og ikke er villig til at yde en stor indsats.«

»Jeg vil spille hele tiden«

»Forte, piano, crescendo,« udbryder klaver­læreren. Carls fingre danser hen over tangenterne, der blinker i sollyset. Carls forældre skrev ham op til klavertimer hos Anne-Birthe Andersen, da han var tre år.

»Det kunne også have været sport eller kunst. Det er mere det at vælge noget og satse på det. At blive god til det,« fortæller Carls far Graeme Keith, uddannet matematiker og analytiker hos Mærsk Olie og Gas.

»Vi er ikke musikere overhovedet,« ler han. »Men vi vil gerne give Carl den gave, som musikken er. Det handler på ingen måde om at være bedre end andre. Men om at være så god, som man kan være.«

Det kræver træning, træning og atter træning. Og en investering af tid, som et stigende antal danske forældre er villige til at foretage.

»Vi var i tvivl om, hvor meget Carl skulle træne,« fortæller faren. »Så på et tidspunkt besluttede min kone: »Vi spiller hver dag.««

Graeme Keith lægger ikke skjul på, at han har travlt på sit arbejde. Det samme gælder hans hustru. Forældrene tilrettelægger arbejdet, så der er plads til klavertræningen og arbejder for eksempel ofte om aftenen.

»Det er virkeligt op ad bakke at lære et nyt stykke,« siger faren.

Til gengæld har spilleglæden nu for alvor grebet Carl, der fortæller:

»Nu vil jeg spille hele tiden.«

»Det er den klassiske musik og dens værdier, jeg brænder for og gerne vil dele med børnene,« fortæller klaverlæreren siddende foran sit flygel, ved siden af elevens, mens solen glimter i hendes ansigt:

»Den vækker følelserne, den er et skatkammer at dykke ned i.«

Samtidig viser talrige undersøgelser, at musik udvikler børns hjerner og styrker deres sproglige- og sociale kompetencer.

Metallet skinner rødt og gult fra saxofonen, som Katrine Pihls fingre smidigt galopperer henover. Den 16-årige høje pige krummer energisk sin krop og blæser for fuld kraft under en øvetime med sin lærer. Der er længsel, dybde og legende lethed i tonerne fra Pedro Iturraldes »Pequeña Czarda.«

At træning er hårdt og nødvendigt for at udvikle sit talent kan Katrine Pihl, der har spillet siden hun var otte år og vundet adskillige priser, nikke genkendende til. Saxofonisten er et produkt af, at talentudvikling er blevet mere udbredt og alment tilgængeligt i Danmark. I 2011 slog fem musikskoler på Sydsjælland sig sammen i Talentakademi Storstrøm. Akademiet omfatter musikskoler på Lolland, i Guldborgsund, Vordingborg, Næstved og Faxe.

For Katrine Pihl har akademiet været et vendepunkt i hendes liv:

»Efter jeg kom ind på talentakademiet, tog det fart for mig. Indtil da havde jeg mest spillet for sjov på den lokale musikskole. På akademiet fik jeg mere intensiv og alment musisk træning. Og jeg mødte en masse andre, der spillede. De var dedikerede og dygtige, på et højere niveau end mig. Det inspirerede mig.«

Katrine Pihl, der går på HHX-gymnasium, er især kendt for at have en god »klang«.

»Luften kommer inde fra min krop. Jeg føler på den måde, at jeg giver noget af mig selv. Det er den måde, jeg skaber klangen på,« siger den 16-årige 1,80 meter høje pige.

Katrine Pihl har bl.a. vundet førstepris i Unge Spiller Klassisk i 2012, -13, -14 og -15 og fik i 2014 guld i Berlingskes talentkonkurrence.

»Min drøm er at blive professionel musiker. Men jeg er også glad for økonomi, så backup-planen er at blive økonom.«

 

Kreativt, lukket miljø

Talentakademiet har også styrket Katrine i at tro på sig selv og have mod til at spille i et elitært miljø, hvor mange har lange franske efternavne og familie og venner, der allerede er kommet ind på konservatorier eller er fremtrædende i kreative kredse.

»Mange af dem, jeg er oppe imod, har været professionelle musikere i flere generationer,« fortæller Katrine Pihl. »Pludselig var jeg oppe blandt dem i toppen. Sådan havde jeg aldrig set mig selv. Jeg er bare en pige fra Lolland.«

Afgørende for Katrines succes har været forældrenes opbakning:

»De har ikke presset mig, men de har bakket mig op og utrætteligt kørt mig rundt på Sjælland. Og når jeg gik i stå, holdt de mig til ilden.«

Talentakademiets tilbud er målrettet således, at eleverne opnår et niveau, der gør det muligt for dem at bestå en optagelsesprøve på Musikalsk Grundkursus, MGK. Kurset forbereder unge til Musik­konservatoriets optagelsesprøve. Akademiet kan allerede se resultater af sin talentpleje: Mindst ti elever er kommet ind på MGK. Og tre er gået videre til konservatoriet. Katrine søgte allerede som 14-årig ind på MGK - og blev optaget.

»Der skete noget med Katrine, da hun kom på akademiet,« siger hendes far, Hans Pihl, som er ingeniør og produktionsplanlægger.

»Hun gjorde store fremskridt. Vi er selvsagt meget stolte af, at hun er kommet så langt, selv om vi ikke har klaver derhjemme. Vi har givet hende al mulig støtte, men ikke klassisk musikalsk back-up. Før Katrines musiske karriere tog fart, lyttede vi i hjemmet mest til rock og pop.«

Afsmittende effekt

Nogle iagttagere frygter, at et større fokus på talentudvikling, der har bredt sig på kryds og tværs af Danmark fra Sønderborg til Holstebro og Helsingør, vil føre til, at Danmark får et nyt A- og B-hold.

»Selv om der nu, med en vis ret, gøres mere for de mest talentfulde, som ofte har været underudfordrede, bør det gøres på måder, der ikke ødelægger den sociale sammen­hængskraft,« siger Hans Henrik Knoop, professor ved DPU, Aarhus Universitet. »Desværre er der i nyere ungdoms­forskning tegn på, at de unge polariseres i grupper som henholdsvis kæmper benhårdt - og står af.«

Men det er ikke en udvikling, de indtil videre registrerer på Storstrøms Talentakademi:

»Talentudvikling har en virkeligt gavnlig effekt på miljøet,« siger Peter Bindslev, klassisk koordinator på akademiet. »Dygtige elever med stor spilleglæde har en afsmittende effekt på yngre elever.«

Katrine Pihls lærer, saxofonist Stefan Baur, der både optræder og underviser, formulerer udfordringen således:

»Det er vigtigt for unge mennesker, at de mærker en fremdrift; at de rykker videre i graderne. Så arbejder vi videre på en ny måde. Den tilgang mangler for mig at se mange steder i vores samfund.«

I Suzuki-lærerens solglimtende klaver-studie i Hellerup opstår der pludselig en overraskelse. Anne-Birthe Andersen henleder niårige Carls opmærksomhed på en markant tone:

»Clementi synes, vi skal til at slutte – han overrasker,« udbryder hun.

Carl fanger tegnet. Tonerne kravler op og ned, og ind i kroppen og sjælen på tilhørerne.

»Nu er der rigtigt fart i gaden,« siger Anne-Birthe Andersen. Carls fingre flyver henover tangenterne.

»Jeg kunne aldrig finde på at sige, at børn skal være pianister,« siger klaverlæreren. »Det vigtige for mig er, at de skal have musikken i livet. Når man kan noget, så giver det frihed. Mine elever er små mennesker, men med store personligheder. Jeg har ingen vidunderbørn. Men børn har nogle vidunderlige evner. Talentet er den mindste del. Det er, hvordan, man arbejder det op, der er det vigtige.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.