Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

PISA: Ros til Danmark for gode præstationer og lighed

Danske skoleelever er over gennemsnittet i ny PISA-undersøgelse, der også viser, at den sociale arv betyder mindre for elevernes præstationer i de danske skoler, end den har gjort tidligere. Dog underpræsterer børn af flygtninge/indvandrere i forhold til danske elever med det, der svarer til et helt års skolegang.

Skoleelever lærer om grisens fordøjelsessystem til naturvidenskabelig dag på Odder Gymnasium. Arkivfoto
Skoleelever lærer om grisens fordøjelsessystem til naturvidenskabelig dag på Odder Gymnasium. Arkivfoto

For første gang ligger danske skoleelever over gennemsnittet blandt OECD-landene i både læsning, matematik og naturfag, viser nye tale fra PISA, der er blevet offentliggjort i dag.

Danske skoleelever, lærere og skoleledere kan dermed godt ranke ryggen lidt.

Danmark hører nemlig også til i den pæne gruppe af lande, der præsterer godt lidt over gennemsnittet - dog uden ligefrem at være prangende.

Men mindre end en topplacering kan også gøre det. I den nyeste PISA-undersøgelse, PISA 2015, er der ros til fire lande, herunder Danmark, for på én og samme gang at opnå gode præstationer og tilbyde et skolesystem med udpræget lighed. De tre øvrige lande, der opnår denne ros er Canada, Hongkong og Macao Kina.

Den negative sociale arv har i tidligere PISA-undersøgelser været stærk i Danmark, men siden sidste undersøgelse influerer elevernes sociale baggrund i stadigt mindre grad på elevernes præstationer. Den sociale arvs betydning i danske skoler er nu under OECD-gennemsnittet.

Et skoleår bagud

Der er dog ikke kun godt nyt for Danmark i undersøgelsen af 15-åriges kompetencer i naturfag, læsning og matematik i 72 lande, heraf 35 OECD-lande.

Det springer især i øjnene, at skellet mellem danske elevers og immigrantelevers præstationer er meget stort. I Danmark svarer forskellen i elevernes præstationer til et helt skoleår, når man har korrigeret for elevernes socioøkonomiske baggrund og sprog talt i hjemmet. Forskellen i Danmark er dobbelt så stor - 38 PISA-points - som OECD-gennemsnittet på 19.

PISA-undersøgelserne foretages hvert tredje år og fokuserer på skift på et af de tre hovedområder; læsning, matematik eller naturfag. I PISA 2015 er det naturfag, der er i fokus, og der er derfor flere spørgsmål til blandt andet elevernes motivation og interesse for naturfag. På plussiden hører, at de danske elever er blevet gladere for naturfag i skolen, men den øgede glæde og motivation har til gengæld ikke fået dem til at overveje en karriere inden for naturvidenskab.

Faktisk er Danmark det land med færrest 15-årige, der kunne tænke sig en fremtidig naturvidenskabelig karriere. I OECD som gennemsnit drømmer hver fjerde elev (24,5 procent) om en naturfaglig karriere, men i Danmark er det kun 14,8 procent - heraf 17,7 procent piger og 11,8 procent drenge. Der er dog forskel på, hvilken form for uddannelse og arbejde de to køn sigter mod. Pigerne er i grove træk itiltrukket af sundhedsvæsenet, mens drengene hellere ser en karriere inden for IT eller som ingeniør.

Du kan selv dykke ned i den nye PISA-rapport her.

Riisager: Ros til matematiklærerne

Der lyder også rosende ord fra Danmarks nye undervisningsminister, Merete Riisager (LA), til de nye PISA-resultater.

»Det er virkelig godt arbejde af især matematiklærerne, som har formået at løfte eleverne markant. Vi kan ikke konkludere noget om
folkeskolereformen med PISA-resultaterne, men de er med til at tegne en del af et billede af skolen og af, hvordan det går specifikt
for 15-årige elever i matematik, naturfag og læsning,« udtaler hun i en pressemeddelelse fra undervisningministeriet.

Det er dog ikke kun PISA-undersøgelsen, der skal give et billede af, hvordan det danske skolevæsen klarer sig, fortsætter hun.

»PISA er kun et af mange redskaber til at give et billede af hvordan det går i vores skoler. Det er nødvendigt også at inddrage andre undersøgelser«.

Danmark har deltaget alle seks PISA-undersøgelser siden 2000. I denne udgave deltog 7.161 danske unge fordelt på 331 uddannelsesinstitutioner, oplyser Undervisningsministeriet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.