Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Piger på 13-14 år opsøger mænd for at sælge sex

Ifølge Københavns Politi er der sket et værdiskred. Professor mener ikke, at unge generelt er "pornoficerede".

København. Hver måned er der i døgnrapporten hos Københavns Politi piger på 13-14 år, som er på vej ud i eller har haft sex med voksne mænd mod betaling.

Det skriver Jyllands-Posten.

Pigerne får typisk kontakt med en mand på Snapchat eller i et chatrum på nettet. De aftaler at mødes, og han henter hende.

Så kører de hen til et hotel eller hjem til ham, hvor de har sex. Bagefter får hun en jakke, en telefon eller penge.

Det fortæller Britta Almfort, der er koordinator i Københavns Politis indsats over for seksuelle overgreb mod unge under 18 år. Hun mener, at pigernes ageren er et stigende problem og et udtryk for et værdiskred.

- Det er noget nyt, at piger i den alder på den måde er opsøgende. De er grænseoverskridende og har et enormt behov for at være på, få likes og foretage sig ting, der giver opmærksomhed.

- Det har noget med Youtube og reality-tv at gøre. Det flytter grænserne for unges seksualitet, siger Britta Almfort til Jyllands-Posten.

Sekretariatschef Laust Westtoft fra Los, der organiserer 600 private specialskoler, bosteder og botilbud, oplever gråzoneprostitution og sugardating som et stigende problem.

I foreningen har man fået en række henvendelser fra specialskoler og bosteder, hvor man dagligt oplever problemer med, at de unge har en grænsesøgende, risikofyldt seksuel adfærd.

- Der er sket et værdiskred. Overraskende mange piger og drenge finder det i orden at tage imod gaver for sex, siger Laust Westtoft til Jyllands-Posten.

Sekretariatschefen mener, at eksponeringen af unge i reality-tv spiller en rolle for de unges syn på, hvad der er rigtigt og forkert.

Ifølge formanden for Socialpædagogerne, Benny Andersen, opsøger piger på blandt andet døgninstitutioner i stigende grad steder på nettet, hvor de kan sælge sex.

- Der er sket et skred, og det er slået hårdere igennem hos udsatte piger, der ikke har et filter som alle andre og en far og mor at tale med, siger han.

Christian Graugaard, professor i sexologi ved Aalborg Universitet, mener ikke, at unge generelt er "pornoficerede", kaster sig i grams eller er ude af stand til at tage vare på sig selv.

- Men der findes sandsynligvis en mindre gruppe, som har svært ved at finde vej i en stærkt erotiseret og kropsfikseret tidsalder, og det kan bringe dem i vanskeligheder, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.