Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Peter Hummelgaard var med til at starte indsamling til Ali Parnian: »Det er mega trist og ærgerligt«

Socialdemokraternes EU-ordfører, Peter Hummelgaard Thomsen, har sammen med bl.a. konservatives Mette Abildgaard været med til at foranstalte den storstilede indsamling til bageren Ali Parnian, som fik smadret sin forretning. Efter det er kommet frem, at Parnian kræves udvist og fængslet af Statsadvokaten, beskriver Hummelgaard Thomsen, som ærgerlig udvikling.

Ali Parnian er tiltalt for at have stjålet en bil og sat den i brand. Anklagemyndigheden kræver ham udvist og fængslet. Tirsdag d. 23.01.2017 besøgte Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) bagerforretningen KAJ i Tingbjerg. Besøget kom i kølvandet på flere angreb mod bagerforretningen, der senest resulterede, at fem maskerede mænd smadrede butikkens inventar. Her er det ejeren af butikken Ali Parnian (th).
Ali Parnian er tiltalt for at have stjålet en bil og sat den i brand. Anklagemyndigheden kræver ham udvist og fængslet. Tirsdag d. 23.01.2017 besøgte Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) bagerforretningen KAJ i Tingbjerg. Besøget kom i kølvandet på flere angreb mod bagerforretningen, der senest resulterede, at fem maskerede mænd smadrede butikkens inventar. Her er det ejeren af butikken Ali Parnian (th).

Sagen om den hyldede bager, Ali Parnian, har taget endnu en drejning.

Han risikerer nu udvisning og en fængselsstraf, hvis det står til anklagemyndigheden ifølge Ritzau.

Parnian er tiltalt i en sag fra oktober, som retten i Lyngby tidligere frifandt ham fra. Sagen drejer sig om, at han og en kammerat var anklaget for at have stjålet en bil og brændt den af. Kammeraten tilstod og blev idømt betinget fængsel og samfundstjeneste, men Ali Parnian blev frikendt, og det har Statsadvokaten i København nu valgt at anke.

Ali Parnian og hans bageri har været genstande for massiv mediebevågenhed i den seneste uge, der tirsdag resulterede i, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) aflagde visit hos bageriet i Tingbjerg.

Det skete efter en indsamling til Ali Parnian, der sluttede på knap en halv million kroner.

Forvalterne bag indsamlingen har været politikerne Mette Abildgaard (K), Chris Bjerknæs fra Dansk Folkepartis Ungdom, og Socialdemokratiets Peter Hummelgaard Thomsen.

Sidstnævnte fortæller til Berlingske, at han er ked af udviklingen i sagen.

»Det er først og fremmest vigtigt at huske på, at ingen er dømt endnu. Når det er sagt, så synes jeg, det er mega trist og ærgerligt, at sagen har taget den drejning,« siger Peter Hummelgaard Thomsen og fortsætter:

»Jeg synes dog, det bevidner om noget særegent dansk og i virkeligheden ret smukt. Det understreger i virkeligheden, den blinde tillid danskerne har udvist ved at hjælpe en person med at komme på fode igen,« siger han.

19-årige Ali Parnian gik på kort tid fra angiveligt at være udsat for afpresning, få sin bagerforretning smadret til at blive hyldet for sin stridbarhed overfor gerningsmændene. Det fik udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg til at beskrive sin dybfølte respekt overfor Ali Parnian og hans valg om, at gå til politiet.

Har tilliden været for blind?

»Det kan da godt være, men det synes jeg ikke nødvendigvis er negativt. Med det forhold, så synes jeg stadig, at det er fantastisk,« siger Peter Hummelgaard Thomsen.

Torben Svarrer fra Københavns Politi fortæller til Berlingske, at politiet ser med alvorlighed på sagen, men at han ikke ønsker at udtale sig om sagens videre forløb.

»Vi efterforsker bredt, og der tegner sig et broget billede af sagen. Vi holder alle muligheder åbne lige nu,« siger han.

Hvad der videre skal ske med den knap halve million kroner, som er blevet indsamlet til Ali Parnian, ved Peter Hummelgaard Thomsen ikke endnu.

»Nu må vi vente og se, hvad der sker i sagen, og hvis det skulle udvikle sig negativt, så må man jo tage stilling til, hvad der skal ske med de penge, og det har jeg ikke noget præcist svar på endnu,« fortæller han og siger:

»Teknisk kan det nok være svært at betale alle de 10’ere og 20’ere tilbage.«

Har I været for hurtigt ude i lyset af tiltalen mod Ali Parnian?

»Måske, men det har alle nok været. Berlingske har også skrevet ledere, der roste Ali Parnian. Vi skal stadig være stolte af at leve i et samfund, hvor vi har tillid til hinanden. De mange tusinde danskere, der har sendt en skilling, skal holde fast i, at de har forsøgt at give til et formål, der forhåbentligt kunne gøre en lomme i vores samfund til et bedre sted,« siger han.

Berlingske arbejder på at få kommentarer fra Mette Abildgaard og Inger Støjberg.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.