Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Pernille Skipper langer ud efter Pia Kjærsgaard: »Hun siger sådan set, at kvinder må finde sig i sexisme på daglig basis«

Ligestillingsordføreren for Enhedslisten kritiserer formanden for Folketinget for at retfærdiggøre sexisme i kommunalpolitik med kommentarer i Deadline om at kvinderne, der er stået frem er »for ømskindede« og bør »mande sig op«.

Arkiv: Pernille Skipper kritiserer Pia Kjærsgaard for at retfærdiggøre sexisme.
Arkiv: Pernille Skipper kritiserer Pia Kjærsgaard for at retfærdiggøre sexisme.

Pernille Skipper er stolt.

Stolt af at være i parti med kvinder, der tør stå frem og sige fra over for sexismen.

»Det er nødvendigt at nogle fortæller, hvad der foregår, for at vi kan gøre noget ved det,« siger ligestillingsordføreren.

Hun henviser til, at blandt andre byrådsmedlem i Fredericia, Cecilie Roed Schultz, har fortalt om den sexisme, hun har oplevet i det politiske miljø. Det skete i forbindelse med en rundspørge foretaget af Berlingske Research blandt alle landets byrådsmedlemmer. Den viste, at mindst 75 kvinder har oplevet sexistiske kommentarer fra politiske kolleger. En ud af fire af de kvinder, der svarede på rundspørgen, svarede ja til, at de har oplevet sexistiske kommentarer.

Men der er stor forskel på, hvad kvinder fra partier på venstre- og højrefløjen har oplevet.

Hver tredje af de kvinder, der har svaret, som repræsenterer Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten svarer, at de har været udsat for sexisme (50 af 150). Gennemsnittet for Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er derimod blot 14 procent (18 af 127).

Forskellen skyldes en større politisk opmærksomhed på emnet på venstrefløjen, mener Pernille Skipper.

»Jeg tror, det har noget at gøre med, at vi har et stort fokus på det i partiet, og politisk er opmærksomme på, at sexisme kan komme i mange former  - underspillet eller direkte – men, at det ikke er okay på hverken den ene eller anden måde. Og for, at vi stopper det, skal vi sige fra,« siger hun.

I Enhedslisten har 8 ud af 20 kvinder svaret ja til, at de har oplevet sexistiske kommentarer.

»Det er ofte en diskussion om det at lave seksuelle vittigheder eller tale om kvinders kropsdele eller påklædning er morsomt, eller om det er sexisme. I Enhedslisten har vi det synspunkt, at det er noget, som alt for ofte bliver brugt til at holde kvinder på plads.«

Oplever du sexisme som et generelt problem i dansk politik?

»Ja, det gør jeg. Jeg tror, de fleste kvinder har oplevet at være udsat for sexisme i større eller mindre grad. Om det er små henkastede bemærkning, om det er pakket ind i vittigheder, eller om det er decideret fysisk – så tror jeg langt hovedparten har oplevet det. Også fordi, der kan være en tendens til, at når kvinder siger fra, så er det dem der bliver peget fingre af - ikke dem, der har begået et overgreb eller sagt noget sexistisk.«

Hvorfor viser tallene, at sexismen åbenbart rammer venstrefløjen hårdere end højrefløjen?

»Venstrefløjen er mere opmærksom på det. I Enhedslisten, og i mange af venstrefløjspartierne, arbejdes der politisk med ligestilling. Sexisme, lumre jokes og upassende befølinger er noget, der foregår, ikke bare i dansk politik, men også på almindelige arbejdspladser. Det er noget, vi politisk skal ændre på. Hvis man ikke er opmærksom på det, vil man nok oftere slå det hen eller overse det.«

Det parti, hvor kvinderne i rundspørgen svarer at de oplever mindst sexisme er Dansk Folkeparti. Her svarer blot 2 af 37, altså 5 procent, at de har fået sexistiske kommentarer fra politiske kolleger. Og for knap tre uger siden var den tidligere formand for partiet Pia Kjærsgaard ude med en opfordring om at kvinderne bør »mande sig op«, og sagde, at man er blevet »for ømskindet«.

Den holdning kritiserer Pernille Skipper.

»Jeg synes, at Pia Kjærsgaard med den holdning er med til at legitimere sexismen. Hun må selv om, hvor hendes tærskel ligger, men jeg forstår ikke, hvorfor hun har behov for at fordømme de kvinder, der siger fra.  Hun må mene hvad hun vil, men hav dog respekt for, at andre kvinder ikke vil finde sig i det. Når hun udtaler sig på den måde, så hjælper hun bare til, at det kan blive værre og værre. Hun siger sådan set, at kvinder må finde sig i sexisme på daglig basis.«

Politik har generelt ry for at være et hårdt miljø. Er det her ikke bare en del af et spil om magten?

»Jo, men det gør det da ikke okay.«

Hvordan adskiller det sig fra alt muligt andet, der foregår i politik?

»Forskellen er, at kvinder, der bliver udsat for sexisme nedgøres på baggrund af deres køn. I et såkaldt ligestillet land som Danmark er det ikke okay. Jeg synes ærligt talt, folketingets formand burde arbejde for en god kultur, hvor alle kan være med i stedet for at pege fingre af dem, der siger fra.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.