Per Stig Møller: »Men større er dog Gud«

Det var Kaj Munks tro, der afgjorde hans forhold til Hitler. Den tyske besættelse var ugudelig, fordi den brød med Guds indretning af verden. Man kan læse det i digterpræstens digte og prædikener. Da Hitler blev Guds fjende, blev han også Kaj Munks.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

I 1939 udsendte Kaj Munk digtsamlingen »Tempelvers«. Templet er kvinden. Allerede i åbningsdigtet »Gaaden« tilegner han samlingen til kvinden: »Hustru, Moder, Elskerinde -/ æret være Kvindens Navn«. Det første digt hedder »Grundlovsændring«. 1939 var jo dét år, hvor Stauning og Christmas Møller forgæves forsøgte at få en ny grundlov igennem.

Men den ændring, Kaj Munk foreslår, er at indføre en paragraf i Grundloven, der siger »Elskoven er hellig«, for det har den desværre ikke været i mange år, sukker han. Man har sjusket med kærligheden og elskoven og i stedet kastet sig ud i kampen om, hvem der kan få flest partnere. Således har han hørt, at medicinere har stiftet en klub kaldet »Skalpejægerne«, hvorefter han spørger: »Hvornaar kommer mon Hitler?« Dermed siger Kaj Munk, at med den måde, vi opfører os på, med opløsningen af moralen og ligegyldigheden over for kærligheden, der ellers er det »Allerhelligste«, ender vi såmænd nok med at få Hitler på halsen. Digtet er således et advarselsdigt og ikke en anråbelse af Hitler, selv om nogle litteratur­historikere har valgt kun at citere Hitler-linjen og udlægge den som en længsel efter Hitler! Sådan går det, når man ikke kan eller ikke vil læse, og i øvrigt ikke kender Munks forfatterskab.

For straks efter besættelsen den 9. april 1940 bragte Nationaltidende den 21. april Kaj Munks digt »Bods- og Bededagsbøn«, hvori han til Gud siger: »agted vi din Gave ringe,/ faar vi nu, hvad vi fortjener«. Senere i digtet beder han Gud: »tugt os nu med strenge Hænder,/ som vi længe det fortjente,/ lad os ej for billigt slippe,/ og begynde, hvor vi endte«. Vi må altså se besættelsen som en straf for vores egen laden stå til (vi »glemte, at kun den er Livets Gave værd, der vil den værge«), vores utålsomhed (»Vi kivedes og klafred, og vi spytted paa hinanden«) og vores måde at sjuske med kærligheden på, som han havde advaret mod i »Tempelvers«.

Derfor spurgte Kaj Munk i den så misbrugte Ollerup-tale den 28. juli 1940 på Ollerup Idrætshøjskole: »er det gaaet nogen værre end os? – vi fik Hitler og beholdt Stauning«.

Hitler var resultatet af vore egne forsømmelser, og Stauning havde den 9. april, hvor de tusind år blev væk af skræk, forsømt at forsvare Danmark og tilmed offentligt tilkendegivet, at danskerne skulle indstille sig på at finde deres plads i det nye, tyske storrige. I Ollerup-talen citerede Munk kanslerens ord fra sit skuespil »Sejren« (1936): »Sejren retfærdiggør alt«. Dette er af nogle blevet udlagt, som om Kaj Munk dermed sagde, at Hitlers sejre retfærdiggjorde hans handlinger. Men for det første ville dette jo ganske stride mod hans sætning om Hitler og Stauning, og for det andet tog han lige præcis afstand fra kanslerens sætning ved at tilføje: »Jeg havde ikke troet, at skulle føle denne Sandhed så bittert som nu«. Det er altså en bitter, politisk erkendelse af, at en sejrherre kan gøre alt, just som Machiavelli havde skrevet i »Fyrsten«, hvori han fastslår, at en fyrste kun behøver »at sejre og bevare sine erobringer, for at hans metoder vil blive anset for hæderlige og roses af enhver«.

Dette er lige præcis ikke Munks morale, for den vendte han sig straks imod ved med hævet stemme at fastslå: »Sandhed bliver ved at være Sandhed, uanset Sejr eller Nederlag. Uret bliver ved at være Uret, og Vold bliver ved med at være Vold«. Sejren retfærdiggør ikke noget som helst! Det ville desuden stride mod hans udsagn om, at han holder med Jesus Kristus, fordi han holder med den, som taber. Og det ville stride mod hans henvisning i bogudgaven af skuespillet »Han sidder ved Smeltediglen« (1938) til Paulus’ andet brev til Korintherne, hvor Herren siger til Paulus: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed«.

I »Sejren« er den magtesløse den sejrende, italienske kanslers kristne hustru Angelica, som i slutscenen slår ham ihjel af kærlighed for at forhindre ham i at begå nye, ugudelige gerninger ved at føre sit land ind i nye erobringskrige, efter at han netop har besejret Abyssinien. Kansleren er med sin kærlighedsløse og krigeriske adfærd blevet Guds fjende, men »større er dog Gud«, som Munk skriver i salmen »Du ved det nok, mit Hjerte«. Den magtesløse, men kærlighedsfulde Angelica er Guds redskab.

I »Han sidder ved Smeltediglen« er den magtesløse den verdensfjerne nazi-medløber, arkæologen, dr. Mensch. Det var i øvrigt meget rigtigt ramt, for et meget stort antal af de tyske arkæologer var faktisk nazister. Dr. Mensch har i sin forskning fundet beviset for, at Jesus ikke var arier, som den pronazistiske kirkeretning, »Deutsche Christen«, ellers hævdede, men jøde. Samtidig forelsker Mensch sig i sin sekretær, men da det viser sig, at hun er en forklædt jøde, er deres forhold selvfølgelig forbudt. Her opstår dilemmaet: Skal han følge rigets love eller kærlighedens bud? I slutscenen skal han for øjnene af Hitler modtage den store, tyske pris for sit arkæologiske arbejde. Han løser sit dilemma ved at smadre beviset på, at Jesus var jøde, hvorved han ofrer sandheden for fædre­landet, for som Rasmus Rask sagde: »Sit fædreland skylder man alt«. Men derefter erklærer han sin kærlighed til jødinden, hvorved han bryder landets love til fordel for kærligheden, for, som Paulus skrev, kærligheden overgår alt. I vrede forlader Hitler scenen, hvorpå kulturministeren hvisker til dr. Mensch, at de får 12 timer til at forlade landet i. Man må blot håbe, at de ikke flygtede til Danmark, for her var de ikke blevet lukket ind. I 1938 brystede Danmarks justitsminister sig ligefrem af, at der nu var færre jøder her end før! Stykkets slutpointe var således også, hvad en svensk avis kaldte »en trommehvirvel i flygtningespørgsmålet«! Det ændrede dog hverken den svenske eller danske flygtningepolitik.

I »Han sidder ved Smeltediglen« træder biskop von Beugel op mod nazisterne og deres behandling af jøderne: »..at tage Menneskerettighederne fra Mennesker er at gøre sig selv til Forbryder«, siger han og fængsles. Mens han lå i skyttegravene under Første Verdenskrig, kom Jesus til ham og hviskede de ord, som Kaj Munk senere anvendte under Anden Verdenskrig: »Lad dem bare slå os ihjel Langfredag. Vi lurer dem Påskemorgen«. Dét gav von Beugel – og Kaj Munk – modet til at stå imod og sige sandheden.

For Kaj Munk består sandheden simpelthen i Jesu lære. Det fremgår allerede af mottoet til »En Idealist« (1928): »Hjertets Renhed er at ville eet. Søren Kierkegaard«. Dette motto er ofte blevet udlagt som en bekendelse til heroen, der udelukkende fokuserer på sit mål, og målet for stykkets hovedperson, Herodes, er magten. Dermed blev det fastslået, at Munk fra starten var en dyrker af den store mand, af heroen. Det ganske skrupelløse magtmenneske Herodes gennemfører barnemordet i Bethlehem for at forhindre profetien om en Messias, der skal komme og være konge, og myrder i skinsyge sin kærlighedsfulde hustru, Mariamme. Magtmennesket vil have magt over alt og alle. Men derefter går det ned ad bakke for Herodes. Mottoet fra Kierkegaard siger nemlig det stik modsatte. Kierkegaard bruger udtrykket om »hjertets renhed« flere steder. I »En Leiligheds-Tale« præciserer han, at det rene hjerte ifølge apostlen Jakob betyder, at man skal ydmyge sig og ikke hævde sig, og »derfor hedder det: Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde«. Herodes er hovmodig, mens Mariamme er ydmyg. I samme tale skriver Kierkegaard, at »den, der i Sandhed kun vil eet, han kan kun ville det Gode, og den, der kun vil eet, når han vil det Gode, han kan kun ville det Gode i Sandhed«. Herodes vil ikke det gode, han vil sig selv.

»Kjerlighedens Gjerninger« gør Kierkegaard det klart, at »et rent hjerte« er et hjerte, der er bundet til Gud, for »til Gud maa Hjertet være bundet grænseløst, hvis det skal være rent«. Gud er kærlighed, og kærligheden kommer fra Gud. Det vil sige, at forsynder man sig mod kærligheden, er man i Munks optik Guds fjende. Herodes forsyndede sig mod den – og tabte til den magtesløse Maria og det magtesløse Jesus-barn.

Allerede i tredje optrin i »En Idealist« lægger Munk en nøgle til forståelse af skuespillet. Her diskuterer tre arkitekter, hvilke søjler der skal bruges i det nye tempel, som Herodes vil have dem til at opføre. Den ene vil have karyatider, de kvindeskikkelser som bærer et tempel på Akropolis. Det vil de andre ikke, så der kommer ingen karyatider. Det gør der heller ikke for Herodes, som netop ved at myrde Mariamme ombringer sin karyatide og dermed påbegynder sit eget fald.

I Munks skuespil begynder heltens, magtmenneskets fald, så snart han svigter kvinden og kærligheden. Står han undtagelsesvist op til slut, som tilfældet er i »Cant« (1932) om Henrik den VIII og Anne Boleyn, sidder vi som tilskuere tilbage med en dårlig smag i munden. Men for det første var dette i overensstemmelse med historien, for Anne blev halshugget og Henrik giftede sig straks igen, og for det andet skyldes hendes fald et svigt. Et svigt begået af præsten Cranmer, som godt vidste, at anklagen mod Anne var falsk, og som derfor kunne have reddet hende ved at sige fra. Det gør han bare ikke, for så skulle han gå op imod såvel kongen som den brutale statsminister. Og dét ville sætte en stopper for hans karriere. Cranmer vidste, hvad det gode var, han kendte sandheden, men gjorde ikke noget. Han var med Kaj Munks ord »passiv i det gode«.

Dette er centralt for forståelsen af Kaj Munks handlemåde under besættelsen. Besættelsen var af det onde, og bøjede man sig blot for den og lod stå til, ville man være »passiv i det gode«. Besættelsen var ugudelig, fordi den brød med Guds indretning af verden, hvorefter Gud ifølge Paulus har givet hvert folk sit sted på Jorden, som er dets og som det har ansvaret for. Tager man et andet folks land, går man således op mod »Guds plan«. Derfor var det ugudeligt, at Mussolini tog abyssiniernes land, for det var ikke hans, og derfor vendte Munk sig i »Sejren« mod den Mussolini, som han før invasionen i Abyssinien ellers havde sat sit håb til. At Italien godt forstod, at stykket var vendt mod Mussolini, fremgik tydeligt, da den italienske gesandt klagede over, at fascist-hymnen ved premieren blev spillet som optakt til stykket, hvorefter afspilningen blev forbudt.

Hitler havde Munk ligeledes ventet sig meget af. Ligesom store dele af den europæiske højrefløj, herunder ikke mindst den britiske, troede han på Hitlers løfter og dennes vilje til blot at løfte sit folk ud af den armod, der var fulgt på Versailles-freden, som han i skuespillet »Fugl Fønix« (1926) fandt havde været ulykkessvanger hård over for Tyskland. Selv om han undervejs i rejsebogen »Vedersø-Jerusalem retur« (1934) havde mange kritiske bemærkninger om Hitler, slutter den med et alt for Hitler-rosende kapitel, som han skrev efter De lange Knives Nat. Han er også alt for tæt på »de tyske kristne« i den samtidige digtsamling, »Os bærer den himmelske Glæde«, hvor Frelseren både er lysøjet og gullokket. Han er ligeledes for langt ude i skuespillet »Hamlet« (1935), der viser det vankelmodige demokratis fald. Men hele tiden har Tysklands behandling af jøderne mishaget ham. Allerede i april 1933 tager han skarpt afstand fra den dansk-tyske forening, der på den tyske gesandts opfordring sendte afbud til en østrigsk-jødisk skuespillerinde, som ellers skulle have læst op i København. Siden skrev han et »åbent brev« til Mussolini for at få denne til at formå sin ven Hitler til at stoppe mishandlingen af jøderne. Men ligesom kommunisterne altid troede, at »lillefar Stalin« ikke vidste, hvilke grusomheder der foregik i hans rige, troede han heller ikke, Hitler vidste, hvad der overgik jøderne. Først da Hitler i marts 1939 gik ind i Prag, mistede Munk enhver tiltro til ham. Hitler var blevet Guds fjende, for Tjekkiet var på ingen måde et tysk land, men givet tjekkerne af Gud. Ligesom vi havde fået Danmark, hvorfor tyskerne intet havde at skaffe her. De skal ud, og først når de er kommet ud, kan vi »måske« blive venner igen, siger han i sine taler sommeren 1940.

Da forfølgelsen mod jøderne blev sat i værk i oktober 43, holdt han en prædiken og derefter en tale, hvori han bl.a. sagde: »Nu maa al Tale ophøre om, at den enkelte Tysker er jo så rar, og han kan ikke gøre for det. Nu har Tyskerne stillet sig i den Ondes Tjeneste, og nu maa Kirken, for saa vidt som den lutherske Kirke kan lyse i Band, lyse i Band alle dem, der arbejder for Tyskerne«. Til slut bad han: »Herre, velsign du Vaabnene, saa Tyskerne taber, og vi faar Fred og Frihed«. Han gik ind for væbnet modstand, hvilket han gjorde klart, da modstandskvinden Elsebet Kieler skrev til ham og spurgte, om man som kristent menneske kunne gribe til våben og slå ihjel. »Lær dog at slå ihjel i Jesu Navn«, svarede han. For hvem skulle forsvare enkerne og de faderløse, hvis ingen greb ind over for ondskaben? Så ville man jo være »passiv i det gode«. Eller som han ved en anden lejlighed sagde: »Når de pæne mennesker ikke vil gøre noget, vinder bøllerne«.

Straks fra besættelsens begyndelse tog han afstand fra den. I modsætning til kongen og regeringen anbefalede han at behandle tyskerne med kulde. Han skrev prædikener, digte og artikler og holdt talløse taler mod besættelsesmagten. Den første modstandsprædiken holdt han allerede den 18. april 1940 i Sønderborg. Efter gudstjenesten var der kaffebord hos præsten, hvorunder han læste folkevisen om Niels Ebbesen op. Derefter holdt han foredrag over hele landet om Niels Ebbesen. Den 9. april 1942 udsendte han skuespillet »Niels Ebbesen« om den gryende, danske modstandsvilje, der kulminerede i mordet på den tyske grev Gert. Bogen blev straks beslaglagt. Derefter blev hans bøger forbudt på landets biblioteker, og han fik forbud mod at prædike i København. Sine prædikener lod han trykke i flere bøger, og digtene spredtes illegalt. Trods prædikenforbuddet stod han pludseligt den 5. december 1943 på prædikestolen i Vor Frue Kirke i København. I denne prædiken forudså han Tysklands fald og det efterfølgende opgør: »Naar denne Krig har naaet sit blodigste Slut, vil Mørkets Fyrste skrige paa Hævn fra Gravene. Ogsaa vi kender Folk, der skal gøres op med, men det skal ske i Guds Navn og ikke i Djævelens. Maatte vi da være rede til hver især, som vi nu kan det fra den Post, vi staar paa og med de Evner, vi har – uden et Øjeblik at skele efter, hvad det kan koste os – at tage vor Tørn for at hjælpe Jorden fremad mod Hans Riges komme og Hans Viljes Herredømme her som i Hans evige Himmel«.

For Munk er kristendom og Danmark ét. Møntet på Tyskland sagde han i denne prædiken: »En nationalisme uden kristendom fordømmer vi som et Onde«. Derfor udsendte han i 1943 såvel »Jesus’ Historier fortalt for de Smaa« som »Danmark. Danmarks Historie og Danmarks Geografi fortalt for smaa Børn«. Han bidrog dermed til den kulturelle og nationale vækkelse, der fra besættelsens start gik over landet. Han opfordrede i begyndelsen til »sammenhold« over for besættelsesmagten og forsvarede den samarbejdende samlingsregering, for den stod på en meget svær post, indskærpede han bl.a. i 1941 i en hilsen til årets nye studenter. Men samtidig opfordrede han til at lægge »i blød« og gøre klar »til storvask«, når timen og dagen måtte være inde. Dette betonede han allerede få dage efter besættelsen i prædikenen »Oppebie«, der blev trykt på forsiden af Nationaltidende. Som der står i Bibelen, skal man bie/vente oppe, så man er klar, når Herren kalder.

Da kirkeminister Fibiger i begyndelsen af 1942 sendte Munk et venligt, håndskrevet brev, hvori han advarede ham mod at fremture, opsøgte Kaj Munk Christmas Møller. Hvad de sagde til hinanden, har ingen af dem siden beskrevet, men at de forstod hinanden fremgår af, at Christmas Møller bagefter sendte ham den tale, han havde fået forbud mod at holde, og ved Munks død noterede i sin dagbog: »…Kaj Munk har gjort stor – meget stor – nytte«.

Kaj Munks tone over for den danske regering blev skærpet, efter at statsminister Vilhelm Buhl i radioen i sommeren 1942 havde opfordret danskerne til at angive sabotørerne. Derefter kunne der ikke være noget sammenhold med den regering. Da den trådte tilbage den 29. august 43, jublede han, tog sit røde slips på og hejste flaget i Vedersø, for nu var Danmarks stilling over for tyskerne endelig klar, og vi var kommet på linje med Norge i dets kamp, beretter børnenes huslærerinde, Birgit Michelsen, om hans reaktion den dag.

I Vedersø Kirke holdt han derefter en prædiken, hvori han glædede sig over, »at vi nu i Guds Menighed ikke længere skal staa uden for Guds Plan, fordi vi gik på Akkord, og saa mange Danske gik Tyskernes Ærinde«. Guds plan var jo, at vi danske skal vogte og bevare Danmark som kristent land.

Samme efterår blev han af Frihedsrådet opfordret til at forlade Danmark for at tage til London og afløse Christmas Møller som den danske stemme fra London. Frihedsrådets budbringere viste han imidlertid med hård hånd døren. Han, der havde opfordret andre til at afvise tyskerne og være klar til at yde modstand, ville ikke bjerge sig selv. Hans post var her. Koste hvad det måtte og ville. »At ville Sejr og spare sig for Kampen/ er Gift for Folkets Sjæl og Daarespil« skrev han herom i digtet »Lov er liv«. Det blev trykt i »Den skæbne ej til os«, der udkom illegalt straks efter hans død.

Endnu den 3. januar 44 blev han opfordret til at flygte af en, der vidste, at tyskerne var på vej. »Far tror nok han dør, inden året er omme«, sagde børnene i efteråret 43 til Birgit Michelsen. Til nabopræsten, salmedigteren K.L. Aastrup, sagde han, at han nok blev sat i fængsel, hvilket hans skrøbelige krop næppe kunne klare.

Men efter tre mislykkede attentatforsøg den 30. december 1943 i København var Kaj Munk klar over, at det kunne blive døden. I Vedersø holdt han den berømte Nytårsprædiken, hvor han afstod fra at gå op på prædikestolen og beklagede i stedet, at nogle i sognet havde arbejdet for tyskerne. Den 4. januar 1944 kom de efter ham, kørte ham væk og dræbte ham om natten i Hørbylunde.

Søgte han dette martyrium? Var det dette, det hele gik ud på? Det tror jeg ikke. Han vidste, at døden kunne blive følgen af hans indsats. Han var overbevist om, at han måtte yde denne indsats. Han ville ikke være »passiv i det gode«. Ligesom for de kristne martyrer var døden en mulig udgang på hans gerning, men døden var hverken meningen med deres eller hans gerning. Som Søren Kierkegaard skrev, var kun én sat på Jorden med henblik på netop at dø martyrdøden, og det var Jesus Kristus. Det var følgelig vanvid at se sig selv som én, der ligesom Jesus af Gud var udset hertil. »Det Paradoxe er, at Christus er kommen til Verden for at lide …. Men Martyrernes Bestemmelse, da de kom ind i Verden, var ikke at lide; deres Bestemmelse var den og den, og i at fuldbyrde denne maatte de lide, bære Lidelse, gaae i Døden«, fastslog Søren Kierkegaard i »Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift«. Jo, man skal kunne sin Søren Kierkegaard for at forstå Kaj Munk, der læste ham allerede i Realskolen i Maribo og dér af en pige fik at vide, at han også lignede Søren Kierkegaard. Det tog han som et kompliment. Som Søren Kierkegaard var hans tro et eksistentielt valg. I dette valg sætter man alt på spil.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.

  • Business
  • Politiko
  • Nationalt
  • Globalt
  • Debat
  • Kultur
  • Livsstil
  • AOK
  • Shop
  • E-avis