Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Pendler: »Det bliver svært at få det til at hænge sammen«

Ganske få flygtninge og migranter bliver afvist i lufthavnen, hvor pendlere og rejsende fra i dag ekstraordinært får et ekstra stop på rejsen og må vise billedlegitimation for at komme med toget.

Det kan blive svært at få det hele til at hænge sammen, siger en pendler, som Berlingske har talt med.
Det kan blive svært at få det hele til at hænge sammen, siger en pendler, som Berlingske har talt med.

Man skal kigge langt efter papirløse flygtninge, der slukøret ramler ind i ID-kontrollen i Københavns Lufthavn, mandag morgen.

Kontrolposterne er primært blevet forceret af danske og svenske rejsende, som måtte stå ekstra tidligt op for at fange toget tids nok til at nå dagens gøremål.

En af dem er 35-årige Elina Lehto. Hun bor på Vesterbro i København, men arbejder som klassisk violinist i Malmøs Symfoniorkester, og tager turen over Sundet fem dage i ugen. Med to små børn har hun svært ved at se, hvordan hverdagen skal hænge sammen, når der varsles forsinkelser og ekstra rejsetid på turen frem og tilbage. Det til trods for, at hendes arbejdsdag er kortere end de flestes og ligger i tidsrummet 10.00-14.00.

»Det er sindssygt ærgerligt med den her ID-kontrol. I myldretiden bliver det svært at nå hjem og hente mine børn fra skole og børnehave. Det bliver svært at få det til at hænge sammen,« siger Elina Lehto.

Med små børn, der skal afleveres i skole og børnehave, og et job, der skal passes i Sverige, håber hun, at hendes arbejdsgiver vil bære over med hende, imens kontrollen står på.

»Ellers må jeg overveje at få nogen til at hente og bringe. Det er bare både svært og dyrt, så jeg håber, kontrollen snart går over.«

DSB afviser at opgøre, hvor mange rejsende, de har måtte afvise i ID-kontrollen, men det er tidligere på morgenen blevet oplyst, at det gælder mindst otte, hvoraf fire bliver betegnet som ”migranter” eller flygtninge. Derudover er flere almindelige rejsende blevet afvist, hvis de har glemt at medbringe behørig billedlegitimation.

»Alt, alt for sur«

En anden pendler, der slap igennem kontrollen og venter på toget til Sverige, fortæller til Berlingske, at han er »alt, alt for sur« over kontrollen til at tale med os.

Det er dog ikke alle, der er uforstående over for, at Sverige har indført kontrollen som følge af den massive tilstrømning.

Martin Hansen er fodboldscout og tager ofte til Sverige for at jagte nye boldtalenter. I dag er han på vej med morgentoget til en indendørs turnering i Småland og venter på lufthavnsperronen efter at have vist sit ID til vagterne.

Trods det ekstra besvær, han må tåle som passager, har Martin Hansen forståelse for svenskernes beslutning. Danmarks problemer med integration er vand ved side af Sveriges, lyder det fra talentspejderen. Men han fortæller også, hvordan han flere gange har opdaget lovende talenter i de socialt belastede kvarterer i Sverige, hvor Zlatan Ibrahimovic er det store idol, og hvor drengene brænder ekstra meget for en chance i fodboldsporten.

»For dem handler det jo om liv og død,« siger han.

Martin Hansen tror ikke på, at situationen med de mange flygtninge om migranter, der søger mod det nordlige Europa, ændrer sig, før verdenssamfundet finder en måde at stoppe krigen i Syrien og Irak på.

»Det er en rigtig svær situation. Den eneste rigtige løsning er at få lavet en samlingsregering i Syrien og få Assad trukket bort fra magten, og så gøre som amerikanerne efter Anden Verdenskrig, hvor man med Marshall-hjælpen byggede Vesteuropa op. Man er nødt til at gøre det samme her og poste så mange penge i at skabe et attraktivt samfund i Syrien og opbygge infrastruktur, skoler, hospitaler, skabe arbejdspladser og gøre det til et trygt og attraktivt land at være i igen,« siger han.

I Pendlerforeningen er talsmand Michael Randropp ikke i tvivl om, at ID-kontrollen kan få konsekvenser for antallet af togpendlere på længere sigt.

»Det her giver en meget længere rejsetid og en mere besværlig rejse. Hvis det her kommer til at vare mere end en måned, så vil man begynde at overveje at finde et andet arbejde i den region, man bor i,« siger Michael Randropp:

»Det kommer til at give ar i mange år fremadrettet.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.