Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Pasleverandør erkendte ulovlig aftale allerede i 2012

Hidtil har firmaet bag de tvivlsomme og kartellignende aftaler på markedet for pasfotos afvist Konkurrencestyrelsens påstande om ulovligheder. Men tilbage i 2012 stemplede de selv andre dele af aftalerne som værende »i strid med konkurrencereglerne«, viser interne dokumenter.

Ingeniørstuderende Jacob Grove fortalte forleden i Berlingske, at han tidligere altid gik til fotohandleren for at få taget billeder til pas, men at han nu bruger Borgerservices alternativ. »Jeg får alligevel aldrig brugt de der små billeder. Det koster vist 125 herinde, men så får du også kun et digitalt billede. Det lyder lidt dyrt, når det kun tager to minutter at tage det.« Foto: Asger Ladefoged
Ingeniørstuderende Jacob Grove fortalte forleden i Berlingske, at han tidligere altid gik til fotohandleren for at få taget billeder til pas, men at han nu bruger Borgerservices alternativ. »Jeg får alligevel aldrig brugt de der små billeder. Det koster vist 125 herinde, men så får du også kun et digitalt billede. Det lyder lidt dyrt, når det kun tager to minutter at tage det.« Foto: Asger Ladefoged

»Konklusionen er ganske klar: Aftalen er på flere punkter i strid med konkurrencereglerne.«

Så entydigt lød dommen over de omstridte aftaler mellem de danske fotohandlere og kommunernes primære leverandør af pasløsninger, firmaet Scan-Tech, tilbage i 2012.

Og afsenderen af den kontante vurdering var Scan-Techs egen advokat og daværende bestyrelsesformand, Andreas Christensen. Det fremgår af interne mail og notater, som Berlingske er i besiddelse af.

Andreas Christensen har ellers – sammen med direktøren for Scan-Tech Sikkerhedssystemer – flere gange de seneste dage hævdet, at aftalen med fotohandlernes forening, DAFO, var fuldt lovlig.

Det skete, efter at Berlingske mandag kunne fortælle, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en foreløbig rapport karakteriserer samarbejdet som et ulovligt kartel med prisaftaler, kundedeling og overpriser på pasfotos til følge.

»Der er efter min mening ikke noget juridisk at komme efter for Konkurrencestyrelsen,« lød forsvaret fra Andreas Christensen til Berlingske, mens direktør Bjarne Jensen erklærede, at »vi har handlet i overensstemmelse med reglerne«.

Men tilbage i 2012 var firmaets syn på sagen altså tilsyneladende en anden. Dengang pegede parterne tværtimod på, at elementer i aftalerne var på kant med andre dele af Konkurrenceloven.

»Som vi tidligere har drøftet, indebærer aftalen med DAFO visse konkurrenceretlige problemer,« skrev Andreas Christensen til direktør i Scan-Tech Sikkerhedssystemer ,Bjarne Jensen, i en intern mail i december 2012.

I mailen opridsede Andreas Christensen sine »juridiske overvejelser« omkring aftalerne mellem DAFO og Scan-Tech.

Her konkluderede han blandt andet, at visse punkter i aftalerne »vil kunne betragtes som misbrug af en dominerende stilling i strid med konkurrenceloven«.

Andreas Christensen var – og er – til daglig partner og ekspert i konkurrenceret hos advokathuset Horten. Han lagde i mailen op til, at Scan-Tech skulle opsige aftalerne med fotohandlerne. Af et udkast til et brev fra Scan-Tech til DAFO fremgik det:

»Vi har således fået foretaget et juridisk compliance-tjek af bl.a. vores aftale med DAFO, og konklusionen er ganske klar: Aftalen er på flere punkter i strid med konkurrencereglerne.«

Andreas Christensens forbehold dengang i 2012 handlede ganske vist om andre dele af konkurrenceloven end den kritik, der nu rejses af Konkurrencestyrelsen. Hvor Konkurrencestyrelsen i den foreløbige rapport især slår ned på aftalernes problematiske ordlyd om vejledende priser og deling af kunderne, advarede advokaten dengang primært imod, at aftalen indeholdt bestemmelser om, at DAFOs medlemmer udelukkende måtte samarbejde med Scan-Tech.

Sådanne eksklusivitetsbestemmelser risikerer at være misbrug af dominerende position, konkluderede Andreas Christensen i mailen.

Trods »foden på bremsen« er skaden sket

Ifølge lektor i konkurrenceret ved Københavns Universitet Christian Bergqvist kan det let risikere at være et brud på konkurrenceloven, hvis dominerende aktører laver eksklusivaftaler med samarbejdspartnere.

»Hvis man er en dominerende virksomhed, må man ikke indgå eksklusivitetsaftaler, da det kan udelukke mindre konkurrenter fra markedet og begrænser den fri konkurrence,« siger han.

»I princippet er det en formildende omstændighed, at de selv bliver opmærksomme på problemet, men, forudsat at der faktisk foreligger en overtrædelse, er det lidt sent. Skaden er jo sket,« siger Christian Bergqvist om den juridiske vurdering tilbage i 2012.

Andreas Christensen ønsker ikke at stille op til interview. I en mail skriver han:

»I min rolle som advokat kan jeg ikke udtale mig om konkret rådgivning ydet til Scan-Tech IT, som i dag er under tvangsopløsning, og som jeg derfor ikke længere repræsenterer.

Heller ikke Bjarne Jensen vil lade sig interviewe. Men i modsætning til tidligere på ugen erkender han nu i en mail, at der »muligvis er konkurrenceretlige udfordringer« i aftalerne med DAFO.

»Da vi får lavet den juridiske vurdering, er det, fordi vores software har fået så stor succes ude i kommunerne, at vi i løbet af et år er gået fra at være en lille spiller til at have en større markedsandel. Den juridiske vurdering lyder, at eksklusivitetsaftaler af denne art vil kunne betragtes som i strid med konkurrenceloven, og det reagerer vi selvfølgelig på,« skriver han i mailen.

Ifølge Bjarne Jensen forsøgte Scan-Tech herefter at få ophævet aftalerne med DAFO, der først afviste. Først efter længere tids tovtrækkeri mellem parterne satte Scan-Tech ifølge Bjarne Jensen »foden ned« og erklærede aftalen for ophævet, skriver han.

»Set i bakspejlet skulle vi selvfølgelig have gjort det langt tidligere,« skriver Bjarne Jensen.

Dengang var han bestyrelsesformand for Scan-Tech IT. Han var og er samtidig direktør for søsterselskabet Scan-Tech Sikkerhedssystemer.

Forsøgte at reagere i tide

I dag er Scan-Tech IT tvangsopløst, og den tidligere ejerkreds har ligget i juridisk slagsmål om blandt andet retten til software.

Det var dog Scan-Tech Sikkerhedssystemer, der indgik de formelle aftaler med størstedelen af landets kommuner om levering af pasløsninger. Scan-Tech-selskaberne delte i øvrigt i vid udstrækning ejerkreds og var ifølge Konkurrencestyrelsen begge med til at indgå aftalerne med DAFO.

Bjarne Jensen afviser, at han selv har siddet med selve udformningen af de omstridte aftaler.

»Men det er da tydeligt, at der er sket en række fejl. Det kan jeg kun beklage,« skriver Bjarne Jensen og slutter sin mail:

»Vi har forsøgt efter bedste evne at reagere i tide, men jeg ville da ønske, jeg aldrig havde godkendt indgåelsen af den aftale med DAFO.«

Poul Erik Pedersen, direktør i DAFO, har ingen kommentarer til hverken Konkurrencestyrelsens foreløbige rapport eller til udsagnene fra Bjarne Jensen, så længe foreningen er i dialog med Konkurrencestyrelsen, oplyser han til Berlingske.

Heller ikke Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil kommentere sagen af fortrolighedshensyn.

Konkurrencestyrelsens såkaldte klagepunktsmeddelelse, der altså stempler aftalerne som ulovlige, er nu sendt i høring hos sagens parter. Senere følger styrelsens endelige indstilling, før Konkurrencerådet skal træffe den endelige afgørelse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.