Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Pas på de dyre satellitforbindelser på rejsen

Dyre satellitopkald om bord på færger eller tæt ved kysten kan ende med at koste dig dyrt, da selskaberne ofte benytter sig af en privat og dyrere operatør.

Arkivfoto. Dyre satellitopkald om bord på færger eller tæt ved kysten kan ende med at koste dig dyrt, da selskaberne ofte benytter sig af en privat og dyrere operatør.
Arkivfoto. Dyre satellitopkald om bord på færger eller tæt ved kysten kan ende med at koste dig dyrt, da selskaberne ofte benytter sig af en privat og dyrere operatør.

Vi er vant til at være online på vores telefon overalt - uanset om vi skal ringe til familie og venner eller tjekke de seneste nyheder.

Og med de nye EU-regler om roaming er det kun blevet endnu mere fristende at bruge telefonen på ferien.

Men der er visse tilfælde, hvor man som mobilbruger skal passe på.

Satellitforbindelser, som du eksempelvis kan finde på færger eller i fly, kan nemlig blive et særdeles dyrt bekendtskab.

Det skyldes, at selskaberne benytter sig af en privat operatør, som ikke er underlagt de normale roamingregler. Derfor kan de tillade sig at tage en meget høj pris, fortæller John G. Pedersen, der er chefredaktør på hjemmesiden Meremobil.dk.

»Det er fuldstændig ureguleret, hvor dyrt det skal være på disse satellitforbindelser. De kan tage lige den pris, der passer dem,« siger han og fortsætter:

»Det kan de gøre, fordi der ikke er nogen konkurrence. Når du er på et skib, er der ikke tre forskellige mobilnetværk at vælge imellem. Man kan vælge mellem det selskab, som rederiselskabet har indgået en aftale med eller intet netværk,« siger John G. Pedersen.

Personligt har John G. Pedersen oplevet at ryge på en satellitforbindelse på Oslo-båden. Men det kan også ske, hvis du befinder dig i områder, der har manglende dækning - eksempelvis ved kystområder i udlandet.

Vil du derfor undgå at blive påvirket af de dyre satellitforbindelser, kan du med fordel sætte telefonen på flytilstand og slukke for det mobile netværk, indtil du igen er i et område, hvor der er normal dækning.

Samme råd kommer flere af de danske mobiludbydere med. De er opmærksomme på problematikken omkring de dyre satellitforbindelser - blandt andet hos teleselskabet YouSee, der kører på TDC's mobilnetværk.

»Som mobilkunde skal man være opmærksom på, at man på en flyrejse eller på et skib kan komme til at betale meget for roaming, fordi opkaldet sker via satellit det gælder både indenfor og udenfor EU,« siger Kasper Ørtvig, der er direktør for Mobil i YouSee og fortsætter:

»Det er derfor vigtigt at tjekke priserne for det land, man rejser til og slå dataroaming helt fra på flyet og skibet, samt læse de sms'er man får om det,« siger Kasper Ørtvig.

Men du kan også selv gøre noget andet for at forebygge problemet, fortæller John G. Pedersen.

»Er du almindelig turist, kan du lige så godt ringe til dit teleselskab inden afrejse og bede dem om at deaktivere satellitroaming,« siger han.

Og generelt handler det om, at man bruger sin sunde fornuft, fortæller John G. Pedersen. Det gælder især, hvis man har børn, der er på nettet via mobilen eller en tablet.

»Problemet er ikke så meget for voksne, hvis bare man tænker sig om. Risikoen kan være, hvis man har børn med, som er vant til bare at kunne være online overalt, og som kommer til at koble sig på sådanne netværk,« siger han.

Det kan derfor betale sig at undersøge, om man kan købe sig til en wi-fi-forbindelse, hvis ikke det i forvejen er muligt at få gratis wi-fi, i stedet for at bruge den meget dyre satellitforbindelse.

/ritzau/FOKUS

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.