Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Pas og vaccine: Gør dit kæledyr klar til at rejse

Det kræver først og fremmest forberedelse, hvis du gerne vil have selskab af din hund, kat eller kanin på sommerferien.

Hvis du rejser på eksempelvis campingferie i EU med en hund eller kat, skal dyret være id-mærket, have en gyldig rabiesvaccine og være i besiddelse af et EU-selskabsdyrspas. Torben Christensen/Ritzau Scanpix
Hvis du rejser på eksempelvis campingferie i EU med en hund eller kat, skal dyret være id-mærket, have en gyldig rabiesvaccine og være i besiddelse af et EU-selskabsdyrspas. Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Planlægger du en rejse mod fjerne himmelstrøg i sommerferien, og vil du gerne have Fido med på turen?

Uanset om dit kæledyr er en fast følgesvend på bilferien sydpå, eller dyret aldrig har været uden for huset derhjemme, kræver det forberedelse at gøre de pelsede venner klar til at rejse.

»Hvis man for eksempel rejser med sin hund inden for EU, er kravene stort set de samme, hvilket vil sige, at hunden skal være id-mærket, den skal have en gyldig rabiesvaccine, og så skal den være i besiddelse af et EU-selskabsdyrspas,« fortæller Annette Junker Karpinski, som er dyrlæge i Fødevarestyrelsen.

»Har hunden ikke nogen af delene, tager det som minimum 21 dage at gøre den klar til ferie,« påpeger hun.

Endnu mere omfattende kan reglerne være, når turen går til et land uden for EU's landegrænser. Mens nogle lande ikke kræver andet end en rabiesvaccine, skal kæledyr eksempelvis sidde en måned i karantæne, hvis turen går til Island, ligesom andre lande har særlige krav til vacciner, behandlinger og test af dyrene.

»Det er alt sammen noget, man er nødt til at undersøge i rigtig god tid,« siger Annette Junker Karpinski.

Hos Dyrenes Beskyttelse lyder anbefalingen, at det som udgangspunkt kun er hunde, der egner sig som rejsemakker, og samtidig skal dyret have en vis erfaring med at blive transporteret over kortere distancer.

»Hvis hunden er vant til at være med på tur og elsker at være omkring sin ejer eller familie, så er der ikke noget til hinder for at tage sin hund med på en køretur til Italien. Men det skal være på den præmis, at hunden skal kunne slappe af på turen,« siger Jens Jokumsen, som er familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Vil man alligevel gerne have sin kat, kanin eller kanariefugl med på ferien, bør rejsen gå til en destination, hvor dyret har tid og plads til at indfinde sig under de nye omgivelser.

»Hvis man tager tre uger i sommerhus, kan det måske give mening at have sin kanin eller kanariefugl med, men ikke for en uge sydpå. Kæledyret skal have noget ro til at finde sig til rette, for det kommer ud i et fremmed miljø, som dyret ikke er vant til,« forklarer Jens Jokumsen.

Af samme grund opfordrer Annette Junker Karpinski til, at man som kæledyrsejer overvejer, hvad dyret får ud af at være med på ferie.

»Dyret har ikke det samme behov for at komme på ferie som ejerne, så måske kan det være en bedre løsning at få sin nabo til at passe dyret i stedet, eller man kunne overveje at sætte det i pension,« siger hun.

/ritzau fokus/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.