Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

På med støvlen: Her kan du vandre i Danmark

Hvis du vil ud over stepperne i din sommerferie, er Hærvejen, Gendarmstien, Nationalpark Thy og Øhavsstien oplagte valg, lyder det fra Dansk Vandrelaug.

Hvis du vil opleve den danske natur i din sommerferie, er der utallige vandreruter at vælge imellem, afhængigt af om du er garvet vandrer eller nybegynder, vil bo i telt eller på luksushotel.

Spørger du tidligere jægersoldat Erik B. Jørgensen starter eventyret sådan set i din baghave.

- Man behøver ikke kaste sig ud i den store Alaska-ekspedition for at vandre. Find den nærmeste rute i dit lokalområde, og start der, siger han.

Erik B. Jørgensen skal selv på en 45 dages tur rundt i Danmark med sin datter denne sommer. De skal blandt andet vandre i klitplantager i Vestjylland og cykle langs Hærvejen.

Og netop Hærvejen er en populær vandrerute.

1) Hærvejen

Hærvejen strækker sig mere end 350 kilometer fra henholdsvis Frederikshavn eller Hirtshals i Nordjylland til Padborg i Sønderjylland.

På Hærvejen kan man opleve hede-, skov-, klit- og plantageområder, og ruterne veksler imellem asfalt, skovvej, markvej og grusstier.

- Hærvejen har sheltere mange steder, så man er fri for at have telt med. Det kan reducere vægten i rygsækken, siger Erik Olsen, der sidder i styrelsen i Dansk Vandrelaug.

Du kan også booke overnatning på kroer, hoteller og vandrehjem langs Hærvejen eller sove på herberger eller primitive teltpladser.

2) Nationalpark Thy

Der findes også mange gode vandreruter i Nationalpark Thy, hvor man kan vandre i skove, på heder og i klitter.

- Det er en fantastisk naturoplevelse at vandre i det område, siger Erik Olsen.

Man kan for eksempel gå ad Redningsvejen langs klitterne ved havet. Ruten begynder ved færgehavnen på Agger Tange og går hele vejen gennem nationalparken til Hanstholm og videre til Bulbjerg.

3) Gendarmstien

Gendarmstien er en 84 kilometer lang vandrerute, som strækker sig langs den dansk-tyske grænse og går fra Padborg over Gråsten forbi Dybbøl og videre til Sønderborg og Skovby på Sydals.

- Det er den mere luksusbetonede vandretur, som kan være en god prøvetur, hvis du er nybegynder og ikke vil købe alt det dyre udstyr, siger Erik Olsen.

På Gendarmstien kan du både sove på luksushotel, bed and breakfast, i en hytte på en campingplads eller i telt i skoven.

Der er indkøbsmuligheder undervejs, og du kan få din bagage transporteret til dit overnatningssted, så du ikke selv skal slæbe det.

4) Øhavsstien

På Fyn er der 220 kilometer vandresti rundt i Det Sydfynske Øhav kaldet Øhavsstien.

Øhavsstien er opdelt i syv delstrækninger. For eksempel kan du gå fra Svendborg over Tåsinge og Siø til Rudkøbing eller tage til Ærø og gå fra Marstal over Ærøskøbing til Søby.

- Der er nogle rigtig gode ture med gode faciliteter som teltpladser, sheltere og kroer, eller hvad man nu er til, siger Erik Olsen.

/ritzau fokus/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.