Overvågningen der gik for vidt

Intet måtte gå galt, men alligevel gik COP15 ikke helt, som det skulle. Københavns Politi aflyttede ulovligt den forkerte mand og kan have fået brasilianske toppolitikere med på båndet.

Byen var på kanten af sin kapacitet. Som et hus, der knagede i fugerne. Aldrig før havde verden set så mange statsoverhoveder samlet uden for FNs generalforsamling. Men nu var København værtsby for præsidenter, premierministre, miljøministre, ambassadører, klimaforhandlere og andre af de 10.591 deltagere på COP15-topmødet. Ikke engang Københavns Lufthavn kunne rumme alle de 140 VIP-fly, som måtte finde andre lufthavne at parkere i.

3.221 journalister fra hele verden zoomede ind på de cyklende danskere i reportagerne om det lille land med det store grønne ansvar for COP15, der skulle fremtidssikre klodens klima.

Mens gaderne sydede af demonstrationer, ankom 13.482 medlemmer af 794 NGO-organisationer til deres eget, uformelle topmøde, der forløb parallelt med de officielle forhandlinger.

En af dem var Paulo.

Paulo Adario er brasiliansk regnskovsekspert og hædret af FN. Han er leder af Amazonas-kontoret for Greenpeace og miljølobbyist med nære bånd til den politiske elite i Sydamerikas største land, der kom til København med regnskoven øverst på dagsordenen.

Der, hvor der træffes vigtige beslutninger om regnskovene, vil Paulo Adario altid være i nærheden. Brailiens regering anså Adario som en så vigtig spiller, at man havde akkrediteret ham som en del af Brasiliens forhandlingshold anført af daværende præsident Lula Da Silva. Dermed havde Adario adgang til forhandlingslokalerne, hvor beslutningerne skulle træffes. København var det eneste sted, Adario kunne være i december 2009.

Paulo Adario landede i København, og hans danske Greenpeace-kontakter udleverede et nøglekort til et hotel og en telefon med et nyindkøbt dansk taletidskort. Et uundværligt arbejdsredskab under topmødet.

I dag, næsten fem år senere, kan Berlingske afsløre, at Paulo Adarios telefon blev aflyttet af politiet, oven i købet ulovligt, under COP15. Aflytningen stod ifølge Københavns Politi på i 13 timer, før den blev standset af en dommer.

»Jeg lagde mærke til meget politi på gaderne, men jeg havde ingen idé om, at jeg blev aflyttet. Det er jeg rystet over,« siger Paulo Adario.

Men det virkeligt prekære er, at ikke kun er Paulo Adario blevet aflyttet – med aflytningen kan Københavns Politi ifølge Adario have optaget hans samtaler med delegerede fra Brasilien, herunder muligvis Brasiliens daværende miljøminister Carlos Minc, den nuværende præsidentkandidat Marina Silva samt også Brasiliens nuværende udenrigsminister Luiz Alberto Figueiredo.

Afviklingen af COP15 måtte ikke slå fejl, og verdens øjne hvilede ikke kun på regeringen, der skulle lede mødet. Ordensmagten, der skulle garantere stats- og regeringsledernes sikkerhed, stod med den mest omfangsrige sikkerhedsopgave nogensinde.

»Dette er med sikkerhed den største politiopgave i danmarkshistorien,« erklærede daværende chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, Per Larsen, til New York Times.

Så december 2009 var ikke måneden, hvor man holdt fri i Københavns Politi.

Københavns Havn blev afpatruljeret, i luften svirrede helikoptere, på gaderne var kampklædte betjente. Borgere tog omveje for at undgå at blive fanget i politiets knibtangsmanøvrer, og bag Bella Center holdt evakueringsbusser med varme motorer. Politiets behov for køretøjer var så stort, at det måtte dækkes med lån fra nabolandene.Mens demonstranter fyldte gader og stræder, skulle dansk politi håndtere alle tænkelige scenarier. Alt fra regulære terroraktioner til håndtering af demonstranter, som i værste fald kunne løbe topmødet over ende. Samtidig skulle trafikreguleringen fungere, så storbyen ikke blev helt underdrejet af de mange gæster.

Greenpeace havde gjort sig selv til en særlig gæst. På den ene side havde miljøorganisationen flere end 100 deltagere på det NGO-topmøde, der kørte parallelt med statsledernes møde. På den anden side er Greenpeace kendt for nøje udtænkte politiske happenings, der stjæler rampelyset fra hovedbegivenheden og får myndighederne til at tabe ansigt.

Greenpeace havde 3-400 aktivister på gaderne, og i Københavns Havn lå den tremastede Greenpeace-skonnert, Rainbow Warrior, og to andre skibe. Den massive tilstedeværelse under COP15 var et løfte om, at noget ville ske.

Derfor ønskede Københavns Politi anført af den nu pensionerede chefpolitiinspektør Per Larsen at aflytte organisationen under COP15.

Normalt skal en dommer give lov til, at politiet må aflytte en telefon. I sjældne tilfælde – og hvis det haster – kan politiet dog begynde en aflytning og så bede om lov efter senest 24 timer. Det kan politiet gøre, hvis politiet vurderer, at værdifulde beviser ellers vil gå tabt, mens politiet venter på en dommergodkendelse. Man kalder disse sager »øjemedssager«.

For at undgå fejl skal politiet ifølge egne regler om øjemedssager spørge egne jurister, inden en aflytning sættes i gang. Politiets egne jurister i anklagemyndigheden havde to mand afsat til håndtering af COP15-sager, men Per Larsen spurgte ikke. I stedet gav han personligt ordre til, at aflytninger af Greenpeace-aktivister skulle sættes i gang straks – og inden en domstol havde taget stilling til spørgsmålet, og altså uden at politiets egne jurister var blevet hørt.

Danmarks Radios P1 har dokumenteret dette, og det er senere blevet erkendt af Københavns Politidirektør og påtalt af justitsministeren. Hvad, der aldrig tidligere har været kendt, er aflytningen af regnskovseksperten Paulo Adario.

Ifølge retsbogen fra Københavns Byret, som Berlingske har fået aktindsigt i, begyndte Københavns Politi en aflytning af telefonnummeret 52697911 kl. 01.10 torsdag d. 17. december 2009. Men ifølge Københavns Politi begyndte aflytningen et døgn senere, den 18. december kl. 01.10. Ifølge Københavns politidirektør Thorkild Fogde er der tale om »en skrivefejl« i retsbogen.

I retsbogen beskrives telefonens bruger som en »ukendt mand kaldet Paulo Dalio«, som var mistænkt for overtrædelse af straffelovens paragraf 193. Paragraffen kan udløse fængsel i op til fire år for forstyrrelse af »samfærdselsmidler, postomdeling, telefonanlæg« eller vand-, gas, el- og varmeforsyning.

For at kaste lys over, hvem den ukendte mand var, har Berlingske rekvireret en telefonliste hos Greenpeace. Det telefonnummer, som nævnes i retsdokumentet, tilhører ifølge listen ikke en »Paulo Dalio«, men derimod Paulo Adario, og han er som sagt langtfra ukendt.

Men han er helt uden forbindelse til de Greenpeace-aktivister, der var i København for at lave happenings, forklarer både Greenpeace og han selv til Berlingske. Paulo Adario var i København for at føre politik – uden noget ønske om at forstyrre hverken færdsel, post-, vand- eller gasforsyning.

COP15 var som et kæmpe politisk bistade. Inderst, i plenarsalen, foregik det officielle topmøde suppleret af et udmattende magtspil mellem stats- og regeringschefer på kryds og tværs i små møderum. Uden for det officielle topmøde summede NGOerne. De var afskåret fra adgang til plenarsal og det officielle topmøde, men for folk som Paulo Adario er det vigtigt at være tæt på, for med de rette forbindelser og telefonnumre kunne man give et lille skub på historiens store hjul.

For Paulo Adario bød COP15 på en lang række af næsten uendelige arbejdsdage.

»Jeg aner ikke, om det regnede eller sneede, for jeg arbejdede konstant. Men jeg kan huske, at det var koldt. Jeg var i København for at interagere, ikke kun med Brasiliens regering, men med folk fra forskellige regeringer, herunder også afrikanske regeringer. Mit arbejde består i at overbevise regeringer og påvirke de politiske beslutninger,« siger han.

For den brasilianske regering var han en vigtig brik under forhandlingerne, hvor Brasilien havde regnskovene øverst på dagsordenen. Blandt andet var det et strategisk mål at overbevise Indonesien om at bekæmpe skovrydning med samme model som Brasilien havde succes med og bruge det til at overbevise EU og USA om mere ambitiøse CO2-mål. Landet blev en central aktør under mødet et bindeled mellem eksempelvis USA og EU og lande som Kina og Indien, og det var disse forhandlinger, Paulo Adario var tæt på. Med det lyserøde adgangskort kunne han deltage i møder, hvor NGOer var forment adgang.

»Regeringen havde givet mig et adgangskort, så jeg kunne deltage i møderne, et kort, som kunne bringe mig ind i forhandlingslokalet,« forklarer han.

Carlos Minc, Brasiliens daværende miljøminister, forklarer:

»Jeg var en af koordinatorerne for den brasilianske delegation sammen med præsident Lula og hans stabschef Dilma Rousseff (i dag Brasiliens præsident, red.), og jeg talte med Adario adskillige gange. Ikke kun om brasilianske regeringsanliggender. Som minister koordinerede jeg møder med Holland, Tyskland, Storbritannien og Kina flere gange om dagen hver dag,« siger han.

Ifølge både Minc og Adario stod de to i daglig telefonkontakt, og ifølge Carlos Minc talte de i telefon og diskuterede udviklingen så ofte under COP15, og også i topmødets højspændte finale, at det ikke gør den store forskel, om Adario var under aflytning i 13 eller 36 timer.

»Vi talte flere gange om dagen hver dag uden undtagelse,« siger han.

»Det er jo alvorligt. Vi taler om, at en minister i Brasilien, et medlem af regeringen, indirekte bliver aflyttet, fordi min telefon var aflyttet. Det er jo komplet absurd,« siger Paulo Adario, der ved nærmere eftertanke tilføjer:

»Tænk dig, mødet var en FN-begivenhed, et globalt FN-møde, hvor klodens fremtid er på dagsordenen, og så viser det sig, at der spioneres, og at min telefon er blevet aflyttet. Jeg er ikke en »nobody,« men jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg skulle aflyttes.«

Københavns Politi aflyttede altså ikke bare en NGO. Med aflytningen af Paulo Adario – som var truffet i al hast – lyttede Københavns Politi til en personkreds, som spillede en central rolle i de højspændte politiske forhandlinger.

Torsdag den 17. december om aftenen gjorde Greenpeace Københavns Politi til grin uden dog at forstyrre hverken trafik eller varmeforsyning: Klokken 20.20 om aftenen den 17. december var en kvinde i rød kjole og en skægget mand i kjolesæt en del af strømmen af stats- og regeringschefer på vej til middag med dronning Margrethe på Christiansborg Slot. I virkeligheden var parret Greenpeace-folk, som med rekvisitter og en plan, som var Olsen Banden værdig. De flettede ind i strømmen af stats- og regeringscheferne fra COP15. I tre lejede limousiner med et blå blink købt i Fætter BR med hjemmelavede akkreditiver i forruden, falske nummerplader og sikkerhedsdokumenter ankom de til Christiansborg. Udenfor lavede store grupper af Greenpeace medlemmer afledningsmanøvrer, som tog politiets opmærksomhed. Imens nåede kvinden i den røde kjole og manden i kjolesættet hele vejen frem til Drabantsalen, hvor de foldede gule bannere ud med teksten »Politicians Talk – Leaders Act« ind i eftertidens billede af COP15.

Trods tusinder af betjente på gaderne og aflytning af 15 Greenpeace-numre stod Københavns Politi og Per Larsen nu alligevel med et pinligt sikkerhedsbrist på topmødets næstsidste aften.

Ifølge Københavns Politi blev aflytningen af Adario iværksat få timer efter aktionen på Christiansborg, kl. 01.10 om morgenen den 18. december. Omkring kl. 14 samme dag tog en dommer stilling til sagen. Retten fandt, at »Københavns Politi må ikke fortsat aflytte omhandlede telefon«. Der var heller ikke grundlag for at sætte den i gang uden at spørge en dommer først. Københavns Politi kunne og burde have ventet på retten.

Peter Lauritsen er lektor og overvågningsekspert ved Aarhus Universitet og har fulgt sagerne om overvågning under COP15 tæt. Rækken af afsløringer om overvågning i forbindelse med COP15 kalder på en tilbundsgående undersøgelse af, hvad der er foregået, mener han.

Det springer i øjnene hos Peter Lauritsen, at beslutningen om aflytningen er truffet hen over hovedet på juristerne i politiets egne rækker. Samtidig er aflytningen etableret i topmødets finale. Dermed har aflytningen af Paulo Adario under COP15 kunnet etableres uanset, hvad en dommer ville ende med at sige, når sagen nåede for retten.

»Det er her, man kan få den mistanke, at der har været spekuleret i det fra politiledelsens side: At det var en måde at få etableret en aflytning, som man ville have uanset, at grundlaget ikke holdt. Vi ved ikke, om det er tilfældet, men det er, hvad det kunne ligne,« siger Peter Lauritsen.

Per Larsen er ikke længere politichef, men i stedet formand for Børnerådet. Han ønsker ikke at kommentere håndteringen af COP15, men henviser til Københavns Politi. Overordnet siger han dog:

»Vi forsøgte at gøre en realistisk indsats, som skulle forhindre nogen ting i at ske. Men jeg vil ikke blande mig i det nu. Lad bare Københavns Politi tage sig af det. Du kan jo starte med toppen og spørge politidirektøren, hvad han mener om det.«

Københavns Politi beklager den uretmæssige aflytning og understreger, at den ifølge politiets oplysninger stod på i kort tid.

»Det har selvfølgelig ikke været hensigten at rette en aflytning mod brasilianske politikere og embedsmænd,« siger Thorkild Fogde, direktør for Københavns Politi, der oplyser, at politiet formentlig ikke har været klar over, hvem Adario var, da man satte aflytningen i gang.

Berlingske har via aktindsigt forsøgt at få uddybet, hvad Adario konkret var mistænkt for, men denne aktindsigt er blevet afvist, og »sigtelsen kan ikke præciseres yderligere«.

Samtidig henviser Københavns Politi til et svar til Justitsministeriet, hvor det erkendes, at det ville have været »rigtigst« at spørge en jurist, inden aflytningen blev iværksat uden, at der dog blev fundet »grundlag for at kritisere dette skøn«.

Thorkild Fogde siger om sagen: »Det er naturligvis beklageligt, også over for hr. Adario.«

Berlingske har forelagt sagen for Justitsministeriet, som henviser til Københavns Politi.

Klimatopmødet i København fik status som den største danske diplomatiske maveplasker i nyere tid. USAs præsident Barack Obama tog sidst på fredagen afsked med København med budskabet om, at en aftale var på plads. Det var den ikke. I stedet var topmødet i frit fald, og TV-billeder af en groggy Lars Løkke Rasmussen (V), Danmarks daværende statsminister og mødeleder på COP15, gik verden rundt.

På falderebet konstaterede den brasilianske miljøminister Carlos Minc dengang:

»Desværre havde mødeledelsen ikke en sikker hånd,« lød det både trist og træt.

Med sikkerheden gik det trods alt bedre. Trods håndgemæng og tumult mellem politi og demonstranter ved Bella Center og trods Greenpeace-folkenes happening ved statsmiddagen, undgik man afbrydelser af topmødet.

Før og under topmødet spionerede den amerikanske efterretningstjeneste NSA ifølge dokumenter afsløret af dagbladet Information mod en række lande, og dermed er COP15 en del af den globale fortælling om vidtrækkende overvågning og spionage.

At Københavns Politi samtidig havde lange ører og en båndoptager kørende mod Paulo Adario, ryster ham.

»I dag forventer alle, at der finder aflytning sted, men dengang ... Aflytningen var en invasion, ikke kun i mit privatliv, men i en lang række personers forsøg på at finde en vej gennem en alvorlig politisk krise i FN-regi. Det er alvorligt og bør hverken accepteres af danskerne eller af andre, der var involveret i forhandlingerne.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.