Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Organisation opfordrer til at lovgive om børn som pårørende

Det er ikke nok med anbefalinger omkring børn og unge som pårørende til alvorligt syge. Man bør i stedet lovgive på området og lægge ansvaret hos de sundhedsprofessionelle, mener rådgivningen Børn, Unge & Sorg.

Der er brug for en styrket indsats over for børn og unge, hvis forælder, bror eller søster er alvorligt syg. Sådan lyder det fra flere sider efter en ny undersøgelse, der viser, at børn på under fem år har en forøget risiko for at udvikle en alvorlig psykisk sygdom, hvis deres bror eller søster får kræft.

Hos den gratis rådgivning Børn, Unge & Sorg mener man, at vi i Danmark bør følge i fodsporene på Norge, Sverige og Finland, hvor man har lovgivning i forhold til børn som pårørende.

»Der har man fokus på, at det er de sundhedsprofessionelles ansvar at hjælpe forældre til at hjælpe deres børn,« siger direktør Preben Engelbrekt.

I Danmark har vi nationale anbefalinger på området udarbejdet af Sundhedsstyrelsen i 2012, som siger, man skal have et skærpet fokus på de raske børn og unge. Men det er kun anbefalinger, understreger Preben Engelbrekt:

»Ulempen ved, at det kun er anbefalinger, er, at det er op til den enkelte hospitalsafdeling, herunder ikke mindst ledelsen, om man overhovedet skal have retningslinjer i forhold til børn som pårørende. Men ved at gøre det til lovgivning, så lægger du ansvaret ét sted, og det tror jeg mere på,« siger han.

Hos Kræftens Bekæmpelse ønsker man sorgbearbejdelse integreret i lærernes og pædagogernes undervisning.

»Det burde være skrevet ind i loven, at man har det ansvar. Hvis det først er skrevet ind, er det en integreret del af arbejdet, og så bliver det ikke en ekstraopgave. Alene det vil nok styrke mulighederne for at hjælpe børnene så tidligt som muligt, for dybest set er det jo forebyggelse,« siger områdechef for OmSorg i Kræftens Bekæmpelse Per Bøge.

Preben Engelbrekt mener dog, man skal være forsigtig med at lægge flere opgaver ud i daginstitutionerne og folkeskolerne.

»Jeg tror i stedet, man skal lægge ansvaret hos de sundhedsprofessionelle, det vil sige overvejende hos sygeplejerskerne. Det er dem, der både tager en samtale med forældrene og hjælper forældrene til at hjælpe deres børn,« siger han.

I Venstre mener psykiatriordfører Jane Heitmann (V) også, at vi i Danmark bør lade os inspirere af vores nordiske naboer:

»Dels er det vigtigt, at vi fra Christiansborgs side er opmærksomme på problematikken, og derfor vil jeg opfordre regeringen til at kigge på det lovmæssige grundlag, man har i Norge, og lade sig inspirere af det i forhold til en dansk model,« siger Jane Heitmann med henvisning til, at børn og unge i Norge har en lovfæstet rettighed i forhold til støtte og sorgbehandling.

Forskere fra Rigshospitalet og Kræftens Bekæmpelse har gennem nationale sygdomsregistre fulgt 13.000 søskende til børn, som blev behandlet for kræft fra 1975 til 2010. Studiet viser ifølge Kristeligt Dagblad, at søskende på under fem år har en øget risiko på 20 procent i forhold til andre børn for at udvikle en psykisk sygdom som skizofreni, angst eller personlighedsforstyrrelser senere i livet.

Af de 13.000 var 1.854 under fem år, da deres bror eller søster blev syg. Og af dem har 151 udviklet en alvorlig psykisk sygdom.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.