Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Oplysninger om mistænkte i matchfixing-sag strandet

Spilleselskaberne tør ikke dele personfølsomme oplysninger med DBU og DIF og savner en myndighed at gå til med mistanker. Idrætten mener, at det hæmmer kampen mod matchfixing i en konkret sag fra Varde. Uacceptabelt, fastslår kulturministeren.

Varde IF, der har hjemme på Sydbank Stadion, er omdrejningspunktet i seneste danske matchfixing-sag. Tre personer er i søgelyset i forbindelse med to klare Varde IF-nederlag i 2013. Foto: Ole Joern
Varde IF, der har hjemme på Sydbank Stadion, er omdrejningspunktet i seneste danske matchfixing-sag. Tre personer er i søgelyset i forbindelse med to klare Varde IF-nederlag i 2013. Foto: Ole Joern

Spillemyndigheden ligger inde med detaljerede informationer om tre spillere, som Dansk Boldspil-Union (DBU) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) nu undersøger for matchfixing. Men myndigheden har ikke planer om at videregive oplysningerne.

Myndighedens opgave er at sikre et fair og attraktivt spillemarked i regulerede rammer. Den hverken kan eller skal beskæftige sig med mistanker om matchfixing eller anden uetisk adfærd i sport, forklarer Tina R. Olsen, kontorchef for den juridiske afdeling.

Spillemyndigheden har kvitteret for oplysningerne, som den modtog i december fra et internationalt spilleselskab, og har ikke haft i sinde at sende dem videre.

Det ærgrer man sig over hos DIF:

»De her oplysninger er potentielt bevismateriale i sager, der er svære at få greb om. Idrætsorganisationerne er dårligere stillet, hvis vi ikke får dem. Vores chancer for at optrevle sager bliver dårligere, og derfor er vi selvfølgelig kede af, at vi ikke får de her oplysninger,« siger elitechef Jesper Frigast, DIF.

Tirsdag oplyste DBU og DIF, at de har indledt en undersøgelse på grund af mistanke om matchfixing i Varde IF i sommeren 2013, og Danske Spil har bekræftet, at der på to kampe bl.a. er indgået væddemål for usædvanligt mange penge. Ifølge Politikens oplysninger har de personer, der nu undersøges, ikke kunnet dy sig for at fortælle andre, at de har tjent penge på kampe, som de ville tabe. Der er tre personer i søgelyset, hvoraf den ene ikke er fodboldspiller.

Ifølge en aktindsigt, som Berlingske har fået hos Spillemyndigheden, har DBU søgt om informationer om de tre personer langt ud over Danmarks grænser. I december afholdt advokatfirmaet Horten en konference om matchfixing, hvor førende bettingvirksomheder, embedsmænd og ansatte i sportsorganisationer deltog.

DBU var også med, og det fremgår af et dokument, at DBU bad om hjælp hos de internationale spilleselskaber. Specifikt søgte DBU oplysninger om de samme tre personer, som nu er i søgelyset for matchfixing i forbindelse med de to kampe, som Varde IF spillede i sommeren i 2013, fremgår det.

»En erfaren kunde«

Et af spilleselskaberne havde oplysninger. Men i stedet for at kontakte DBU, skrev spilleselskabet direkte til den eneste myndighed, de har jævnlig kontakt til i Danmark: Spillemyndigheden. Begrundelsen lyder sådan her i mailen:

»Selv om det (endnu) ikke er en forudsætning for at have licens, at man rapporter sådanne sager til Spillemyndigheden, gør vi det i god tro, eftersom vi har rammerne for persondatasikkerhed på plads med jer (...) Hvis det efter jeres mening er passende, så send informationen videre til DBU (med de rette hensyn til beskyttelse af persondata naturligvis) men vi mener, at vores nuværende ansvar er over for Spillemyndigheden.«

Berlingske har kontaktet spilleselskabet, der dog ikke er har været interesseret i at besvare spørgsmål.

Af aktindsigten fremgår det også, at to af de tre personer gennem det internationale spilleselskab har placeret penge på Varde-kampe en enkelt gang hver. Men der er ikke spillet på, at Varde skal tabe, og de to fodboldspillere var ikke på holdet, da væddemålet blev indgået. Det er desuden ikke de to kampe, som DBU og DIF kigger efter i sømmene for matchfixing i sommeren 2013.

Spillemyndigheden har en gang tidligere fået en henvendelse om urent trav i sport fra samme spilleselskab, der heller ikke den gang havde noget sted at henvende sig med sine oplysninger om »en erfaren kunde«:

»Vi har ikke fundet nogen mistænkelig adfærd omkring kampen eller væddemålet, men det er vores overbevisning, at det er imod de danske fodboldmyndigheders regler at placere væddemål på en kamp, som involverer hans eget hold. Derfor laver vi denne rapport,« skrev virksomheden til Spillemyndigheden.

Kulturministeren vil gribe ind

Den sag beskrev Berlingske i efteråret. Nemlig om en fodboldspiller i anden division, der placerede »live-bet« fra stadion på 10.000 kroner. Han var ikke selv aktiv på banen, men satte et væddemål på, at der i kampen, hvor hans eget hold spillede, ville blive scoret mindst 3,5 mål. Det tjente han 7.272,73 kroner på. Spilleren indrømmede over for DBU, han godt vidste, at det var imod reglerne at spille på egen kamp. På trods af indrømmelsen kunne DBU ikke dømme spilleren. Siden har DBU imidlertid strammet reglerne, så det havde været muligt i dag.

Direktør Morten Rønde fra Brancheforeningen for onlineudbydere i Danmark, DOGA, kritiserer, at spilleselskaberne ikke har et sted at sende oplysninger om match-fixing eller uetisk adfærd hen:

»En offentligt myndighed er underlagt persondataloven og derfor mener vi, at det er en myndighedsopgave at modtage disse personfølsomme oplysninger om sportsudøvere. Vi kan frygte, at private oplysninger ellers bliver lækket.«

Kulturminister Marianne Jelved (R) har lanceret forskellige forslag, der skal slå ned på matchfixing. Det indebærer bl.a. en såkaldt »national platform,« hvor spiludbyderne, sportsorganisationerne, statsadvokaten og Kulturministeriet skal samarbejde. Jelved vil nu undersøge, hvordan DBU får oplysningerne fra Spillemyndigheden.

»Det er ikke en acceptabel måde at håndtere oplysningerne på. Det er meningen, at man skal videregive relevante oplysninger. Det kræver, at nogle af mine embedsmænd kigger på, hvad der blokerer,« siger hun.

Spillemyndigheden er åben over for, at Kulturministeriet henvender sig med en konkret forespørgsel. Politiet i Varde oplyser, at det ikke gået ind i sagen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.