Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ophedet konflikt forsinker supersygehuse i hovedstaden

Et nyt psykiatribyggeri ved Sct. Hans bliver tre år forsinket, og Rigshospitalet er raget uklar med sin entreprenør, fremgår det af redegørelse.

Rigshospitalet og entreprenøren er raget uklar over byggeriet af en ny nordfløj.
Rigshospitalet og entreprenøren er raget uklar over byggeriet af en ny nordfløj.

Tidsplanerne skrider, og økonomien er under pres. Det er realiteten for flere af de store supersygehus-projekter i Region Hovedstaden.

Et nyt stort psykiatrisk byggeri på Sct. Hans i Roskilde er forsinket i tre år i forhold til den oprindelige tidsplan, og på Rigshospitalet er man røget ud i en ophedet konflikt med storentreprenøren, som presser såvel fremdriften som økonomien i det milliarddyre projekt.

Dét fremgår af en orientering til politikerne i Region Hovedstaden, som kommer samtidig med, at der også er beretninger om problemer i tilknytning til flere af de store supersygehusprojekter i Jylland.

Ifølge orienteringen er der størst tidsproblemer med projektet »Ny Retspsykiatri Sct. Hans«, som opføres i tilknytning til det nuværende psykiatricenter i Roskilde, som drives af Region Hovedstaden, selv om det egentlig er placeret i Region Sjælland.

Langstrakte forhandlinger

Hér er der tale om et nybyggeri på knap 25.000 kvadratmeter med 126 retspsykiatriske sengepladser, et projekt til 550 mio. kr. I forhold til den oprindelige tidsplan tilbage fra 2012 vil projektet samlet have en forsinkelse på ca tre år.

Forsinkelsen skyldes først og fremmest langstrakte forhandlinger med Roskilde Kommune vedr. lokalplansindhold, der har medført en forsinkelse på to et halvt år, fremgår det af redegørelsen til politikerne.

Den resterende forsinkelse på et halvt år knytter an til bl.a. nogle »supplerende lovgivningskrav« til projektmaterialet, samt »nødvendige justeringer i forhold til ferieperioder og hensigtsmæssig opstart af udførelsen«, hedder det.

Forventningen er nu, at man vil være klar til at modtage patienter i slutningen af 2020.

De øvrige supersygehusprojekter i hovedstadsområdet er ikke presset på tidsplanen i samme omfang, og der er ikke, som det tegner hér og nu, lagt op til at »skrumpe« nogle af byggerierne for at få økonomien til at hænge sammen, som det er tilfældet på bl.a. supersygehuset i Skejby.

Men der er dog ingen garanti for, at det ikke kan komme på tale på længere sigt, fremgår det.

På Rigshospitalet, hvor der bl.a. opføres en ny nordfløj, oplever projektet således et »samarbejde med storentreprenøren for rådhuset, som er præget af store uenigheder om tidskrav og afledt økonomi«, fremgår det af redegørelsen.

Der er sat gang i en række initiativer, som både har til formål at skabe »fremdrift« på byggepladsen og forbedre samarbejdet samt »samt afdække økonomisk omfang og ansvar for tvisterne«.

På nuværende tidspunkt er der konstateret en forsinkelse på ca. tre måneder. Der arbejdes på at nedbringe forsinkelsen, men det konstateres også, at »entreprenørenskrav lægger et betydeligt potentielt pres på projektets økonomiske rammer«.

Projektet på Rigshospitalet har et budget på 1,85 mia. kr., og der indgår også et patienthotel samt bedre P-faciliteter. Forventningen er, at de første patienter i nordfløjen kan rykke ind i november 2018.

Berlingske har i dag forsøgt at få en kommentar fra Rigshospitalet, men her oplyser hospitalets kommunikationsafdeling, at man i dag ikke har yderligere kommentarer, end hvad der fremgår af orienteringen til politikerne i Region Hovedstaden.

Der er også en smule slør i rattet i forhold til et nyt byggeri ved Herlev Hospital, hvor der opføres en ny akutmodtagelse og en kvinde-barn-bygning med et samlet budget på 2,2 mia. kr.

I forhold til tidsplanen er der hér konstateret en forsinkelse på ca. seks måneder, der primært skyldes en »ekstra granskning af hovedprojektet inden klargøring til udbud i april 2015«, hedder det.

Ifølge redegørelsen er der til gengæld ikke nævneværdige advarselslamper, der blinker i forhold til andre af de store hospitalsbyggerier i Region Hovedstaden, f.eks. i tilknytning til de eksisterende hospitaler i Hvidovre og på Bispebjerg - og heller ikke i forhold til det eneste »barmarksprojekt« i regionen, det nye sygehus i Hillerød.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.