Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Online når der spises aftensmad: Særligt forældre har svært ved at lægge mobilen væk

Næsten halvdelen af de adspurgte børnefamilier fortæller i en ny undersøgelse, at de har brugt teknologi – så som deres telefon, en tablet eller et tv – under aftensmaden indenfor den seneste uge. Ingen kender konsekvenserne, advarer udviklingspsykolog.

Skærme ved aftensmaden. Næsten hver anden familie tillader ugentligt én eller anden form for skærme ved aftensmaden - hvad enten det er TV, mobil eller tablet. Her Familien Westergaard i Rødovre der har været med i et eksperiment, hvor de var uden skærme i en uge. Fra venstre: Marcus, Martin, Lise og Vica
Skærme ved aftensmaden. Næsten hver anden familie tillader ugentligt én eller anden form for skærme ved aftensmaden - hvad enten det er TV, mobil eller tablet. Her Familien Westergaard i Rødovre der har været med i et eksperiment, hvor de var uden skærme i en uge. Fra venstre: Marcus, Martin, Lise og Vica

Det er ikke perfekt, det vedkender familien Westergaard fra Rødovre sig. Men det er bedre, end det har været. I hvert fald for mor Lise, far Martin og lillesøster Vica. Storebror Marcus er stadig ikke meget for at slippe telefonen, og da han skal forklare hvorfor, kommer der bare en lang forklaring om et spil.

Familien har en lille måned forinden været med i et eksperiment, hvor de skulle lægge alt teknologi fra sig i en uge. Det kunne da ikke være så svært, mente de inden. Men helt nemt var det heller ikke, måtte de efterfølgende erkende.

I gennemsnit brugte hver dansker i 2016 næsten tre timer om dagen på at se tv og knap to timer dagligt på at høre radio. Det viser tal fra DR. Dertil kommer den tid, der bliver brugt på mobilen, på sociale medier, med en PlayStation-controller i hånden eller et spil på iPadens skærm. Selv i skolen – fra børnehaveklasse til universitet – spiller de teknologiske skærme en vigtig rolle. En så vigtig rolle, at vi har svært ved at lægge dem fra os, selv når vi spiser.

I næsten halvdelen af de danske familier med hjemmeboende børn under 18 år, bliver teknologien inviteret med til aftensmaden mindst én gang om ugen. Det viser en undersøgelse, analyseinstituttet YouGov har lavet for fødevareproducenten Dolmio.

Det selvom et stort flertal af de adspurgte mener, at det både er mindre hyggeligt og at man får snakket mindre sammen, når mobil-, tablet- og tv-skærme er tændt under aftensmaden.

Udviklingspsykolog: Ingen kender konsekvenserne

Undersøgelsen viser desuden, at det særligt er forældrene, der har svært ved at lægge mobilen væk og slukke for fjernsynet, når aftensmaden bliver spist. Ifølge og forsker ved Aalborg Universitet Kristine Jensen de López, findes der ikke noget forskning, der har kigget specifikt på, hvad det betyder for børns udvikling, hvis deres forældre er stærkt optaget af forskellige skærme – men derfor kan der godt være grund til bekymring alligevel, advarer hun.

»Vi ved ikke om det, at forældrene er optaget af skærme, i sig selv har nogen negativ effekt. Men vi ved, at det har en effekt på børns udvikling om forældrene er mentalt tilstede sammen med deres børn,« siger professoren og fortsætter.

»Den nærmeste sammenligning man kan lave, er til forældre, der er mentalt fraværende af andre årsager, fx sygdom eller på grund af en depression,« fortæller Kristine Jensen de López, der er professor i udviklingspsykologi og leder af forskningsenheden Center for Developmental & Applied Psychological Science og Børnesprogklinikken ved Aalborg Universitet.

Samtidig med advarslen, forklarer hun dog også, at forældre ikke nødvendigvis behøver at gå i panik, hvis de selv er lidt for optaget af deres tablet, telefon eller tv. Det er nemlig langt mere unaturligt og skadeligt, hvis man har fuld fokus på sine børn hele tiden. Der skal være tid til at lave mad, til at gøre rent og tjekke de seneste nyheder, hvis man vil det.

»Og så er der forskel på den måde, man bruger teknologien. Der er forskel på at isolere sig omkring mobilen eller bruge et fjernsyn som baggrundsstøj. Det er klart, at mobiler og tablets kan kræve noget fokus, men det gør det også, hvis man læser i en bog. Hvis jeg skal være advokat for det, kan man måske spørge om børn tidligere har taget skade af dét,« forklarer professoren.

Problematisk hvis du er afhængig

Ifølge professor og hjerneforsker Albert Gjedde fra Københavns Universitet, kan det til gengæld have en stor betydning for måden vores hjerne er skruet sammen på, hvis vi bruger for meget tid med øjnene rettet mod en skærm. Isoleret set er det ikke et problem, hvis man kigger på sin telefon mens man spiser aftensmad, fortæller Gjedde. Fordi aftensmad fylder så lille en del af døgnets timer, kan vi sagtens surfe og spise samtidig, hvis det er det, man har lyst til. Men hvis årsagen er, at man slet ikke kan lade være, fordi man fx har en internetafhængighed, så er udsigterne langt mere dystre.

»Internettet ligger meget fjernt for vores biologiske måde at omgås. Vi får mindre berøring fra andre og sidder mere isolerede, når vi har hovedet nede i en skærm. Og vi reflekterer mindre over den verden, som omgiver os. Vores empati og vores evne til at sætte os ind i, hvordan andre har det, bliver reduceret,« sagde Albert Gjedde til TV2 sidste år.

For familien Westergaard fra Rødovre, har det dog aldrig været så galt fat. Ja, nogle gange får Vica og Marcus stukket en telefon eller en tablet i hånden, så forældrene lige kan tage af bordet eller rydde op. Men alligevel lærte den teknologi-frie uge familien noget meget vigtigt, forklar Martin Westergaard:

»Det er ikke altid nemt at holde fast i de nye vaner, men vi tænker mere over det nu. Det tror jeg er sundt«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.