Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ombudsmanden i skarp kritik af DR-censur mod DR-studievært Adam Holm

Ombudsmanden retter i dag skarp kritik af Danmarks Radio i sagen om DR-studieværten Adam Holm. Han blev forflyttet uden skriftlig begrundelse efter en kronik om Gud.

Adam Holm
Adam Holm

Adam Holm, der var vært på DR2s nyhedsprogram Deadline, skrev i maj 2013 en personlig kronik i Politiken under overskriften ”Den guddummelige tragedie”. Adam Holm skrev, at han nærede stærk modvilje mod religion efter en oplevelse med en ung mands død i trafikken. I kronikken kaldte han blandt andet religion for en »narresut« og »forklaringsramme for denne verdens mirakler og ulykker«. Kronikken medførte indgreb og reprimande fra DRs side, men ombudsmand Jørgen Steen Sørensen udtaler nu skarp kritik af DRs handlemåde.

Ombudsmand kritiserer censur

Efter kronikken var trykt i Politiken blev Adam Holm indkaldt til møde med sin redaktionschef, hvor han fik en tjenstlig påtale og besked om fremover at indhente tilladelse fra sin nærmeste chef, hvis han ville fremføre private holdninger i det offentlige rum. Sagen medførte en omplacering af Adam Holm. Det var ifølge ombudsmand Jørgen Steen Sørensen ”særdeles kritisabelt”. Ombudsmanden skriver i sin  kendelse, at Danmarks Radio  i visse tilfælde kan have ret til at omplacere f.eks. studieværter, hvis de offentligt giver udtryk for markante personlige holdninger og på den måde skader Danmarks Radios upartiskhed. Men i sagen om studievært Adam Holm er Danmarks Radio gået helt galt i byen og har bl.a. iværksat censur i strid med grundloven.

”Der kan være et vanskeligt dilemma mellem DR-ansattes ret til som privatpersoner at deltage i den offentlige debat og radio- og fjernsynslovens krav om, at Danmarks Radio skal fremstå saglig og upartisk i sin virksomhed," skriver ombudsmanden. "Men i dette tilfælde pålagde Danmarks Radio bl.a. Adam Holm censur i strid med grundloven, og det har jeg måttet kritisere skarpt."

DR og censur

Ombudsmanden skriver videre i sin vurdering, at ”Danmarks Radio iværksatte "grundlovsstridig censur" over for Adam Holm og samtidig gav ham samtidig en tjenstlig påtale for en lovlig ytring. "Det trak man først tilbage et halvt år senere, og først efter at jeg havde taget sagen op af egen drift. Jeg har vanskeligt ved at forstå, at der kan ske fejl af den kaliber”, skriver Jørgen Steen Sørensen. Ombudsmanden peger på, at netop Danmarks Radio må antages at have særlig opmærksomhed på spørgsmål om censur og ytringsfrihed.

Han godkender ganske vist Danmarks Radios retningslinjer for medarbejdernes private ytringer, men peger på, at Danmarks Radios afgørelse over for Adam Holm lå klart uden for rammerne af disse retningslinjer.

Efter at ombudsmanden var gået ind i sagen, trak Danmarks Radio sin afgørelse tilbage og erstattede den med en ny, hvor både den tjenstlige påtale og censurforanstaltningen var fjernet. 

Tager til efterretning

Nyhedsdirektør Ulrik Haagerup siger om afgørelsen i en pressemeddelelse, at DR lytter til kritikken:

”Vi tager ombudsmandens afgørelse til efterretning, og jeg anerkender – hvilket jeg også har gjort tidligere - at det har været et noget uskønt forløb. Der var fra DRs side simpelthen ikke belæg for den skriftlige tilbagemelding, som vi i første omgang gav Adam Holm på hans kronik i Politiken. Det var også baggrunden for, at vi senere trak samme brev tilbage og præciserede, at der ikke var tale om en skriftlig advarsel,” skriver han, og fortsætter:

”Vi har naturligvis respekt for vores medarbejderes grundlovssikrede ytringsfrihed. Samtidig må vi fastslå, at der er situationer, hvor stærke eller kontroversielle udtalelser i det offentlige rum kan komme til at stå i vejen for den upartiskhed, som er vores adelsmærke, I de tilfælde må vi vurdere, om de udtalelser er forenelige med den rolle og det hverv, man varetager. Det er under alle omstændigheder afgørende, at seerne kan have tillid til, at værten er fair og uafhængig."

Manglende skriftlig begrundelse

Ombudsmanden skriver, at da Danmarks Radio ikke har givet Adam Holm nogen forklaring på, hvorfor hans kronik var uforenelig med rollen som studievært, har han henstillet til Danmarks Radio at tage sagen op til fornyet overvejelse. Det betyder bl.a., at Danmarks Radio må give Adam Holm en nærmere begrundelse.Ombudsmanden har bedt om underretning om, hvad henstillingen fører til.

”Vi har lært af forløbet og vil på ombudsmandens foranledning arbejde på fremadrettet at blive bedre til at forklare den svære balance mellem ytringsfrihed og de hensyn til upartiskhed, som ligger i centrale arbejdsfunktioner i en nyhedsorganisation,” siger  Ulrik Haagerup i pressemeddelelen fra DR.

Selv siger Adam Holm til Berlingske om sagen, at han er "glad for afgørelsen"."Som privatperson må jeg have ret til at udtale om almen gyldige spørgsmål som religion."

Han siger, at han ikke har følt "censur over for mig fra DRs side, men jeg var ærgerlig over, at mine private holdninger gav anledning til denne sag, hvor DR mente, at jeg havde en fejlagtig dømmekraft. Jeg kender godt grænserne som DR- ansat og selvfølgelig er jeg en loyal og afbalanceret DR-medarbejder. Men som privatperson må jeg have ret til at sige min mening om generelle emner."

Ulrik Haagerup har ikke ønsket at udtale sig yderligere i sagen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.