Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Offer for brandbombe: Jeg havde regnet med vi skulle slås

16-årig havde regnet med slåskamp, men blev mødt med brandbombe, der forbrændte ham på dele af kroppen.

Arkivfoto: De fire tiltalte drenge i den såkaldte Ry-sag har i dag været for retten efter overfaldet ved Mølleskolen tidligere på året.
Arkivfoto: De fire tiltalte drenge i den såkaldte Ry-sag har i dag været for retten efter overfaldet ved Mølleskolen tidligere på året.

En 16-årig dreng, der en februaraften blev ramt af en flaske brændende benzin i Ry, forklarer, at han mødte op med den forventning, at han skulle slås.

Drengen, der har afghansk baggrund, forklarer i retten, at han på dagen for angrebet havde en konflikt i skolen med en af personerne, der er tiltalt for angrebet.

Det endte med, at de aftalte at mødes ved idrætshallen om aftenen.

Den 16-årige forklarer, at han ikke havde forventet, at alle fire drenge ville dukke op.

Hvorfor løb du ikke, da du kunne se drengene, vil anklager Anna Holm Christensen vide.

»Jeg havde det svært med de personer og var nået til et sted, hvor det var lidt for sent at løbe væk,« forklarer den 16-årige.

Var det løsningen at tage en slåskamp, spørger anklageren.

»Hvis der var det, der skulle til, så ja,« siger den 16-årige.

Han fortæller, at han ikke havde forestillet sig, at drengene havde medbragt en brandbombe, og at de ville være parate til at kaste den efter ham.

Men det skete, forklarer den forurettede.

Flasken med brændende benzin ramte offeret mellem benene og antændte hans bukser.

Det lykkedes ham at få flammerne til at gå ud ved at kaste sig i sneen og rulle sig.

En af de tiltalte forsøgte ifølge den 16-årige at hjælpe ham med at tage bukserne af.

Men der var ikke megen forståelse for situationen at spore hos de tre andre drenge, fortæller offeret.

De stod og grinte længere væk, forklarer han.

Det lykkedes ham efterfølgende at gå hjem til sin bopæl og sine forældre. Herefter blev han kørt på sygehuset, hvor hans tilstand i første omgang blev beskrevet som kritisk.

Efter fire dage på sygehuset blev han udskrevet.

Selv om hændelsen fandt sted for mere end to måneder siden, har han har fortsat store smerter, forklarer han.

I retten er den 16-årige tydeligt besværet af smerter og virker dybt berørt af situationen.

Han er iført sorte joggingbukser, men løfter hele tiden op i dem som for at skåne den forbrændte hud.

Den 16-årige forklarer, at en hjemmesygeplejerske jævnligt tilser hans brandsår. Han går også til psykolog for at få hjælp til at behandle de psykiske problemer, som hændelsen har medført.

Den 16-årige, der gik på samme årgang som de tiltalte på en skole i Ry, er fortsat sygemeldt. Han modtager hjemmeundervisning.

De fire tiltalte drenge nægter sig alle skyldige i anklagen om grov vold under særdeles skærpende omstændigheder.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.