Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske i Stockholm

Øjenvidne: »Kroppe overalt, der bare lå. Jeg så en kvinde, der ikke længere havde noget underben«

Fredag eftermiddag kørte en ukendt gerningsmand gennem en handelsgade i fuld fart bag rattet i en stjålet lastbil. 4 meldes dræbt, og 15 er såret.

Flere personer er omkommet i det centrale Stockholm, oplyser svensk politi ifølge Reuters. Politiet mistænker, at der er tale om et terrorangreb, skriver SVT.
Flere personer er omkommet i det centrale Stockholm, oplyser svensk politi ifølge Reuters. Politiet mistænker, at der er tale om et terrorangreb, skriver SVT.

Et godt stykke bag politiets afspærring kan man ane lastbilen. På siden af den står der noget med »kall öl«.

Forenden sidder fast i facaden på byens største shoppingcenter, Åhléns.

Klokken er over midnat natten til lørdag, og et større opbud af pressefotografer med telelinser forsøger at fange billedet af det mordvåben, som tidligere på dagen dræbte fire og skadede 15.

De venter på, at politiet bugserer lastbilen væk fra gerningsstedet.

Gerningsstedet er Drottninggatan i det inderste Stockholm, en handelsgade med metervis af udeservering og butiksvinduer.

Her er det ikke meningen, at hverken lastbiler eller almindelige biler skal køre stærkt.

Men da den oprindelige chauffør af den pågældende lastbil fredag kort før klokken 15:00 afleverede øl til en bar i nærheden, sprang en gerningsmand ind i førerhuset, kaprede bilen og accelererede ned ad Drottninggatan.

Kurdiske Shoresh Fethi så angrebet ske på nært hold.

Berlingske møder ham nær en af politiets afspærringer, hvor han fortæller, at han tidligt fredag eftermiddag røg en cigaret på gaden i det centrale Stockholm.

Herfra så han, hvordan gerningsmanden med 50-60 km/t kørte ind i en gruppe intetanende mennesker på gaden og til sidst bragede ind i facaden på Åhlén shoppingcenter, fortæller han.

»Jeg stod og ventede på en ven et sted mellem H&M-butikken og Åhlén-centeret. Pludselig kom lastbilen. Jeg så én blive ramt, idet han forsøgte at kaste sig væk fra bilen. To andre blev ramt direkte,« siger Shoresh Fethi.

Shoresh Fethi (tv.) så angrbet på nært hold. Erkan Mohammed (th.) takker Gud for, at han ikke var der.
Shoresh Fethi (tv.) så angrbet på nært hold. Erkan Mohammed (th.) takker Gud for, at han ikke var der.

Lidt efter frontalsammenstødet med bygningsfacaden gik der ild i lastbilen, tilføjer han.

Ifølge Shoresh Fethi bar gerningsmanden en grøn jakke med hætten trukket op og sko fra Adidas.

Manden flygtede til fods fra stedet, før politiet dukkede op. Bag sig efterlod han de lemlæstede kroppe.

»En pige, jeg kender… Det nederste af hendes ben var helt væk,« siger Shoresh Fethi med et trist blik og hånden på hjertet.

Hans ven, Erkan Mohammed, ryster sørgmodigt på hovedet ved siden af ham.

»Jeg er hele tiden i området her. Tak Gud for at jeg ikke var det i dag. Jeg håber, at politiet kommer til bunds i sagen hurtigt. Det er en frygtelig ting, der er sket,« siger Erkan Mohammed.

Berlingske møder også finnen Mika Oinonen nær en politiafspærring, hvorfra han sammen med to kammerater følger med i politiets arbejde.

Han så ikke påkørslen af ofrene, men han så lastbilen suse forbi, og han hørte braget, da den ramlede ind i facaden.

Da han løb hen for at se, hvad der var sket, mødte ham et frygteligt syn.

»Kroppe overalt, der bare lå. Jeg så en kvinde, der ikke længere havde noget underben,« siger Mika Oinonen på finsk.

Hans svenske ven, Mikael Öhman, som er opvokset i Stockholm, oversætter for ham. Öhman er ikke overrasket over, at terroren nu tilsyneladende også er kommet til Sverige.

Men beboerne i den svenske storby tager det pænt alt taget i betragtning, mener han.

»Der har været ekstremt meget politi på gaden, men ellers har det været stille og roligt, ja, nærmest normalt her i byen i løbet af dagen. Selv om det hele selvfølgelig er komplet unormalt,« siger Mikael Öhman.

I de omkringliggende gader er der stille, selv om det er fredag aften. Fra en enkelt lejlighed blæser popmusik fra en fødselsdag ud fra åbne vinduer. Unge, festklædte mennesker danser på balkonen, og man kan bogstaveligt talt høre champagnepropper springe.

Reelt har byen dog siden angrebet midt på eftermiddagen været i en slags undtagelsestilstand.

Svensk politi er massivt til stedet fredag aften over alt i det centrale i Stockholm.
Svensk politi er massivt til stedet fredag aften over alt i det centrale i Stockholm.

I Arlanda-lufthavnen uden for den svenske hovedstad har kampklædte betjente patruljeret siden angrebet tidligere på dagen.

Og ved 21-tiden om aftenen vidnede en næsten 200 meter lang kø til de alt for få taxaer om en by i lock-down, hvor al offentlig transport - metro, bus og tog - er indstillet under politiets menneskejagt på gerningsmanden.

Flere stockholmere strandede af samme grund i lufthavnen og kunne ikke komme hjem.

En af dem, Ann Gardulf, måtte på vej hjem efter en kort forretningsrejse vente tre timer, før togene igen begyndte at køre mod Centralstationen, kort før klokken 22.

»Men der er ikke noget at gøre, når der har været sådan et angreb i byen,« siger den svenske kvinde, der trods den triste anledning glæder sig over den måde, stockholmerne har håndteret situationen og hjulpet hinanden.

Hun fortæller til eksempel om hendes udviklingshæmmede bror, der efter arbejde fredag eftermiddag stod rådvild tilbage på stationen uden telefon, da metroen ikke længere kørte. En ung pige opdagede ham og tog ham med på café, indtil det lykkedes hende at finde nummeret til Ann Gardulf, som arrangerede, at nogle venner kunne hente ham.

»Jeg sørgede for at få hendes navn - for jeg skal helt bestemt have sendt hende nogle blomster,« siger Ann Gardulf.

Hun er ked af det, der er sket i hendes by, men hun er ikke overrasket.

»Det var på en eller anden måde ventet. Jeg har længe haft en fornemmelse af, at det var et spørgsmål om tid. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man vil sådan noget. Men hvorfor skulle det være anderledes for os, end for andre byer i Europa?« siger Ann Gardulf.

Det er uklart, hvad motivet til angrebet har været. Men statsminister Stefan Löfven sagde tidligere fredag, at »alt tyder på, at dette er en terrorhandling«.

Én person er blevet pågrebet af svensk politi og er under mistanke for at stå bag angrebet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.