Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
KOMMENTAR

Nyracisme i svømmehallen

»Justin Bieber har fået dreadlocks. Det er en frisure hentet i den jamaicanske rastafari-kultur, og det har gjort en hel del mennesker rasende, fordi netop denne handling anses for at være et slemt eksempel på kulturel appropriation.,« skriver Tom Jensen i sin klumme.
»Justin Bieber har fået dreadlocks. Det er en frisure hentet i den jamaicanske rastafari-kultur, og det har gjort en hel del mennesker rasende, fordi netop denne handling anses for at være et slemt eksempel på kulturel appropriation.,« skriver Tom Jensen i sin klumme.

Kender du begrebet »kulturel appropriation«?

Hvis ikke, er det måske på tide at komme til det. Således brugte DR2 Deadline i denne uge hele 20 minutter af en udsendelse på at diskutere begrebet med udgangspunkt i popstjernen Justin Biebers hår. Jeg lyver ikke – det skete faktisk.

Justin Bieber har fået dreadlocks. Det er en frisure hentet i den jamaicanske rastafari-kultur, og det har gjort en hel del mennesker rasende, fordi netop denne handling anses for at være et slemt eksempel på kulturel appropriation. Justin Bieber er en hvid mand, og ud fra en kulturel appropriationstanke er han derfor i en privilegeret position, der gør det problematisk for ham at annamme symboler eller udtryksmåder fra en kultur, der anses for mindre privilegeret; så at sige at stjæle dem og få personlig gavn heraf. Som en af de indkaldte eksperter udtrykte det i Deadline: »Det er en genskabelse af den koloniale gestus«. Hvid mand vælger og vrager i andres dybtfølte kulturelle skatkiste – og krænker dem med sin eksotiske og overfladiske brug af det, der for dem er afgørende markører.

Hvis du skulle læse dette og finde, at det lyder som det rene vanvid, da læs videre. For det er ikke helt uvigtigt. Diskussionen om Justin Biebers hår – der for så vidt burde kunne udstrækkes til en problematisering også af Elvis Presleys lån af den sorte bluesmusik i 50erne – er én vinkel på et fremstormende fænomen, som forfatterne Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt allerede for nogle år siden forsynede med betegnelsen »kulturalisme«. Jeg citerer fra det essay, de i 2008 skrev om begrebet:

»Kulturalisme er den idé, at individer determineres af deres kultur, at kulturerne danner lukkede, organiske helheder, og at individet ikke kan forlade sin kultur, men kun kan realisere sig inden for den. Kulturalisme hævder derfor også, at kulturer har krav på særlige rettigheder og beskyttelser – også selv om de krænker individuelle rettigheder.«

Kulturalismen er således undervejs med at vende diskussioner om race, køn, undertrykkelse og anerkendelse lodret på hovedet. Mens det i 1950erne og 1960erne var udtryk for anerkendelse af sorte amerikaneres kultur, at rockmusikken tog dele af den til sig, anses det i dag af kulturalisterne for »appropriation«, et fint ord for bemægtigelse – eller tyveri: Eminem stjæler fra de sorte, når han rapper. Og mens det før blev anset for frisættende at sprænge rammerne og de begrænsninger, man havde lidt under i kraft af f.eks. sin race (USAs sorte befolkning) eller køn (rødstrømperne), så genindfører kulturalismen disse begrænsninger som noget absolut, man aldrig kan komme fri af, men som man tværtimod tvinges til at agere efter. Således må hvide privilegerede mænd til deres dages ende i alt, hvad de siger og gør, tage særlige hensyn til andre gruppers mulige krænkede følelser, netop fordi de som gruppe anses for særligt privilegerede. Og dét uanset hvordan de som enkeltmennesker opfører sig. Det er en tankegang, som kan have dramatiske følger, hvis den griber om sig. Og det gør den.

I denne uge var en af de mest omdiskuterede sager således Berlingskes artikler om kommunalt finansieret kønsopdelt svømmeundervisning i København. Mens politikere fra begge fløje nærmest faldt over hinanden for at tage afstand fra fænomenet og kræve landspolitiske lovindgreb, var det de færreste, der tog sig tid til at analysere, hvad det i virkeligheden var udtryk for.

Kiggede man lidt efter, var der tale om et vaskeægte eksempel på kulturalisme i et moderne, multietnisk samfund. Kønsopdelingen i sig selv er således ingen ulykke, hvis den sker frivilligt. Danske kvinder deltager i kvindeløb og wellnessaftener kun for kvinder, og ikke en loppe gør. Eller bør gø.

Men i svømmehallerne er noget andet på spil. For her er kønsopdelingen jo ikke frivillig, men tvungen. Den er indført, fordi der rundt omkring i Danmark efter 40-50 års forfejlet integrationsindsats fortsat eksisterer voldsom, middelalderlig patriarkalsk undertrykkelse af indvandrede kvinder og deres efterkommere.

Med andre ord: Kun hvis svømmeundervisningen foregår kønsopdelt i burkini bag tildækkede ruder, får pigerne lov at deltage. Det kalder man i 2016 for et integrationsprojekt. Snarere burde man kalde det for et kommunalt understøttet isolationsprojekt.

For man sender jo det umisforståelige signal til indvandrede familier i parallelsamfundene, at vi med glæde indretter os, så de uden problemer kan fortsætte med at udøve kulturelt bestemte mønstre, selv når de går ud på at sætte grænser for kvinders frihed og underkaste dem den form for social kontrol, der også fremgik af TV2-dokumentaren »Moskeerne Bag Sløret«. Her fortalte en imam en kvinde, at hun ikke må tage et arbejde, hvis der også er mænd til stede i forbindelse med det. Præcis som den »kulturelle appropriation« er den kønsopdelte svømning et udtryk for kravet om at udøve beskyttelse og særhensyn til kulturer, uanset at det i realiteten krænker individuelle rettigheder. Her kvinders indlysende ret til i Danmark at foretage de samme frie valg som mænd.

Udgangspunktet er i begge tilfælde krav om majoritetens hensyn til minoriteter. Men resultatet er en moderne adskillelse, en segregation som udtryk for en slags tolerancens nyracisme, hvor kultur, køn og race atter bliver det enkelte menneskes uundslippelige fængsel.

Det var ulykkeligt i fortiden. Det vil det også være nu.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.