Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ny togskandale: »Vi kan ikke blive ved. Vi gør os selv til grin«

Det stort anlagte togsignalprogram bliver flere år forsinket og flere milliarder dyrere end ventet. Nu er der også problemer med prestigeprojektet Ringstedbanen. Politikere siger, at det minder om en ny IC4-skandale.

(Foto: CLAUS FISKER/Scanpix 2013)
(Foto: CLAUS FISKER/Scanpix 2013)

I de fleste sammenhænge bliver det anset for positivt at være firstmover. Men ikke inden for dansk jernbanedrift. Faktisk bad transportminister Ole Birk Olesen (LA) tidligere på året Banedanmark om »i videst muligt omfang at undgå at være firstmover«, når det kom til at vælge ny togteknologi.

Man havde – med IC4-togene in mente – dårlige erfaringer med eksperimenter og ville køre det nye storstilede signalprogram til 19 milliarder kroner sikkert i hus, så de danske togpassagerer hurtigst muligt kunne få bedre togdrift og færre forsinkelser.

Advarslen mod firstmoverforsøg blev givet på baggrund af, at Banedanmark for et år siden måtte erkende, at Signalprogrammet ville blive forsinket med op mod tre år og i øvrigt blive 4,4 milliarder kroner dyrere end ventet, hvilket trafikordførerne fandt slemt nok.

Fredag denne uge kom det så frem i fagbladet Ingeniøren, at et andet milliardprojekt på det danske jernbanenet – den nye højhastighedsbane Ringstedbanen mellem København og Ringsted – er i alvorlige problemer og formodentlig kun vil komme til at køre med ét tog i timen på grund af ballade med signalsystemet i togene. Den nye teknologi driller.

Transportordfører Kim Christiansen (O) siger om forløbet: »Vi kan sende folk til Månen, men kan ikke bygge nye signaler til tog. Det er mig en gåde. Det risikerer jo at blive en skandale større end IC4. Vi kan ikke blive ved. Vi gør os selv til grin.«

Mangelfuld information

Trafikordførerne har holdt månedlige møder med Banedanmark om Signalprogrammet, herunder Ringstedbanens status.

Ved det seneste møde informerede Banedanmark ifølge Kim Christiansen om, at der var problemer med Ringstedbanen, men informationen var mangelfuld. Han mener, at omfanget af problemet skulle trækkes ud af dem.

Banedanmark oplyser, »at vi giver så retvisende en status som muligt, på de månedlige orienteringsmøder. På seneste møde gjorde vi netop opmærksom på udfordringer med udrustningen af togene«.

Også trafikordfører Kristian Pihl Lorenzen (V) siger, at Signalprogrammets komplikationer »er en meget alvorlig situation. Det begynder at minde om den proces med IC4, hvor vi blev ved med at få at vide, at der var lys for enden af tunnellen, men skeletterne blev ved med at vælte ud af skabet«.

Hvem har ansvaret?

»Det er til syvende og sidst politisk,« siger Kristian Pihl Lorenzen.

Hård kritik fra Statsrevisorerne

Den nuværende politiske kritik kommer efter et hårdt år for Banedanmark.

Da det i 2016 stod klart, at hele Signalprogrammet ville blive fordyret og forsinket, kritiserede Statsrevisorerne i en rapport iværksat af Rigsrevisionen, at »Banedanmarks styring har været baseret på misvisende og ukorrekte oplysninger om programmets fremdrift og økonomi«.

De fandt det også »kritisabelt, at Transportministeriets departement ikke i tide har forholdt sig mere kritisk«.

Kritikken af både Banedanmark og Transportministeriet var overordentlig krads.

Folketinget fik indtil midten af 2016 oplyst af ministeren, at Signalprogrammets tidsplan blev forventet overholdt, og Rigsrevisionen konkluderede, at Transportministeriet »har haft helt utilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om tidsplanen for Signalprogrammet kunne overholdes«. Statsrevisorerne understregede i januar 2017, at en strammere styring af Signalprogrammet var nødvendig. Det førte blandt andet til de månedlige orienteringsmøder med trafikordførerne.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har ikke ønsket at udtale sig om sagen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.