Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nu vil industrien have en dansk »Andrea Mogensen« i rummet

Danmark bør få en kvindelig astronaut, som kan inspirere piger til at tage naturvidenskabelige uddannelser, mener Dansk Industri. Men så længe Andreas Mogensen er officiel dansk astronaut, må chancen formodes at være ringe.

Den Internationale Rumstation over Madagaskar.
Den Internationale Rumstation over Madagaskar.

Det er ikke nok med Andreas Mogensen. Danmark bør også få en kvindelig astronaut – en Andrea Mogensen.

Det mener Dansk Industri (DI), der nu går i brechen med et forslag, der i sidste ende kan føre til endnu en dansker i astronautkorpset hos det europæiske rumagentur ESA. Måske.

»Det ultimative mål er en ny dansk astronaut, og hvis jeg skal være helt ærlig, vil vi rigtig gerne have en Andrea frem for en ny Andreas. Tænk sig at blive den første kvindelige danske astronaut. Hun kunne blive et kæmpe forbillede og anspore mange piger til at søge ind på naturvidenskabelige og tekniske uddannelser,« siger Mette Fjord Sørensen, forskningspolitisk chef hos DI.

Vejen mod en ny dansk kollega til Andreas Mogensen, der blev nationalhelt i 2015 med en mission til Den Internationale Rumstation, kan ifølge DI banes ved at afsætte midler til en række stipendiater hos ESA til lovende danske kandidater i naturvidenskabelige eller tekniske fag – de såkaldte STEM-uddannelser.

I modsætning til Danmark har lande som Irland, Portugal og Tyskland nationale programmer, der giver unge mulighed for at få stipendiater hos ESA og dermed opnå førstehåndskendskab til såvel bemandet som ubemandet rumfart.

Den danske regering har ikke afsat midler til formålet, men DI mener, at ti stipendier til i alt ti millioner kroner bør kunne gøre de højtflyvende ambitioner mere realistiske.

ESA-stipendierne kan uddeles i årene 2020-2022, og midlerne bør ifølge DI kunne findes på finansloven – eksempelvis fra puljen til strategiske forskningsmidler eller fra den såkaldte Teknologipagt, der blandt andet har til formål at højne danskeres teknologiske kompetencer.

Rumambassadør

Mette Fjord Sørensen understreger, at målet langtfra udelukkende er at få en ny dansk astronaut:

»Ønskescenariet er naturligvis en ny dansk astronaut, som kan begejstre og inspirere nye generationer af børn og unge. Men enhver dansk kandidat med et stipendiat hos ESA kan bagefter fungere som ambassadør for rumfart og dermed medvirke til at højne interessen for at søge ind på de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser, hvor der stadig mangler kvinder.«

Andreas Mogensen må imidlertid forventes at fortsætte som astronaut i ESA-regi i mange år fremover, og han er praktisk taget sikker på at få endnu en mission til Den Internationale Rumstation, inden 2024 rinder ud. Samtidig er Danmark i europæisk rumsammenhæng en beskeden nation, hvilket alt andet lige må mindske chancen for endnu en dansk astronaut i en længere årrække.

Det er Mette Fjord Sørensen klar over, men hun understreger, at ESA-stipendiater til danske kandidater i sig selv er et mål, som det er værd at gå efter, og at der efterfølgende vil være efterspørgsel på dem blandt rumorienterede danske virksomheder.

Forsknings- og uddannelsesminister Tommy Ahlers (V) har ikke haft mulighed for at lade sig interviewe om DIs forslag. Men i en mail til Berlingske skriver han bl.a.:

»Generelt ser jeg gerne, at flere unge interesserer sig for de naturvidenskabelige fag. Derfor lyder det også interessant med et stipendieprogram, der har fokus på STEM-uddannelser.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.