Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nu skal Københavns studerende bo i containere: »Jeg har været lidt nervøs for, hvor lydt der er«

Onsdag fik de første studerende udleveret nøglen til deres nye containerbolig på Refshaleøen i København. Berlingske var med.

Københavns Kommune er officielt den første kommune i landet, der har benyttet sig af planlovens nye mulighed for at opføre studieboliger på midlertidigt tomme arealer. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Københavns Kommune er officielt den første kommune i landet, der har benyttet sig af planlovens nye mulighed for at opføre studieboliger på midlertidigt tomme arealer. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Der er latter på molen ved Refshalevej. Vinden river i væggene på et hvidt selskabstelt, hvor københavnske borgere, politikere og iværksætterne bag CPH Village er ved at indfinde sig, inden de fire første containere, der er omdannet til studieboliger, om lidt skal indvies. De er lysegrå med store vinduespartier og lyse træterrasser og skal de næste ti år være hjem for studerende københavnere.

En af de studerende, der har fået tildelt en af studieboligerne, er 23-årige Niklas Helmbæk Horst, som studerer biokemi på Københavns Universitet. I dag skal han for første gang se fire af de færdigindrettede containerboliger. I januar 2018 flytter han selv ind.

»Jeg glæder mig. Lige nu bor jeg i Albertslund, hvor der ikke foregår så meget socialt. Det er noget af det, jeg har søgt, og herude får jeg netop lov til at være med til at starte noget socialt op fra bunden sammen med nogle folk, der vil det samme,« siger han.

Den kommende hverdag som containerbeboer er helt ny for Niklas Helmbæk Horst. Indtil videre har han kun set billeder og plantegninger af boligerne, men han har allerede gjort sig en del forestillinger om sin nye bolig:

»Jeg har været lidt nervøs for, hvor lydt der er, når nu væggene er lavet af metal. Men det er et fedt sted. Her er gode udendørsområder, hvor man kan grille, snakke og bare slappe af, mens man sidder i aftensolen og kigger ud på vandet.«

Onsdag blev Københavns otte første flytbare studieboliger indviet på Refshaleøen.

Dermed er København officielt den første kommune i landet, der har benyttet sig af planlovens nye mulighed for at opføre studieboliger på midlertidigt tomme arealer.

Det er virksomheden CPH Village, som står bag idéen om at lave studieboliger i containere, ligesom det er virksomheden, der bliver de studerendes udlejer.

Grunden på Refshaleøen har CPH Village lejet af Refshaleøens Ejendomsselskab.

Der vil blandt andet følge et drivhus med hver af de nye boliger, så de studerende kan dyrke deres eget grønt. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Der vil blandt andet følge et drivhus med hver af de nye boliger, så de studerende kan dyrke deres eget grønt. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Sammenlagt skal der opføres 84 containere på Refshaleøen med to studieboliger i hver, og der er plads til 164 studerende i alt, fordi fire containere er til studerende med handicap. Hver studiebolig er 20 kvadratmeter stor, og hver studerende skal dele bad, toilet og entré med en anden studerende. Prisen er 3.850 kroner om måneden, og de studerende kan blive boende, så længe de studerer, oplyser co-founder Frederik Noltenius Busck.

»Det er helt som en traditionel studiebolig eller kollegieværelse,« siger han.

I alt 2.300 studerende skrev sig på venteliste, men der var intet først-til-mølle-princip. I stedet var det en kombination af den enkelte studerendes studie og en tilfældig lodtrækning, der afgjorde, hvem der får lov at flytte ind i containerne. Det var vigtigt for Frederik Noltenius Busck og kompagnon Michael Plesner, at alle studietyper var repræsenteret lige hyppigt i den lille landsby:

»Stedet ligger lige ved siden af Arkitektskolen, så der var rigtig mange studerende derfra, som søgte en studiebolig. Men vi vil hjælpe alle studerende, for der er boligmangel på tværs af alle studier, og det er vores overbevisning, at vi får det fedeste sociale miljø, hvis folk er forskellige og kan lære noget af hinanden,« siger Frederik Noltenius Busck.

Står det til CPH Village, er de 164 studieboliger på Refshaleøen kun begyndelsen. De planlægger at opføre containere yderligere syv steder i København inden 2021 med plads til i alt 2.000 studerende, blandt andet i Nordhavn og Sydhavn.

Eliza Torndahl på 25 år er endnu en af de studerende københavnere, der har fået tildelt en af de nye studieboliger i CPH Village. Hun studerer medicin på Københavns Universitet og har de sidste tre måneder sovet på venners sofaer.

»Det har været rigtig hårdt ikke at have sin egen seng og at skulle flytte hver uge, så det er virkelig rart at kunne se et mål forude nu. Jeg havde overhovedet ikke regnet med at få en af boligerne med alle de mange ansøgere. Det er megafedt rent faktisk at være blevet taget i betragtning.«

Eliza Torndahl har ingen betænkeligheder ved, at hendes nye hjem er lavet af metal.

»For mig handler det udelukkende om at have sin egen seng og sit eget tøjstativ. Man finder ud af, hvor lidt man egentlig kan klare sig med, når man har været igennem det, som jeg selv og mange andre har.«

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) har netop overrakt Eliza Torndahl et sæt nøgler, og nu står hun med et stort smil på læberne og ser sig omkring i den ene af de fire færdige studieboliger.

Der dufter af maling og nye møbler. Der kan ikke hamres søm i de bølgede metalvægge, så fra magnetiske kroge hænger et spejl, et ur og en plakat. I det lille thekøkken er der vask og induktionskomfur, og på den anden side af vinduespartiet ved sengen vugger en havnebus i vandet foran Marmorkirken.

Om en uge må nøglen tages i brug.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.