Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nu reagerer politiet på stikkersag: »Jeg er utrolig lettet«

Dansk-tyrkiske stikkersager, som politiet tidligere har mødt kritik for ikke at behandle tilstrækkeligt, er blevet overdraget til PET. Det glæder Özlem Cekic, der tidligere har udtryk stor frustration over, at politiet ikke tog hendes sag alvorligt nok.

Özlem Cekic opfordrer nu andre til at gå til politiet med stikkersager, efter at hendes sag er blevet overdraget til PET. (Foto: Asger Ladefoged/Scanpix 2017)
Özlem Cekic opfordrer nu andre til at gå til politiet med stikkersager, efter at hendes sag er blevet overdraget til PET. (Foto: Asger Ladefoged/Scanpix 2017)

Københavns Politi har nu overdraget sager om stikkeri til PET. Det viser en mail, som Berlingske har set. Det følger i kølvandet på Berlingskes afsløringer af, hvordan herboende med tyrkiske rødder angiver andre herboende til de tyrkiske myndigheder for »landsforræderi« til den såkaldte »stikkerlinje«.

Sidste søndag skrev Berlingske så, at Københavns Politi ikke har behandlet flere anmeldelser efter straffelovens paragraf 108, på trods af, at der i sagerne ifølge juraprofessor Jørn Vestergaard klart er grundlag for at rejse anmeldelse og eventuelt også domsfælde efter paragraffen, der kan give op til seks års fængsel.

Özlem Cekic er en af dem, der har oplevet at hendes sag ikke blev taget alvorligt nok. Nu overdrager politiet altså hendes sag til Politiets Efterretningstjeneste til yderligere behandling.

»De 3 sager, hvori der i opslag mv. henvises til den såkaldte ”Stikkerlinje”, eller hvor folk truer med at angive dig til tyrkiske myndigheder, er i dag via chefanklageren i Københavns Politi sendt til juridisk vurdering i PET i forhold til om der eventuelt foreligger en overtrædelse af straffelovens § 108 i disse sager.

Når dette er afklaret, vil sagerne blive behandlet efter nærmere aftale mellem PET og de nedenfor anførte politikredse,« skriver Københavns Politi i en mail til Ôzlem Cekic.

Det glæder Özlem Cekic, der tidligere har udtryk stor frustration over, at hendes sager ikke blev taget alvorligt.

»Jeg er utrolig lettet over, at sagerne nu bliver undersøgt grundigt. Det sender et stærkt signal til dem, der truer med Tyrkiets efterretningstjeneste, at det har konsekvenser. Jeg er ligesom mange andre borgere med rødder fra Tyrkiet afhængig af, at dansk politi, PET og udenrigsministeren står bag os,« siger hun til Berlingske.

Juraprofessor Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet er tidligere blevet forelagt sagen af Berlingske. Han vurderede, at der er tale om en »oplagt overtrædelse af paragraf 108, hvis truslerne kan tages bogstaveligt«. Sagen handler om personer, der skrev til det tidligere folketingsmedlem med trusler og beskeder om stikkeri til de tyrkiske myndigheder.

»Har anmeldt dig til udenrigsministeriet i Tyrkiet. Håber du bliver anholdt ved næste indrejse,« skrev en person til Özlem Cekic på Facebook.

»Fuck din pressefrihed, jeg skal anmelde dig til de tyrkiske myndigheder, så de kan rejse sag mod dig for alle dine løgne og propaganda mod Tyrkiet. Alle tyrkere burde gøre det samme. Anmeld hende for helvede mand, så hun ikke kan rejse derned til vores smukke land,« skrev en anden.

Özlem Cekic sendte i januar 2017 en liste med mere end 30 anmeldelser af hadefulde kommentarer og beskeder til politiet, heriblandt de to ovenstående. Efter en korrespondance med en politiassistent sendte betjenten ni sager tilbage, hvor han vurderede, »der kunne være en sag.«

Da politibetjenten vendte tilbage, var beskederne og truslerne om stikkeri sorteret fra.

Berlingske har været i kontakt med Københavns Politi igen, og bedt dem om at kommentere de konkrete sager. De vil dog ikke kommentere sagerne, fordi de nu ligger hos PET.

Berlingske arbejder på en kommentar fra Politiets Efterretningstjeneste.

Özlem Cekic har tidligere udtrykt stor frustration over, at politiet ikke tog hendes sager alvorligt nok. Men nu ser det altså ud til, at sagerne bliver taget op.

»Jeg vidste intet om, at strafferammen var på 6 år, indtil jeg læste om det i Berlingske. Derfor var det dybt frustrerende, at jeg som borger fik sagerne afvist i første omgang, indtil Berlingske begyndte at skrive om det. Derfor er min opfordring også til andre, at de skal gå til politiet og ikke finde sig i truslerne,« siger Özlem Cekic.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.