Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nu kan du finde dine børns legekammerater på nettet

Børn kan have brug for at finde andre venner, end dem de går i skole eller fritidsordning med. Det tror Camilla Lind-Følsgaard, som står bag et nyt website, hvor børnefamilier kan lave legeaftaler med andre på nettet.

Camilla Lind-Følsgaard har sammen med sin kæreste Sophie oprettet et nyt netværk, hvor børnefamilier kan finde legekammerater til deres børn gennem internettet.
Camilla Lind-Følsgaard har sammen med sin kæreste Sophie oprettet et nyt netværk, hvor børnefamilier kan finde legekammerater til deres børn gennem internettet.

Børn kan finde venner i skolen, SFOen, til fodbold eller musikundervisning. Nogle møder måske også en ny kammerat på legepladsen, i opgangen eller gennem hækken til naboen.

Men ikke alle børn har lige let ved at knytte venskaber de traditionelle steder. Og nogle søger måske endnu en ven, som kan noget andet.

Det tror Camilla Lind-Føls­gaard. Sammen med kæresten, Sophie, står hun bag et nyt website, som skal gøre det nemt for forældre at finde en legekammerat til deres barn, som bor i nærheden. Minevenner.dk gik i luften 16. maj, og det er gået godt. Siden den dag har omkring 600 familier oprettet en bruger.

På hjemmesiden kan forældre lave en profil og derefter tilføje børn, som de søger legekammerater til. Forskellige kriterier som alder, køn og bopæl giver mulighed for at finde frem til den ven, man søger. Men mange vælger også at skrive uddybende om sig selv.

»Der er alt lige fra familier, hvor forældrene er blevet skilt, og børnene mangler et netværk hos den forælder, hvor de ikke har deres vante skolegang, til forældre, hvor det ikke er lykkes deres børn at finde gode venner i klassen. Der er også dem, som søger et nyt fællesskab. Det kan for eksempel være diagnosebørn, som søger ligesindede,« fortæller Camilla Lind-Følsgaard.

Ud over legeaftaler kan brugerne melde sig til at deltage i eller afholde arrangementer, hvor familier kan mødes til enten fælles­spisning eller udflugter. Hjemmesiden har også to familierådgivere tilknyttet, som forældrene kan ringe til i aftentimerne.

Behovet er der

Sophie og Camilla Lind-Følsgaard har selv to børn: Frederik på 11 år og Smilla på fire år. Det var blandt andet egne erfaringer, der fik parret til at lave hjemmesiden.

»Frederik har savnet at have denne her bedste ven. Han stammer meget og har følt sig alene med det. Han er flere gange kommet til os og spurgt, om han ikke kan møde en ligesom ham selv,« fortæller Camilla Lind-Følsgaard.

Spørger man hende, søger de fleste – både børn og voksne – ligesindede at spejle sig i på et tidspunkt i deres liv. Derfor er det en god idé også at skabe nogle relationer for sine børn, som ikke bliver til gennem institutioner. Og ikke nok med, at det er en god idé. Camilla Lind-Følsgaard er også sikker på, at behovet er der.

»De reaktioner, som vi har fået, viser, at der er et behov. På vores Facebook-side har vi fået respons fra mange familier, som har sukket efter et initiativ, som det her. Nogle børn har glæde af at finde venner i fritidstilbud og foreninger, men det er ikke alle,« siger hun.

Søndag formiddag på legepladsen står de fleste forældre med kaffekoppen i hånden og kigger på deres eget barn. Vi danskere er ikke de bedste til at prikke fremmede forældre på skulderen for at høre, om vores børn kan lege sammen.

»På hjemmesiden træder man ind i et univers på fælles vilkår. Man nedbryder den barriere, som det er at gå hen til et andet menneske og spørge, om man ikke skal finde ud af noget sammen. For mange vil det være en døråbner til at få skabt nogle relationer, som man ikke har modet til at skabe i dagligdagen,« siger Camilla Lind-Følsgaard.

Et tabu at mangle venner

Selv om mange børnefamilier har en travl hverdag, hvor de også på nettet skal være på forskellige forældre-intranet i skolen og børne­haven, tror Camilla Lind-Følsgaard stadig, at de vil finde tid til at bruge minevenner.dk.

»De forældre, som fornemmer, at det her med venner fylder meget i deres børns hverdag, er jeg sikker på, vil finde overskuddet til også at prioritere det.«

Gennem Sophie Lind-Følsgaards arbejde som børne- og familiekonsulent møder hun mange frustrerede familier, som har prøvet alt muligt, for at børnene skal få venner, uden held. Mange af børnene føler sig alene og ensomme. Der tænkte parret også, at det må kunne hjælpe nogle familier, hvis de får muligheden for at opsøge andre på en lettere måde, som måske ikke kræver lige så meget.

»Uanset hvordan vi vender og drejer det, ligger der et tabu omkring det at mangle venner. Der er mange børn og unge, som er ensomme i dag, men det er ikke noget, man skal skamme sig over,« siger Camilla Lind-Følsgaard.

Problematikken omkring ensomhed er også noget af det, som parret håber at kunne bryde gennem hjemmesiden.

»Vi vil gerne hjælpe mange af de familier, der er fanget i ensomhed. Men der er også de andre familier, hvor det ikke er mere kompliceret, end at børnene keder sig i weekenden og gerne vil have nogle flere legeaftaler. Vi vil gerne skabe en kultur, hvor det er naturligt at gå ind og søge efter legekammerater, venner eller et sociale arrangement med andre.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.