Nu fortæller den ældste datter fra Tøndersagen sin historie: »En rigtig far kan ikke finde på at gøre det, som han har gjort«

TV2 går helt tæt på den ældste af de to børn fra en af danmarkshistoriens værste misbrugssager ti år efter, politiet stormede familiens hjem i Tønder.

Torsdag aften står Zandra Berthelsen frem for at fortælle om sin barndom, der var præget af vold, trusler og grove seksuelle overgreb. Foto: TV2
Torsdag aften står Zandra Berthelsen frem for at fortælle om sin barndom, der var præget af vold, trusler og grove seksuelle overgreb. Foto: TV2

22-årige Zandra Berthelsen var hovedoffer i danmarkshistoriens værste misbrugssag. Tøndersagen – der rystede hele Danmark, og som i et årti har martret en hel by og dens omdømme. I aften står hun frem på TV2, hvor hun åbent og ærligt fortæller om sin barndom og tiden efter, det blev offentligt kendt, at hendes far igennem næsten ti år udsatte hende for vold, trusler og grove seksuelle overgreb, mens moderen passivt så til.

Zandra Berthelsens far har udstået sin fængselsdom, og hun har selv fået tilkendt over en million kroner i erstatning, da det kom frem, at Tønder Kommune langtfra levede op til deres pligt om socialt tilsyn. Men tv-portrættet af den unge kvinde er fortsat et billede af et iturevet menneskesind.

I udsendelsen møder seerne blandt andet Zandra Berthelsen i en hospitalsseng efter et selvmordsforsøg. Det er sket mange gange før, fremgår det af programmet. Alligevel har hun for første gang indvilget i at stå frem med navn og ansigt.

»Folk har alle mulige gisninger om, hvem jeg er. Jeg har brug for at stå frem og fortælle min historie,« siger Zandra Berthelsen til TV2s kriminalmagasin Station 2 i aften kl. 20.50.

Ifølge TV2 selv er aftalen mellem Zandra Berthelsen og TVs journalist Anders Lomholt kommet i stand tidligere i år, da hun var indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Hun har fået diagnosen skizofreni, men hendes behandlere har sagt god for, at hun er i stand til at overskue konsekvenserne af at stå frem på nationalt tv, oplyser TV2.

TV-programmet følger Zandra Berthelsen fra hun i april bliver udskrevet fra Psykiatrisk Center Glostrup og hjem til hendes etværelses lejlighed og tilværelsen på kontanthjælp. Videre til en trappesten på en sidegade til Halmtorvet på Københavns Vesterbro, hvor hun fire dage senere skyder en sprøjte kokain ind i venstre overarm.

Også Zandra Berthelsens far deltager i programmet gennem ansigtsløse SMS’er og telefonsamtaler. Han angrer, skyder skylden på alkohol og sin egen voldelige barndom og er nervøs for sit eget liv.

Zandra Berthelsen har i dag ingen form for kontakt med sin far. Han har polititilhold og må ikke opsøge hende eller på anden måde forsøge at tage kontakt til hende.

»Jeg kommer aldrig til at tilgive ham. For mig er han død. En rigtig far kan ikke finde på at gøre det, som han har gjort,« siger Zandra Berthelsen til TV2.

Efter selvmordsforsøget bor Zandra Berthelsen på et bosted for psykisk sårbare, hvor hun i øjeblikket er i gang med andet år sin HF-uddannelse.

Hun håber, at programmet kan give hende et skub i den rigtige retning, og at hun kan bruge sin smertefulde barndom til noget konstruktivt. Hun vil ikke længere gemme sig for omverdenen og håber at kunne give børn i misbrugssager en stemme, fortæller hun til TV2.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.