Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nu falder dommen: 17-årig Kundby-pige risikerer at blive første terrordømte kvinde i Danmark

Tirsdag formiddag afgør et nævningeting ved Retten i Holbæk, om en nu 17-årig pige fra Kundby er skyldig i den terrortiltale, hun har hængende over hovedet.

Gennem hele retssagen mod den nu 17-årige pige har der været heftig sikkerhed omkring Retten i Holbæk, hvor tungt bevæbnet politi har stået vagt iført skudsikre veste.
Gennem hele retssagen mod den nu 17-årige pige har der været heftig sikkerhed omkring Retten i Holbæk, hvor tungt bevæbnet politi har stået vagt iført skudsikre veste.

Tirsdag formiddag falder der dom i en af dansk terrorhistories mest opsigtsvækkende sager.

Den nu 17-årige pige fra Kundby, som er tiltalt for at planlægge terrorangreb mod to danske skoler, får sin dom.

Pigen risikerer at blive den første danske kvinde, der er dømt for forsøg på terror her i landet.

Under sagen mod hende har anklager Kristian Kirk fremlagt det, han betegner som en række stærke beviser.

Ville hun faktisk angribe?

Dommerne og nævningene har således set pigens kommunikation på Twitter med en person, pigen troede, var lederen af terrornetværket Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, de har set hendes håndskrevne manualer over, hvad hun skal bruge til angrebene, set hendes notater med skolernes adresser fulgt af ord som »jihad« og »bombeangreb mod de vantro«, og med præcise tidsangivelser.

De har set bonerne for køb af ingredienser til fremstilling af sprængstoffet TATP, og set hvordan pigen i en form for selvbiografi skrevet under hendes varetægtsfængsling har taget Omar el-Husseins efternavn og fortalt om angrebene.

Angreb, som hun under et retsmøde holdt for lukkede døre umiddelbart efter hendes anholdelse i januar sidste år, erkendte sig skyldig i at planlægge, men som hun senere har ændret forklaring omkring, så hun i dag nægter sig skyldig. Gang på gang har hun i løbet af de seneste uger, hvor retssagen er foregået, gentaget, at hun aldrig havde til hensigt faktisk at udføre angrebene.

Og det er netop det, der er sagens kerne. Ville hun faktisk føre de angreb, som hun utvivlsomt har kommunikeret om, ud i livet?

Lynhurtig radikalisering

Svaret på det spørgsmål er et rungende ja, hvis man spørger anklager Kristian Kirk, der af samme grund tidligere har betegnet sagen som »ukompliceret«.

»Hun har udvist resistens over for omverdenen. Hun drømmer om at gøre en forskel for Allah. Det er skræmmende, og hun skal tages alvorligt som terrorist,« sagde anklageren under sine afsluttende bemærkninger.

Omvendt hævder pigen, at hun aldrig havde i sinde faktisk at føre angrebene ud i livet, men bare kedede sig og »ville virke interessant«.

Mette Grith Stage, der er pigens advokat, har under sit forsvar fremhævet, hvordan pigen har haft en svær barndom. Hvordan hun har været selvskadende og sky, følt sig lidt kedelig, og har savnet spænding og opmærksomhed.

Fra det udgangspunkt begyndte pigens interesse for først islam, og kort tid efter for Islamisk Stat, at blomstre frem.

Det førte - er der enighed om i retten - til en lynhurtig radikalisering, som vakte bekymring hos pigens mor. Hun kontaktede derfor flere gange både politi og kommune i løbet af efteråret 2015. Ikke fordi hun var bekymret for, at datteren ville skade andre, men fordi hun var bekymret for pigen, har Mette Grith Stage understreget.

Lavede PET en fejlvurdering?

Som belæg har forsvarsadvokaten også hevet den vurdering af pigen, som politiet og PET lavede efter en bekymringssamtale 2. december 2015, frem. Her vurderede myndighederne ikke, at pigen var en umiddelbar trussel.

En vurdering, som man lavede om fem uger efter, da pigen blev anholdt, og som man allerede i december ville have kunnet se, var forkert, hvis man havde kendt til den dokumentation, der er blevet fremlagt under retssagen, har Kristian Kirk svaret forsvareren igen.

Hvorvidt pigen findes skyldig i forsøg på terror eller ej, afgøres af et nævningeting bestående af tre dommere og seks nævninge. Afgørelsen ventes kort efter kl. 9.30 tirsdag.

Såfremt pigen findes skyldig, vil der torsdag eftermiddag blive taget stilling til hendes straf.

Dommen skulle egentlig være faldet for 11 dage siden, men fordi  anklager Kristian Kirk noget usædvanligt fik lov til at fremlægge nye beviser i sagen i sidste uge, blev afgørelsen udskudt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.