Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nu er 140 personer blevet afhørt i Tibet-sagen

Den Uafhængige Politiklagemyndighed er ved at undersøge, hvordan politiet håndterede kinesiske statsbesøg.

København: Tibet-sagen tegner til at blive en af de største efterforskninger nogensinde hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP.

Foreløbig er 140 personer blevet afhørt, oplyser direktør Kirsten Dyrman torsdag.

De fordeler sig på 117 politifolk og 23 civile personer, men man er langt fra færdig. Et stort antal er indkaldt til afhøringer frem til sommerferien.

Hidtil er ingen blevet afhørt som mistænkt i sagen, lyder det fra direktøren.

DUP skal afdække, om politifolk overtrådte straffeloven i forbindelse med, at politiet vildledte skiftende justitsministre og Folketinget om, hvordan politiet håndterede tre kinesiske statsbesøg. De fandt sted i 2012, 2013 og 2014.

I en stribe tilfælde har Københavns Politi givet urigtige oplysninger om indsatsen. For eksempel om, hvorvidt der blev grebet ind over for borgere, som ville vifte med Tibets flag under præsident Hu Jintaos besøg i 2012.

Vildledningen skete også i forbindelse med en retssag, som var anlagt af seks borgere mod Københavns Politi.

DUP's efterforskning drejer sig om, hvorvidt der er sket magtmisbrug og tjenesteforsømmelse.

På grund af sagen har Københavns Politi i øvrigt besluttet at forflytte en vicepolitiinspektør og en politikommissær.

Men regeringen har også nedsat en kommission, der ledes af landsdommer Tuk Bagger. Den skal blandt andet afklare, hvordan det gik til, at politiet i en intern ordre besluttede at gå efter Tibet-sympatisører.

Kommissionen har bestilt materiale fra Udenrigsministeriet, Statsministeriet, Justitsministeriet, Politiets Efterretningstjeneste, Københavns Politi, Rigspolitiet samt netop DUP.

Foreløbig har kommissionen fået en del dokumenter fra tre af de syv myndigheder, oplyser Tuk Bagger.

Hun skriver i en mail, at hun håber, at kommissionen kan indlede afhøringer i efteråret, men det er ikke sikkert, at det kan lade sig gøre.

En aktindsigt har vist, at Kinas ambassadør talte med Udenrigsministeriets departementschef, Claus Grube, forud for præsidentbesøget i 2012. Ambassadørens budskab var, at protibetanske demonstrationer udgjorde en stor fare.

Desuden orienterede Danmarks ambassadør i Kina internt om, at "status, prestige, "ansigt"spiller en helt anden og stor rolle for de kinesiske ledere, end vi kender det i Vesten."

Og i en orientering af Københavns Politi fortalte PET netop, at kineserne meget nødigt ville tabe ansigt, er det kommet frem i den førnævnte retssag.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.