Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nabo til Experimentarium: »Vi kunne mærke varmen gennem væggen«

En voldsom brand i Experimentarium i Hellerup har betydet to tilskadekomne. Et øjenvidne, der arbejder på et kontor ved siden af, måtte løbe ud af bygningen.

Brand ved Eksperimentarium i Hellerup mandag eftermiddag d. 27. april 2015.
Brand ved Eksperimentarium i Hellerup mandag eftermiddag d. 27. april 2015.

Da der mandag eftermiddag udbrød en kraftig brand i Experimentarium i Hellerup, stod Rasmus Kampman i samme bygning med en flok kolleger midt i frokosten.

»Vi stod i køkkenet, hvorfra vi kunne se en stor, tyk røg komme væltende fra Experimentarium. Vi kunne faktisk mærke varmen gennem muren - for vi deler en mur med Experimentarium. Og så løb vi,« siger Rasmus Kampman til Berlingske Nyhedsbureau.

Men selvom branden udvikler sig kraftigt og udsender en massiv, sort søjle af røg, gik der ikke panik i Rasmus Kampman og kollegerne hos Implement Consulting Group, og flere havde tid til at trække smartphones op af lommerne og filme episoden, mens bygningen blev evakueret.

»Vi tog det ikke så alvorligt, som vi burde, fordi vi har haft voldsomt mange falske brandalarmer den seneste tid, fordi byggeriet har udløst røgalarmerne,« fortæller Rasmus Kampman med henvisning til ombygningen af Experimentarium, som i mellemtiden er flyttet til midlertidige lokaler i København.

»Vi luntede egentlig bare. Det var først, da vi kom ud og tænkte, vi ville gå op igen af en anden indgang for at hente en pung og nogle nøgler, at vi godt kunne se, at det kunne vi slet ikke,« tilføjer Rasmus Kampman, der siden har stået på passende afstand af bygningen og set brandbiler, ambulancer og politibiler ankomme til stedet.

Ifølge TV 2 er der i alt 21 brandbiler på stedet.

»Jeg kan også mærke varmen herovre. Den er heftig. Jeg tror, det brænder ned til grunden. Der er en sort røgsøjle, så man næsten ikke kan se himlen,« siger han med udsigten til en nedbrændt arbejdsplads:

»Så vidt jeg ved, kom alle ud - og det er jo det vigtigste.«

Experimentarium melder om to tilskadekomne - en person er angiveligt til observation for røgforgiftning, mens den anden skulle være kommet til skade med sin fod. Experimentariums administrerende direktør, Kim Herlev, oplyser til Berlingske Nyhedsbureau, at man formoder, det er arbejdet omkring at lægge nyt tagpap på bygningen, der har udløst branden. Ingen af delene er dog bekræftet af brandvæsenet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.