Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Når politikerne sparker nedad, vinder de stemmer - selv fra syndebukkene

Op mod valget kan man forvente flere politiske kampagner, der slår på udvalgte svage befolkningsgrupper. Kampagnerne vækker forargelse, men de virker. Endda hos de ressourcesvage selv.

454.215 kroner er det centrale beløb i Venstres kampagne mod kontanthjælpsmodtagere. Arkivfoto: Linda Kastrup.
454.215 kroner er det centrale beløb i Venstres kampagne mod kontanthjælpsmodtagere. Arkivfoto: Linda Kastrup.

Kunne man forestille sig en politisk kampagne med teksten »Stramme bankregler og flere krav til finansverdenen« glide forbi på byens busser? Ville en kampagne, der blev søsat med udråbet »12.000.000 KR.« i tykke versaler og underteksten »Det fik en direktør i gyldent håndtryk, da han forlod en bank under konkurs« vække opsigt?

Måske. Men den slags kampagneprygl til eliten, de rige og systemet er der ikke stemmer i. I hvert fald ikke de rigtige stemmer, som kan afgøre det snarlige folketingsvalg.

Så de seneste to kampagner fra landets største politiske partier har ikke vendt skytset opad. Venstre og Socialdemokraterne har valgt at skyde på befolkningsgrupper, som i forvejen hører til blandt landets ressourcesvageste, nemlig kontanthjælpsmodtagere og indvandrere. De »sparker nedad«, lyder en kritik af kampagnerne, som har vakt forargelse – også internt blandt partimedlemmer.

Men partierne gør det, fordi det virker. Endda blandt syndebukkene selv. Det er fornemmelsen hos reklameeksperter, og fornemmelsen blev i den forløbne uge understøttet af en Greens-måling for Børsen, som viste en massiv socialdemokratisk fremgang på 3,5 procentpoint til 24,4 pct. af vælgerne. Dansk Folkeparti gik derimod kraftigt tilbage, og pludselig er der fornyet spænding om det kommende valg.

Så vi kan forvente mere skåret over samme barske kampagnelæst i de kommende måneder, mener reklamefolk og politiske eksperter:

»Kommunikationsfagligt er kampagnerne skarpe. Tidligere har de store partier satset på »catch all«-kampagner, som favnede alle vælgere, men også var uden kant. Her går de efter én helt bestemt målgruppe,« siger Per Rystrøm, direktør i kommunikationsbureauet Operate.

Målgruppen er mere præcist de cirka 200.000 vælgere, som har bevæget sig fra de store partier over til Dansk Folkeparti de senere år:

»Når man vinkler på, at »man skal yde, før man kan nyde«, vil der være massiv opbakning i befolkningen. I virkeligheden også blandt de svageste. Folk med de laveste indkomster hører til de allermest kritiske over for andre med lave indkomster,« siger Per Rystrøm.

De mistroiske danskere

Målgruppen, som alle bejler til, er dem, man kunne kalde »de mistroiske«. De kan lide ideen om Danmark, men er samtidig mistænksomme over for med-danskeres ageren og motiver. De er tilhængere af velfærdssamfundet, men også stærkt optaget af en retfærdig fordeling af ret og pligt. For som alle andre flokdyr har mennesket et biologisk instinkt, der slet ikke tolererer dem, der snylter på fællesskabet:

»Psykologiske undersøgelser har gentagne gange vist, at vi er særligt gode til at spotte snydere iblandt os. Næsten enhver kulturel og ideologisk forskel mellem mennesker på tværs af kloden udviskes i det øjeblik, du viser dem en snyder eller en, der »nasser på fællesskabet«. Det er alle imod. Det er præcis det, kampagner som disse spiller på,« siger Michael Bank Petersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Han forsker bl.a. i, hvilken betydning den urmenneskelige psykologi og biologi har for vores politiske ageren. Derfor ved han også, at jo mere kampagner spiller på følelser, billeder og konkrete personer, desto bedre virker de:

»For at en kampagne har effekt, skal vælgerne huske den. Og vi er fra naturens side bygget til kun at kunne forholde os til et begrænset antal konkrete medmennesker. Så jo mere personorienteret en kampagne er, desto mere bliver folks underliggende følelser påvirket, og jo længere varer effekten.«

»Uværdig«, »plat«, »beskidt« ...

Risikoen ved skarptskårne, personfokuserede kampagner er, at man støder andre end målgruppen bort. Og følelser omkring de nye kampagner har der været rigeligt af.

Med teksten »454.215,00 kr. – Det kan et ægtepar på kontanthjælp med tre børn nu årligt få i samlede offentlige ydelser« skød Venstre i begyndelsen af marts sin »det skal kunne betale sig at arbejde«-kampagne ud over rampen. Med øjeblikkelig forargelse til følge.

Informations lederskribent harcelerede således over, at et parti førte så »plat og gemen« en »kampagne mod landets fattigste«. I Kristeligt Dagblad betegnede en leder kampagnen som »uværdig«, »under niveau« og som appellerende til »den indre svinehund«. BT efterlyste på lederplads konkrete forslag til, hvad Venstre vil med kontanthjælpen frem for blot at vække danskernes letkøbte forargelse.

For godt en uge siden var det så Socialdemokraternes tur. »Kommer du til Danmark, skal du arbejde« og »Stramme asylregler og flere krav til indvandrere« hed de to budskaber på plakater landet over ledsaget af Helle Thorning-Schmidts smil.

Frontfigurer fra Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp advarede i Berlingske om den negative retorik og manglen på medmenneskelighed, mens venstrefløjskoryfæet Preben Wilhjelm under overskriften »Der er beskidt i Thornings stue« lod Informations læsere forstå, at han efterhånden fandt S lige så tæppetissende som det Dansk Folkeparti, Poul Nyrup Rasmussen i 1999 affærdigede med et » ...stuerene, det bliver I aldrig«.

Forfatteren Knud Romer, der selv har en fortid i reklamebranchen, hører til kritikerne – både hvad angår form og indhold:

»Man bygger sine kampagner op på at ramme de mest udsatte og magtesløse grupper og driver en smålig forbitrelsens politik mod dem. Mener Venstre virkelig, at det i sværmen af landets udfordringer er kontanthjælpsmodtagerne, der er det største problem? Og man må undre sig over at se en statsminister – et af landets mest privilegerede mennesker – lægge ansigt til en kampagne om, at indvandrere og flygtninge skulle være dovne. Det er vanvittigt. Ren symbolpolitik. Hvor er visionerne og initiativerne?« spørger Knud Romer, som kalder det »vrøvl«, at vælgerne ikke kan håndtere mere komplekse kampagnebudskaber:

»Det handler om, at alle partier kæmper om midten. De kan ikke længere komme ud med ideologi eller visioner i angst for at støde nogen fra sig. Det er synd, at ingen længere tør drive politik og sige: »Dette samfund drømmer vi om. Stem på os eller lad være«.«

Retorik annullerer politisk projekt

De to partier har haft travlt med at parere kritikken. Det er systemet, hvori det ikke kan betale sig at arbejde, eller hvori der stilles for få krav om integration, der er skurken – ikke de enkelte skæbner, har et typisk forsvar lydt.

Kampagner op til folketingsvalgene og politisk kommunikation generelt har ofte haft konkrete befolkningsgrupper eller en konkret person som symbol.

Ved valget i 1998 var eksempelvis »kassedamen« og hendes løn et kæmpe tema.

Og i statsminister Thorning-Schmidts nytårstaler er de menneskelige eksempler i de senere år blevet klappet ud i stavelser med fremhævelse af eksempelvis »Else på 93 år, der går til stolegymnastik« og »Laura på 21, som overvandt faderens druk«. Skoleeleven »Emil« har i Thornings seneste tre åbningstaler i Folketinget været en tilbagevendende figur.

Normalt er konkrete borgere som disse dog brugt positivt som eksempler på mennesker, der er kommet i klemme og eller fortjener samfundets ypperste service.

Kampagner, der gør en befolkningsgruppe til prygelknabe, er ifølge reklame- og kommunikationsfolk et nyt fænomen, men retorikken har været der i nogle år. I 2013 og 2014 talte politikere fra både højre og venstre side af den politiske skala f.eks. om østeuropæere som »græshopper«, der ikke bare skulle »komme og bruge Danmark som campingplads«, men skulle »stresses«. Om tiggere og gademusikanter, der skulle »straffes«.

Inden da var hele Danmark kommet på øgenavn med Fattig-Carina og Dovne Robert – to arketyper på det passiviserede, offentligt forsørgede Danmark.

Men, siger filosof Malene Trock Hempler, hele den forskydning i retorik og ansvarsplacering risikerer at gøre politik i sig selv tom og indholdsløs:

»Den fremherskende logik bliver, at det ikke er systemet, der fejler, men individet. Deri ligger både en reduktion af mennesket og af det politiske, fordi det mellemmenneskelige og fællesskabet dermed elimineres. For når ansvaret havner hos den enkelte, og det ikke er systemet, der fejler, så er det de enkelte mennesker og grupper, der skal styres – og det gør man med kontrol og styring oppefra,« siger Malene Trock Hempler:

»Systemkritikken og samfundskritikken får dermed meget trange kår, fordi kritikken i stedet retter sig mod individet, og det er i modstrid med hele det politiske projekts ånd, som er at tage ansvar for en større sammenhæng.«

Om målgruppen er tilstrækkeligt påvirkelig afsløres ved folketingsvalget, som skal afholdes senest 15. september.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.