Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Når jeg drømmer, har jeg ingen ben«

Krigen i Afghanistan er på vej ind i sidste fase, og Danmark trækker de kommende uger sine fodsoldater hjem. 43 danske soldater har mistet livet i Afghanistan-krigen. 211 er blevet såret, hvoraf mange vil slæbe rundt på alvorlige skader resten af livet. Og missionen har kostet Danmark mindst 15 mia. kr. Var det prisen værd?

Mark Peters mistede begge ben i krigen i Afghanistan, hvor han var udsendt som soldat.
Mark Peters mistede begge ben i krigen i Afghanistan, hvor han var udsendt som soldat.

Han sætter vækkeuret til at ringe, lang tid før han skal af sted. For det er besværligt at komme ned i bilen.

Glemmer han at købe en liter mælk, orker han ikke at vende tilbage til indkøbscentret. Engang var han 1,72 m høj; i dag måler han 1,34 m. Og han tager ikke længere med vennerne i byen i weekenden. De ringer ikke mere.

30-årige Mark Peters er en af Afghanistan-krigens ofre.

Den 12. november 2009 trådte han på en nedgravet sprængladning på en patrulje nær militærlejren Barakzai ved Helmand-floden. Han mistede begge ben, en tommelfinger på den ene hånd, en langfinger på den anden. Det ene ben var sprængt af så højt oppe ved balden, at lægerne ikke havde set fortilfælde og havde problemer med at sætte en protese på.

I dag bor Mark Peters på toppen af Solrød. Han har købt en 164 kvm stor lejlighed til sig selv i Egeparken med frit udsyn over Solrøds parcelhuskvarter. En ydre elevator bringer ham op og ned.

Mark Peters åbner yderdøren og tager imod fra sin kørestol. De sorte proteser – hans nye ben – hviler op ad en sort lædersofa. To PlayStations og en 60 tommer fladskærm fylder stuen, men hjemmet afslører også, at der bor en soldat. Et par camouflagerygsække er smidt i et af værelserne, tre militærhjelme er placeret i en reol. Der ligger også en skihjelm. Han har lært at stå på ski og forsøger at træne kroppen. Efter at Mark Peters mistede benene, har han gennemført tre maratoner med håndcykel. Med rolig stemme fastholder han, at han har affundet sig med sit handikap.

»Jeg har det ok. Men alt er blevet besværligt,« siger Mark Peters.

Han sidder i kørestolen og vipper med den tilbageværende stump på højre ben. Indimellem masserer han det og slår let på det tilbageværende stykke.

»Jeg kan f.eks. ikke bare bestille en flybillet. Jeg skal sikre mig, at der er en handikapplads, og at jeg kan få hjælp i flyet. Jeg skal også booke kørestolen ind, og jeg skal sikre mig, at det er et fly, hvor man kan gå ombord direkte fra terminalen. Og så i øvrigt være indstillet på, at både proteser og kørestol bipper løs i sikkerhedskontrollen. Bare at flyve til Bornholm kræver rigtig meget,« siger Mark Peters.

Til dagligt arbejder han i Forsvarets Koncernfælles Informatiktjeneste – som man kan kalde forsvarets it-tjeneste - og er lige skiftet til en ny stilling, hvor han skal overvåge it-systemer og registrere hardware. Han har ikke gjort sig nogen forestilling om, hvad han skal arbejde med de næste 35 år.

»Jeg ved ikke, om jeg kan blive i forsvaret. Eller om jeg vil. Jeg har overhovedet ingen idé om noget andet end forsvaret. For jeg ved ikke, hvad jeg kan. Jo, jeg ved godt, hvad jeg kan – jeg var en dygtig kampsoldat – men jeg ved ikke, hvad jeg kan bruge det til,« siger Mark Peters.

Mark Peters er næsten personificeringen på Danmarks aktivistiske udenrigspolitik de seneste årtier. Han har været i Kosovo, i Irak, i Afghanistan. De danske soldater udsendes et halvt år ad gangen, og alene Mark Peters tre forskellige udsendelser til Afghanistan er fortællingen om en krig, som ændrede ansigt med årene. Første gang Mark Peters var i Afghanistan, lå danskerne i intens bykrig i Musa Qala; på det andet hold var de i åben ørkenkrig; og på det tredje hold var Mark Peters i krig i Helmands tæt bevoksede Green Zone, hvor Danmark har lidt de største tab.

Ca. 9.500 danske soldater har været udsendt til Afghanistan siden 2002. Men om få dage bliver der sat punktum. Efter 11 år og syv måneder i Afghanistan trækker Danmark sine infanterister – kampsoldaterne til fods – ud af det krigsplagede land. Kun en kampvognsdeling og soldater, bl.a. danske specialstyrker, som skal uddanne det afghanske politi, bliver derude. Tilbage står spørgsmålene: Hvad har vi opnået i Afghanistan efter den længste krig i nyere tid? Står omkostningerne mål med resultaterne?

»Vi har jo ikke set nogen terroraktioner på størrelse med 11. september siden da. Så jeg er temmelig sikker på, at krigen har tjent et større formål – selv om mange siger, at det ikke var vores krig,« siger Mark Peters.

Krigen begyndte, fordi Taliban-styret husede al-Qaeda-netværket op til 11. september 2001. I begyndelsen handlede det om at indtage hovedstaden Kabul, smadre al-Qaeda-træningslejre og så den mislykkede jagt på al-Qaeda-leder Osama bin Laden gennem Tora Bora-bjergene. Danske specialstyrker, både jægersoldater og frømænd, opererede i krigens første måneder bag fjendens linjer fra byen Kandahar. Anført af amerikanerne satte Vesten sig på adskillige knudepunkter, og fra 2003 overtog Nato missionen i Afghanistan.

Der var ikke den store polemik om krigen, hverken internationalt eller herhjemme, for sympatien og goodwill’en efter de knækkede tvillingetårne i New York var enorm, og i de første år lignede det en klar sejr over Taliban. Faktisk blev der fra 2003 og årene frem kigget med væsentlig større bekymring på krigen i Irak.

Udefra kan det imidlertid undre, hvorfor en fælles front af verdens stærkeste militærnationer med tusinder af kampfly, kamphelikoptere, kampvogne, droner, radarer, elitesoldater og højteknologisk isenkram ikke knuste Taliban på få år. Men missionen viste sig at være langt mere kompliceret end først antaget: Opiumhandlen sendte milliardstore beløb i hænderne på Taliban og kunne ikke stoppes, korruption åd sig ind på alle niveauer, og krigen i sig selv fødte flere og flere fjender. For hver gang en fjende blev dræbt, fødtes ti nye Taliban-sympatisører, som man sagde.

Taliban og pakistanske stammer viste sig også at være sammenvævet som mikadopinde, og 885 km ubevogtet grænseland op mod Pakistan gav fjenden frit spil. Danske soldater fortalte, at de mest hårdføre modstandere i virkeligheden slet ikke kom fra Afghanistan, men fra Pakistan. Desuden kæmpede parterne på ulige vilkår. Taliban overtrådte systematisk alle konventioner og kæmpede med vejsidebomber, selvmordsbomber og bomber gemt på efterladte æsler. Og talibanerne skulle ikke vinde; de skulle bare overleve. Og næste spørgsmål: Hvem var Taliban? Grænsen mellem en lokal bonde med en kalasjnikov i hånden og en Taliban-støtte var hårfin.

Hvad der begyndte som en hævnaktion på 11. september, svulmede med årene op til et projekt om kvindefrigørelse, pigeskoler, demokrati og meget mere. I flere år kæmpede man efter devisen: »Winning hearts and minds«. Hvis blot man tilførte de civile tilstrækkeligt med goder – brønde, huse, skoler, lægeklinikker, bistandsprojekter og især penge – ville lokalbefolkningen vende Taliban ryggen, lød strategien. Sådan gik det ikke. Afghanistan-forskere påpegede: Befolkningen tager imod gaver fra Nato om dagen og kæmper med Taliban om natten. Projekt Afghanistan blev mere og mere uoverskueligt.

I 2006 fordoblede Danmark antallet af soldater og sendte endda tropperne til Taliban-højborgen Helmand-provinsen. Danskernes fokus har især været byen Gereshk, og danske soldater har gentagne gange fremhævet den øgede sikkerhed i Gereshk som argument for, at missionen gav mening. 19. september 2007 angreb tre danske delinger ind i det beplantede område Green Zone nordøst for Gereshk, og slaget ved Zumbalay blev startskuddet til de hårdeste kampe for danske soldater i nyere tid. 43 danske soldater har mistet livet i Afghanistan, 211 er blevet såret. De fleste skader er sket i Green Zone.

Den 29. juli 2009 trådte Dennis Dencker på en nedgravet sprængladning i Green Zone. Det skete, blot få dage før han skulle være rejst hjem. Han blev opereret mere end 10 gange, mistede sin ene fod og ene testikel.

»Afghanistan er den fedeste oplevelse i mit liv. Men selvfølgelig vil jeg gerne have min højre fod igen. Havde jeg vidst, at jeg ville miste min fod, var jeg ikke taget af sted,« siger Dennis Dencker, 27 år.

I Afghanistan oplevede han, at danskerne bidrog til at beskytte de lokale imod Taliban.

»Vi kunne tydeligt se, hvor vi havde kontrol, for børnene kom hen til os. Men om det var det hele værd? Det er et meget svært spørgsmål. På mange punkter så vi en udvikling. Men i to måneder gik vi ikke patrulje uden for lejren Armadillo, og straks efter var Taliban over det hele, og der var miner over alt. Hvad så, når vi trækker os helt ud,« spørger Dennis Dencker.

Han oplevede at få god hjælp efter sin skade. Både fra forsvaret og frivillige organisationer.

»Men det har ramt mig mentalt at miste foden. Jeg har ikke PTSD, men der er dage, hvor jeg bare hader det hele og tænker: Hvorfor har jeg ikke min fod? Så bliver jeg under dynen. Det går over igen, og det sker sjældnere og sjældnere,« siger Dennis Dencker.

Dennis Dencker er ved at tage en hf-eksamen og vil forlade forsvaret. Han skal ikke i krig igen:

»Jeg har leget jorden er giftig. Jeg tabte.«

Det vakte opsigt, da den daværende chef for de danske styrker i Afghanistan, oberstløjtnant Jens Lønborg, i 2008 offentligt sagde, at vi inden for en årrække på maksimalt fem år kunne reducere Nato-styrkerne. Lønborg henviste til den hastighed, som den regeringsvenlige afghanske hær, Afghan National Army, voksede med. Lønborg endte således – ganske vist med hjælp fra en global finanskrise og en vis krigstræthed i Washington og London – ikke bare med at få ret i reduktionen, alle danske infanterister er ude inden de varslede fem år. Men den igangværende Afghanistan-exit skyldes også, at ambitionerne blev sænket. Kvinderettigheder og demokrati trådte i baggrunden, så fokus de senere år i højere grad har været at skabe nogenlunde sikkerhed i landet, ligesom der er sket en gradvis erkendelse af, at Taliban vil være en del af fremtidens Afghanistan.

I dag er Jens Lønborg chef for operationsdivisionen i Hærens Operative Kommando, og spørger man ham, hvad vi har opnået med krigen i Afghanistan, svarer han kortfattet:

»Vi har opnået, at de afghanske sikkerhedsstyrker er klar til at tage ansvaret for deres eget land.«

Da Lønborg i 2008 varslede krigens afslutning, blev der uddannet godt 2.000 afghanske soldater hver måned. I dag tæller den afghanske hær ca. 200.000 soldater. Målet er at nå 260.000 soldater i 2015. Medregner man også andre sikkerhedsfolk, herunder politiet, tæller den samlede afghanske sikkerhedsstyrke i dag 360.000 mænd, oplyser det afghanske forsvarsministerium. I et telefoninterview med Berlingske fastholder oberst Muhammed Zaher Murad fra det afghanske forsvarsministerium, at afghanerne er klar til at overtage sikkerheden.

»Antallet af sikkerhedsstyrker øges dag for dag, og de får en god uddannelse. Vi er klar til at forsvare vores land,« siger obersten.49 lande har i næsten 12 år forsøgt at nedkæmpe oprørerne. Hvad får dig til at tro, at I selv kan?»Det er noget andet, når udenlandske tropper kommer ind i landet. Vi har en bedre forståelse for det afghanske folk og et godt forhold til folket. Og nogle udenlandske tropper vil stadig være her,« siger Muhammed Zaher Murad.

Afghanistan-krigen har i runde tal kostet det danske forsvar 11,5 mia. kr., mens Udenrigsministeriet siden 2001 gennem udviklingsbistand og humanitær bistand har sendt 3,5 mia. kr. til »vejkrydset i Centralasien.«

På spørgsmålet, om krigen er 43 døde, 211 sårede og mere end 15 mia. danske skattekroner værd, svarer oberstløjtnant Jens Lønborg fra Hærens Operative Kommando:

»Jeg kan militærfagligt sige, at vi har løst opgaven på den rigtige måde. Om indsatsen er 10 eller 20 mia. kr. værd, det har jeg ingen holdning til.«

Det har lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvars-akademiet:

»Set for den enkelte familie, som har mistet en søn i Afghanistan, er det selvfølgelig ikke prisen værd. Men set i det store perspektiv handlede Afghanistan om at bakke op om Nato-alliancen. I dag taler både amerikanerne og briterne rigtig godt om os og er nære allierede, og det sparer dansk forsvar for mange penge. Set i det lys var Afghanistan-krigen helt klart prisen værd,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Han skelner mellem, hvad vi har opnået strategisk og operativt:

»Strategisk ville vi bakke op om Nato-alliancen. Det har virket. Operativt kommer al-Qaeda ikke igen. Til gengæld har det vist sig at være meget problematisk at skabe demokrati. Havde vi holdt fast i at ville skabe kvinderettigheder og demokrati, var vi blevet i Afghanistan for evigt. Nu kan vi komme ud med æren i behold og uden at udløse en borgerkrig, så snart vi er ude.«

Peter Viggo Jakobsen understreger, at lærepengene fra Afghanistan allerede har smittet af på Vestens tilgang til konflikter.

»Vi har lært, at vi ikke kan tage et land som Irak, Afghanistan eller Somalia og skabe demokrati på ti år. Vi kan godt slå en masse fjender ihjel, men vi kan ikke lære befolkningen, hvordan de skal drive et samfund. Konsekvensen har vi allerede set i Libyen. Vi vil gerne vælte regeringen, men uden at blande os efterfølgende. Og vi har set det i Mali, hvor vi gerne vil hjælpe med at nedkæmpe terrorister, men ikke blande os i, hvordan de driver deres land.«

Tilbage i Mark Peters lejlighed på toppen af Solrød bliver den 30-årige soldat mere stille, når man spørger, om krigen var det hele værd. Han overvejer sit svar. Men siger bestemt:

»Jeg var taget af sted lige meget hvad.«

Han flytter på sig i kørestolen.

»Jeg er ked af, at jeg kom til skade. Jeg er ked af, at jeg har mistet mine ben. Jeg er ked af, at jeg ser sådan her ud i dag. Men jeg fortryder ikke. Det var et fedt liv derude. Jeg fandt det, jeg troede, jeg skulle lave resten af mit liv; det, jeg var god til, og det, jeg var glad for. Selv når jeg i dag mødes med kammeraterne, og vi taler om alle lorteopgaverne dernede, griner jeg stadig,« siger Mark Peters.

Han indskyder, at han føler sig afklaret med et liv uden ben.

»Jeg har én gang oplevet i byen, at en anden løb med mine krykker, fordi han blev sur. Da var jeg virkelig prisgivet. Men nu er jeg holdt helt op med at tage med. Det gør det lidt svært at møde en ny kæreste. Men jeg er nok også lidt tilbageholdende, fordi jeg ikke ved, hvordan pigerne reagerer. Jeg har kun haft én dårlig oplevelse: En pige i byen spurgte, hvorfor jeg havde krykker. Så sagde jeg, at jeg var amputeret og bankede på mine proteser. Så gik hun. Uden at sige noget. Men når jeg drømmer om natten, har jeg ingen ben. Jeg har drømt, at jeg kan gå normalt, men jeg har altid proteser i mine drømme. Jeg er altid amputeret. Jeg tror, at drømmene skyldes, at jeg har erkendt, at sådan bliver livet for mig.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.