Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Når Alperne bliver eksotiske

Hver søndag reflekterer Berlingskes korre­spondenter over det sted i verden, de har slået sig ned. I denne uge skal vi dog med Allan Sørensen og søn på ski i Frankrig.

berlingskes korrespondent i Jerusalem

Bøj dig lige ned, far, jeg har et spørgsmål: »Kan vi blive her indtil vinteren slutter?«

Det var vores sidste dag på ski i Les Menuires i de franske alper. Der var gået en uge, siden vi ankom. Om en time skulle vi aflevere udstyr og køre til Genève for at nå flyet tilbage til Israel. Min syvårige søn og jeg stod på toppen af en af løjperne, da han pludselig forstod, at hjemturen var nær.

Jeg anede hans store bedende øjne bag skibrillerne. Hans spørgsmål var så oprigtigt. Den lille brune dreng, der har set sne én gang i sit liv i Jerusalem og haft sin koldeste oplevelse på minus én grad i de par timer, det varede. Ham, der lige som mine andre tre børn er vant til at svømme i havet til slutningen af oktober, og ikke så meget som blinker, når temperaturen sniger sig op på 44 ved Det Døde Hav. Den søn, der efter otte dage i en øde kokosplantage på stranden i Kerala i Indien, var parat til at blive fisker, rovfugleekspert eller en af dem, der hjælper med at bevare den vildtlevende tiger.

Her stod han i minus otte grader og ville have mere af det hele. Flere ture på løjperne. Mere hygge i træhytten med fætter Peter fra Aalborg og resten af skislænget fra Nordjylland, der tager af sted hvert år. Og som denne gang havde været med til at give min søn en helt særlig førstegangsoplevelse på ski.

Jeg havde forsøgt at forberede ham, men vidste ærligt talt ikke, hvordan han ville reagere. Ville det være for koldt for hans mellemøsttempererede krop? Ville han være utryg i skiskolen de første to dage, fordi læreren ikke talte nogle af de sprog, vi selv taler? Ville det være en far-søn-tur, hvor jeg, ligesom i andre tilfælde, måske lidt for nidkært forsøger at pådutte ham noget af min egen baggrund? Sådan har det været siden hans fødsel, fordi Danmark er langt væk, når man bor i Mellemøsten. Man kommer til at udvikle ritualer omkring de mest bizarre ting. Jeg husker min egen latterlige glæde, da han spiste sin første stærke lakrids med velbehag, og jeg bliver stadig lykkelig, når han med tiden forstår mere og mere dansk. Jeg tager ofte mig selv i at vente utålmodigt på, at han skal lære at mestre et musikinstrument. Ikke fordi vi er nogen stræberfamilie, hvor doktorgraden og en vandkæmmet violinbarndom er et must. Han må for min skyld gøre lige, hvad han vil. Men de øjeblikke, hjerterne banker i takt, hvor ens egen barnlige glæde ved et stykke musik deles, eller følelsen af den kolde bjergvind på kinderne, også frempresser et smil hos ham. De øjeblikke er uovertrufne.

Svaret på hans spørgsmål var naturligvis nej. Vi kunne ikke blive til slutningen af vinteren. Heller ikke selv om de franske alper havde vist sig fra den mest eksotiske side. Helt anderledes end de nøgne klipper og hårde hvide sten, han er vant til i Jerusalem. Mine tanker var fulde af Charlie Hebdo-dramaet, der på det tidspunkt stadig udfoldede sig nogle hundrede kilometer nordpå. Han anede ingenting, ligesom han heller aldrig ved, hvad der sker i Jerusalem, Gaza, Irak og Syrien.

Som mange andre børn gør, når de får et klart nej, gik han ned i pris. Han begyndte at prutte for at få indflydelse på den sidste time. Han bestemte ruten ned og kørte i ekstrastore sving for at vinde nogle få øjeblikke mere på løjpen. Halvvejs nede stoppede han op. Han havde endnu et spørgsmål: »Kan vi køre ind til Alfred?« Langtfra den mest eksklusive restaurant i området. Men uden tvivl en kandidat i kampen om det hyggeligste sted, hvor et ældre fransk ægtepar serverer for gæsterne.

Vi spiste suppe og talte om ugen der var gået. Om skiinstruktøren Nicolas, der havde lært min søn at stå på ski på to gange halvanden time. Om dengang vi var ved at blive blæst af bjerget på grund af en pludselig stærk vind. Om den »underlige« tjener, der serverede skinkepizza, da vi bad om en pizza med champignon. Både far og søn har boet i Jerusalem for længe til at vide, at skinke er lige så obligatorisk som osten på en pizza i de franske alper.

I bilen på vej til Genève var der stille længe. Ved første stop havde min søn taget en beslutning, som han gerne ville dele med mig: »Far, når jeg bliver stor, vil jeg bo i Frankrig og køre på ski hver dag, når jeg har fået fri fra skole«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.