Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Muna tog flugten fra sin egen familie: »Jeg har følt mig som et spøgelse så længe«

Da Muna som 21-årig fik en dansk kæreste, tog kontrollen i hjemmet til, og hun blev konstant overvåget af sin familie. Derfor flygtede hun og gik i skjul på et krise­center. Hun er en af de kvinder, som statsministeren i år dedikerede kvinders internationale kampdag til.

24-årige Muna bor i dag sammen med sin kæreste og parrets hund, Shiva. »Det er en kæmpe omvæltning at opbygge et liv med én, der kommer fra en helt anden verden end den, jeg har kendt til. Alting er så anderledes, men friheden har givet mig en ny styrke,« siger Muna. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
24-årige Muna bor i dag sammen med sin kæreste og parrets hund, Shiva. »Det er en kæmpe omvæltning at opbygge et liv med én, der kommer fra en helt anden verden end den, jeg har kendt til. Alting er så anderledes, men friheden har givet mig en ny styrke,« siger Muna. Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Klokken var lidt over syv den februar­morgen, Muna tog flugten ud af vinduet, kravlede tre etager ned via nedløbsrøret og landede på strømpe­sokker i den ti centimeter dybe sne.

Kort tid forinden havde faren fundet ud af, at hun havde en dansk kæreste, og selv om hun havde forsøgt at fortælle ham, at kæresten var ved at konvertere til islam, havde lussingerne haglet ned over hende, mens han havde råbt, at hun ikke længere var hans datter.

Forældrene havde taget hendes telefon. Fjernet døren ind til soveværelset. Forbudt hende at gå ud selv. Brødrene var konstant om hende, og selv om hun to gange før havde forsøgt at stikke af, havde fodtrinnene lydt få skridt bag hende og øjnene fulgt hende overalt.

Men nu var der ingen vej tilbage. Aftenen før hun klatrede ud af vinduet, havde hun siddet på sin seng. Præcis som hun havde gjort alle andre aftener i de tre måneder, der var gået, siden hendes mor havde fundet ud af, at hun var kæreste med en dansker. Igennem væggen ind til forældrenes soveværelse kunne hun høre, at familien sad og diskuterede, hvad de skulle stille op med hende:

Hun skulle på opdragelsesrejse i Libanon, hvor hun samtidig kunne få foretaget en operation, der skulle gendanne den mødom, hun havde mistet til sin kæreste.

Den »vantro«, som familien kaldte ham.

»Da min bror fortalte min mor, at jeg havde mistet min mødom til en dansk dreng, begyndte hun at græde. Hun mistede besindelsen og blev ved med at slå sig i hovedet. Alle mine brødre blev kaldt hjem og fik besked om, at de skulle overvåge mig. Først holdt hun det hemmeligt for min far, men pludselig en dag kiggede hun på ham og sagde, at jeg ikke længere var en pige. Det blev meget voldeligt, men jeg tog bare imod. Han har aldrig sagt et ord til mig siden,« fortæller den i dag 24-årige Muna om den skæbnesvangre aften for tre år siden.

Berlingske henter hende på hendes skjulte adresse, hvor hun i dag bor med den kæreste, der var årsag til det endelige opgør med familien. Vi er blevet bedt om at samle hende op, så hun kan guide os ud til det krisecenter, hvor hun boed­e efter flugten fra familien.

Muna er født og opvokset i Danmark med libanesisk-palæstinensiske forældre og er den midterste af syv søskende. Da forældrene kom til Danmark, begyndte moren på en uddannelse, men stoppede igen, fordi faren mente, det var unødvendigt. Hun hørte til i hjemmet. Han selv arbejdede som taxachaffør og drev forinden en lille forretning.

»Indtil mine to yngste brødre kom til verden, havde vi børn kun ét soveværelse. Så lå vi i én stor seng på rad og række. Jeg tænkte aldrig over, at tingene var anderledes i vores hjem end i andres. Det opdagede jeg først langt senere,« fortæller Muna.

»Jeg føler stadig, at jeg befinder mig i limbo. Det er hårdt at se tilbage og forholde mig til alt det, der er sket. Jeg savner at sidde og snakke med min mor eller gå en tur med min lillebror i barne­vognen. Men jeg bliver nødt til at prøve at se fremad,« siger 24-årige Muna. Hun har ikke set sin familie i tre år. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
»Jeg føler stadig, at jeg befinder mig i limbo. Det er hårdt at se tilbage og forholde mig til alt det, der er sket. Jeg savner at sidde og snakke med min mor eller gå en tur med min lillebror i barne­vognen. Men jeg bliver nødt til at prøve at se fremad,« siger 24-årige Muna. Hun har ikke set sin familie i tre år. Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Det muslimske parallelsamfund

Allerede meget tidligt blev det dog gjort klart for Muna, at hun ikke skulle være et barn, men læres op til at blive en kvinde. Hun skulle gøre rent og vaske tøj. Lave madpakker og følge sine brødre i skole. Når man spiste aftensmad, snakkede man sjældent sammen, og så man fjernsyn, skulle det være på arabiske kanaler.

»Vi boede i en gård, som fungerede som et mindre parallelsamfund. Fordi jeg skulle læres op til at være en god muslimsk kvinde, skulle jeg passe de andre kvinders børn og ofte foretage deres indkøb. Det var en del af opdragelsen og en del af kulturen, at jeg havde ansvaret for de ting,« fortæller Muna.

Og det handlede om at tilpasse sig, ellers faldt straffen prompte.

»Jeg husker første gang, jeg lærte afstraffelsen at kende. Jeg har måske været 11 år og havde stjålet slik i en kiosk, hvilket min mor fandt ud af. Jeg fik besked om at stå op ad en væg med armene løftet over hovedet og ansigtet mod væggen. Når mine brødre og jeg gjorde noget, vi ikke måtte, og vores forældre fandt ud af det, sagde min bror, at det var min idé. Det accepterede min far uden videre, og så var det mig, der fik en flad eller to,« siger Muna.

Med årene tog kontrollen i hjemmet til. Hvis Muna ville ses med sine veninder, skulle hun have lov af moren. Kravet var, at der ikke måtte være drenge til stede, og at de holdt det hemmeligt for faren, der ikke ville have, at hun gik ud. Det betød også, at hun altid måtte være hjemme, når han var det.

Hvis hun endelig fik lov til at forlade hjemmet, sørgede hendes brødre altid for at krydsforhøre hende inden. Hvem skulle hun ud med? Hvad skulle de lave?

Hvis en af dem forsøgte at ringe, og Muna ikke tog telefonen, begyndte en telefonlavine, hvor brødrene og hendes mor på skift kimede hende ned, indtil hun svarede.

»Jeg har haft veninder, som oplevede det samme, men det var ikke noget, vi snakkede om. Det var meget normalt. Alle kendte alle, så det handlede om respekt for de voksne. Jeg kunne ikke finde på at sige noget dårligt om mine forældre til nogen, for folk kunne godt lide dem.«

Tog flugten til opholdssted

Da Muna efter gymnasiet tog et sabbatår, var det for at kunne hjælpe til i hjemmet. Hun fik et arbejde som lærervikar på den lokale skole. Hvor mange andre unge sparede op til at backpacke i Østen eller købe en lejlighed, gav Muna hver måned lidt over halvdelen af de 13.000 kroner, hun tjente, til sin mor. Præcis som hendes søskende gjorde det.

»Min far har altid holdt pengene for sig selv, så jeg gjorde det også af medlidenhed med min mor. Ordet nej kunne ikke komme ud af min mund, for jeg har aldrig haft kendskab til det. Det har aldrig været i mit ordforråd. Jeg skulle bare indordne mig,« siger Muna.

Men mødet med hendes kæreste, og forelskelsen, der kom deraf, var en størrelse, der ikke kunne tilpasses familiens forestillinger. Derfor tog hun den februarmorgen springet ud i sneen og søgte hjælp hos krisecenteret Red, der er et opholdssted for unge i æresrelaterede konflikter.

Muna guider os ned gennem et øde kvarter og giver os besked om at dreje ind på en parkeringsplads, hvor der ligger en bygning, der udefra ikke ligner en beboelsesejendom. Bag de tykke betonvægge gemmer krisecentret sig, men før der bliver taget imod os i receptionen, skal vi godkendes via et overvågningskamera.

»Det er mærkeligt at være her igen,« siger Muna, da hun træder hen over gruspladsen.

»Første gang, jeg ankom her, føltes det som et nyt fængsel. Men jeg vidste, det var for min egen sikkerhed. Mine brødre blev ved med at skrive og ringe. Beskederne var fulde af had,« siger Muna.

I receptionen bliver der uddelt kram til højre og venstre. Gensynet er glædeligt, og Muna er husket, selv om det er tre år siden, at hun opholdt sig på centret.

»Det var overvældende at møde de andre beboere, da jeg kom hertil. Vi havde ingen livs­erfaringer, og vi var fuldstændigt amatører i livet. Jeg har følt mig som et spøgelse så længe. Vi havde været ens hele vores liv, men her fik vi mulighed for at folde os ud i forskellige retninger,« siger Muna.

Tre måneder efter at Muna flyttede ind på centeret, fik hun og kæresten en lejlighed, hvor de kunne etablere sig sammen. I dag har hun netop færdiggjort sine pædagogstudier.

Moren tavs trods kærlighedserklæring

Selv om det er tre år siden, at hun flygtede fra sin familie, går der ikke én dag, uden at hun tænker på dem. Hun har forsøgt at række en hånd ud til sin mor, men uden held.

»Jeg skrev et brev til hende. En kærlighedserklæring. At det var takket være hende, at jeg kunne se, hvad jeg ville med mit liv. Skabe de muligheder, hun aldrig har haft. Jeg bad hende forstå, at jeg stadig er hendes datter, og at vi en dag nok skal forsones igen. Jeg håbede at få et brev tilbage, men hørte ingenting. Jeg tror, hun føler, det er for sent. Men jeg savner hende,« siger Muna.

Da TV 2s programserie »Moskeerne bag sløret« for nylig rullede over skærmen og gav danskerne et indblik i, hvordan de fundamentalistiske dele af det muslimske miljø rådgiver kvinder, fulgte Muna med.

»Nogle gange, når de sagde noget på arabisk, svarede jeg tilbage til TVet, fordi jeg følte mig ramt. Når de siger, at volden skal ske på en måde, hvor mærkerne kan skjules, er det jo noget, jeg kender fra mit eget hjem. Og det samme når man ser, at folk bliver udstødt, hvis de ikke følger med strømmen. Fælles­skabet i de her miljøer handler ikke om at være fælles, det handler om at være til,« siger Muna.

»Dokumentaren giver et billede af, hvordan tingene foregår i mange muslimske miljøer. Der er ikke nok evidens på området til, at vi kan tackle det. Jeg tror, at der skal meget til, før den sociale kontrol bliver mindre. Det kræver først og fremmest, at flere står frem og fortæller deres historier, så vi kan skabe mere debat om emnet.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.