Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mobilen har gjort os alle til fotografer

Vi tager og deler flere billeder på Instagram og andre sociale medier end nogensinde før. Fotograf Kenneth Nguyen giver sit bud på, om det gør os til bedre fotografer.

Flere og flere af vores billeder bliver taget med telefoner og delt på sociale netværk. Det gør os ikke til fotografer, men nærmere dokumentarister, mener fotograf Kenneth Nguyen, der selv er flittig bruger af Instagram. Foto: Katrine Emilie Andersen
Flere og flere af vores billeder bliver taget med telefoner og delt på sociale netværk. Det gør os ikke til fotografer, men nærmere dokumentarister, mener fotograf Kenneth Nguyen, der selv er flittig bruger af Instagram. Foto: Katrine Emilie Andersen

Sætter du tusind aber foran en skrivemaskine og giver dem uendelig meget tid, så vil de på et eller andet tidspunkt have forfattet Shakespeares samlede værker. Sådan lyder teorien i hvert fald.

Teoremet om de mange aber kan, uden at der ellers skal drages paralleller mellem primater og brugere af det sociale netværk, godt sammenlignes med brugernes adfærd på Instagram. Hver dag uploader brugerne 40 millioner billeder til det sociale medie, og har man nogensinde bladret igennem en Instagram-feed, så vil man støde på en del billeder af fødder, mad og fotografen selv. Billeder af tvivlsom kvalitet, hvor der er langt, langt mellem snapsene, som man siger.

Men gør det os til bedre fotografer, at vi fotograferer og deler vores billeder mere end nogensinde før?

Ikke fotografer, men dokumentarister

Instagram er ikke fremmed for Kenneth Nguyen, der til daglig arbejder som fotograf. Han er selv flittig bruger af tjenesten, hvor han uploader flere billeder om dagen. Hos ham er mobilen blevet et fast supplement til det professionelle kamera i arbejdet som fotograf. Telefonen er lille og derfor nem at have med. Og det bedste kamera er som bekendt det, man har med sig.

En anden fordel, telefonen har, er internetforbindelsen, forklarer Kenneth Nguyen:

»Du kan uploade dit billede i det sekund, det er taget. I vores generation er vi utålmodige, og vi skal vise, hvad vi laver, og det skal være med det samme.«

Selv bruger han det sociale medie professionelt, bl.a. til at holde sit netværk opdateret om sit arbejde. Men, understreger han, en Instagram-konto gør dig ikke automatisk til stjernefotograf. Et filter gør det ikke alene.

Derfor er det ifølge ham også helt naturligt, at det ikke er alle billeder på Instagram, der er af lige høj kvalitet. At »instagramme«, som det hedder, når man foreviger et øjeblik med mobilen, handler i lige så høj grad om at dokumentere sit liv, som det handler om at tage gode billeder.

»Jeg ser ikke folk som selverklærede fotografer på Instagram. Jeg ser dem i højere grad som dokumentarister, der foreviger deres eget liv. Derfor tager folk billeder af deres mad, eller den koncert de nu er til. Om det så er spændende, må man selv vurdere,« siger Kenneth Nguyen.

Udskældte filtre

En del af forklaringen på Instagrams succes er, at man i et snuptag kan tilføje forskellige filtre og effekter, der eksempelvis får billederne til at se ældre ud, end de er. Det gør, at mindre gode billeder i en ruf pludselig ser ganske tilforladelige ud. Men det gør også, at billederne kommer til at minde om hinanden.

»Med filtrene kommer billederne til at ligne hinanden, og på den måde bliver de hurtigere glemt. Nogen gange er det direkte med til at ødelægge billederne,« siger Kenneth Nguyen.

Han bliver alligevel ofte overrasket over kvaliteten af billederne på det sociale netværk. Også billeder fra folk, der ikke har en professionel baggrund.

»Jeg bliver tit overrasket over de billeder, som folk deler. De gode billeder er dem, der fortæller en historie, der forarger eller udfordrer. At vi deler så mange billeder gør også bare, at folk er nødt til at være mere kreative i forsøget på at skille sig ud. Det er gavnligt for fotografiet.«

Samtidig kan han også godt forstå de professionelle fotografer, der mener, at det er med til at dræbe betydningen af billeder, når vi deler så meget. At der går inflation i fotografiet. Men her pointerer han igen, at det handler om at skille sig ud. Selv har Kenneth Nguyen ikke travlt med at aflive det traditionelle kamera. På trods af, at flere og flere af hans billeder bliver taget med telefonen og delt på Instagram, er det stadig det rigtige kamera, han bruger i sit arbejder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.