Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Minister vil undersøge kvaliteten i SFOen: »Vi er her ikke kun for at gå i skole eller på arbejde«

Undervisningsminister Merete Riisager igangsætter nu en undersøgelse af kvaliteten i børnenes skolefritids­ordninger. Det skal undersøges, om børnene selv synes, at de har et godt børneliv og tilstrækkelig medbestemmelse.

Undervisningsministeren igangsætter en analyse af SFO og fritidsklubber med fokus på blandt andet kvalitet. Arkivfoto: Niels Ahlmann
Undervisningsministeren igangsætter en analyse af SFO og fritidsklubber med fokus på blandt andet kvalitet. Arkivfoto: Niels Ahlmann

Ren opbevaring af dødtrætte skolebørn eller et pædagogisk tilbud af høj kvalitet? Efter skolereformens indførelse vælger færre børn at gå i SFO og klubber, ligesom de er der i kortere tid. Spørgsmålet er, om fritidsinstitutionerne er blevet så pressede, at de har udviklet sig til ren opbevaring og tidsspilde. Den nye undervisningsminister, Merete Riisager (LA), vil nu underkaste landets fritidsinstitutioner et grundigt eftersyn.

»Jeg bekymrer mig for udviklingen inden for fritidstilbud, for de senere år har fritidspædagogikken været meget lidt i fokus. Jeg har fuld forståelse for, at man har haft et ønske om at løbe skolereformen i gang, for det kræver stadig rigtigt mange kræfter. Men min bekymring er fritidspædagogikken. Især de udsatte børn har stadig behov for fritidspædagogikken i SFO og klubber. Da fritidstilbuddene blev skabt for omkring 100 år siden, var det netop, fordi børnene fra baggården skulle have et pædagogisk tilbud med ansvarlige voksne om eftermiddagen efter skole. Vi må ikke glemme de udsatte børn,« siger Merete Riisager.

Derfor igangsætter ministeren nu en analyse af SFO og fritidsklubber med tre temaer: Skolereformens indflydelse på elevernes og især udsatte børns deltagelse i SFO og klubber. Fritidstilbuddenes kvalitet med vægt på betydningen for elevernes motivation, faglige og sociale udvikling. Børnenes opfattelse af det gode børneliv og medbestemmelse over deres eget liv.

Er du bekymret for, at skolereformen er gået ud over det gode børneliv?

»Hvis man spørger børnene selv, er der et meget højt antal børn, der reagerer negativt på den lange skoledag. Børnene skal blive dygtigere, og det kan og må godt gøre lidt ondt. Men vi skal huske at kigge på det hele børneliv og ikke kun på indlæring og skole. Vi er her ikke kun for at gå i skole eller på arbejde, og vi skal i det hele taget have et velfungerende liv.«

Færre udsatte børn i SFO

Merete Riisager frygter mest, om skolereformen har bevirket, at færre udsatte børn kommer i SFO.

»Jeg har en bekymring for, at de længere skoledage betyder, at der er nogle udsatte børn, der falder ud af fritidstilbudene om eftermiddagen. Det er det, jeg hører fra ledere af SFO og klubber, men jeg vil have undersøgt, om det er et problem eller ej.«

Som liberal minister, vil du så ikke mene, at det er et forældreansvar, hvad børn laver i deres fritid, når de først har fået fri fra skole?

»Absolut. Og der er ikke noget problem i de tilfælde, hvor familien vælger SFO og klub fra, fordi de hellere vil hygge sig derhjemme eller gå til badminton. Min bekymring er de børn fra blokken, der ikke har nogen eller noget at tage hjem til. Som liberal mener jeg, at staten har et udstrakt ansvar for de børn, hvor forældrene ikke er til stede.«

Næstformand Birgitte Conradsen fra BUPL tager godt mod undersøgelsen.

»Fritidsområdet har brug for nyt politisk fokus, fordi skolereformen har haft som konsekvens, at fritidstilbuddene er blevet meget udsultede. Det er vores formodning, at undersøgelsen vil vise, at kvaliteten halter. Vi bakkede op om skolereformen, fordi fritidspædagogikken, det kreative og tid til fordybelse skulle integreres i skolen. Men det halter. Fritidsinstitutionerne spiller en stor rolle i alt det sociale og derfor har børnene brug for SFO og klubber,« siger Birgitte Conradsen.

Formanden for KLs Børne- og Kulturudvalg, Anna Mee Allerslev (R), mener, at en undersøgelse også skal inddrage kommunernes økonomiske rammer.

»Folkeskolereformen og især skoledagens længde har indflydelse på skoleelevernes hverdag og fritidsområdets økonomi. Her er det vigtigt at fastholde et stærkt samspil imellem skolen og fritidsområdet, så eleverne både får en bedre og mere motiverende skoledag og samtidig har et godt fritidsliv. Vi går meget gerne i dialog om kommissoriet for en eventuel undersøgelse. Det er vores opfattelse, at en undersøgelse bør gennemføres i et samspil imellem parterne på området, for eksempel i ministerens kvalitetsforum, og det vil være oplagt, at idrætsforeningerne også er med. Desuden er det helt afgørende, at der samtidig kigges på kommunernes økonomiske og lovgivningsmæssige rammer for at levere på opgaven,« skriver Anna Mee Allerslev.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.