Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Minister til gymnasierne: Nu skal det være slut med sex-sladderblade

Efter talrige historier om en ungdomskultur på afveje, siger ministeren stop: Gymnasier og forældre må sammen tage et ansvar og lede unge på rette vej. Samtidig skal en kampagne ændre ungdomskulturen.

»Det er vigtigt for eleverne, at både lærere og rektorer skrider ind og sætter grænser. Ved at acceptere eksempelvis sladderblade, er man med til at legitimere en kultur, som er helt skæv i forhold til, hvad det er for nogle værdier, vi gerne vil have, at unge skal vokse op med,« mener Ellen Trane Nørby.
»Det er vigtigt for eleverne, at både lærere og rektorer skrider ind og sætter grænser. Ved at acceptere eksempelvis sladderblade, er man med til at legitimere en kultur, som er helt skæv i forhold til, hvad det er for nogle værdier, vi gerne vil have, at unge skal vokse op med,« mener Ellen Trane Nørby.

Det skal være slut med sex-sladderblade på gymnasierne, og det skal være slut med grænseoverskridende optagelsesritualer og nøgenbilleder, der bliver delt.

Så klar er meldingen til landets gymnasie­rektorer fra minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby (V). Rektorerne skal ifølge ministeren droppe berøringsangsten og lade være med at se gennem fingre med en ungdomskultur, hvor unges seksualitet udstilles og udfordres.

Meldingen kommer i forbindelse med en debat, som ministeren deltager i på Folkemødet på Bornholm. Her tager Danske Gymnasier fat om emnet om sex-mobning efter flere artikler i blandt andet Berlingske – som den om gymnasiers optagelsesritualer, hvor en nøgen dreng, optaget på video, fik stukket skaftet af en toiletbørste ind mellem ballerne.

»Man har hørt fra rektorer, at »det er et uskyldigt ritual, vi har haft i lang tid.« Den holdning er nødt til at stoppe,« siger Ellen Trane Nørby og tilføjer, at det er vigtigt, at kommende gymnasieelever møder en ganske anden kultur:

»Rektorerne skal vide, at der påhviler dem et stort ansvar for at sikre, at nye gymnasielever får en anden skolestart.«

Ellen Trane Nørby mener, at de omtalte episoder udspringer af en skævvridning i ungdomskulturen:

»Der er blandt unge opstået en Paradise Hotel-kultur, hvor der er ekstremt meget fokus på udseende og seksualitet. Derfor er det vigtigt, at unge bliver bevidste om, hvor deres grænser går og accepterer, at andres grænser kan være anderledes.«

Flere rektorer har udtalt, at de ikke vil bringe deres »normverden« ind i ungdomskulturen?

»Det skal de. Der er ingen ansvarsfrihed. Det er vigtigt for eleverne, at både lærere og rektorer skrider ind og sætter grænser. Ved at acceptere eksempelvis sladderblade, er man med til at legitimere en kultur, som er helt skæv i forhold til, hvad det er for nogle værdier, vi gerne vil have, at unge skal vokse op med.«

Når det gælder om at fastsætte grænserne, er der tale om en ledelsesopgave på den enkelte institution, påpeger ministeren og forklarer, at det etiske kodeks, der er undervejs, skal vise, hvilke rammer der arbejdes inden for.

Ellen Trane Nørby påpeger dog også, at hun er glad for, at der i øjeblikket finder en holdningsændring sted blandt flere rektorer. Derfor bakker hun også op om rektorformand Anne-Birgitte Rasmussens opfordring til gymnasierne om flere politianmeldelser, såfremt de oplever grænseoverskridende opførsel.

Også forældrene har et ansvar

Selv om Ellen Trane Nørby kræver både lærere og rektorer på banen, tillægger ministeren dog også forældrene en stor del af ansvaret.

»De har et opdragelsesansvar, og de skal turde tale med deres børn om, hvordan man opfører sig, og om hvordan man bestemt ikke opfører sig.«

Derfor er Ellen Trane Nørby glad for at se piger, der står frem med deres historier.

»De piger er med til at vise, at det ikke er dem, der noget galt med. Når vi oplever, at de bliver nedgjort, viser det kun, at der er endnu mere, vi skal arbejde med.«

Det skal en ny kampagne for sociale medier være med til at styrke. Kampagnen bliver lanceret senere på året og skal gøre unge mere bevidste om, at det er strafbart at dele nøgenbilleder, ligesom kampagnen samtidig skal skabe en bevidsthed om, at »nettet aldrig glemmer«, forklarer Ellen Trane Nørby:

»Deling af eksempelvis nøgenbilleder har kæmpestore konsekvenser for den enkelte, og det er vi nødt til at gøre eleverne mere bevidste om, end vi har formået hidtil.«

Hvordan skal kampagnen gøre op med dette?

»Jeg tror ikke, at kampagnen løser problemerne med det samme, eller at vi når ud til alle unge, men vi indleder et langt og sejt træk. Hvis vi tilkendegiver, hvad man gør og ikke gør, bliver nogle unge forhåbentligt mere bevidste om dette.«

Skal kampagnen sætte fokus på, om det er rigtigt eller forkert at tage billederne?

»Der skal i hvert fald være en bevidsthed om, at man tænker et skridt længere. Unge er nødt til at vide, hvad konsekvenserne kan være. Også selv om det kan være træls at tænke på.«

DGS: En kampagne vil ikke hjælpe

Formanden for Danske Gymnasier, Anne-Birgitte Rasmussen, er enig med ministeren i, at rektorer må droppe berøringsangsten over for at tage fat om overgreb som sexmobning. Hun ser dog samtidig en anden udfordring:

»Vi skal forstå, hvad det er, der er på færde. Mange rektorer har ikke indsigt i, hvordan unge kommunikerer, og hvilke platforme de anvender. Vi kan jo ikke sige, at unge aldrig må sende et billede, såfremt det er sådan, de kommunikerer.«

Derfor opfordrer Anne-Birgitte Rasmussen ministeren til at sætte gang i forskning på området.

»Vi kan lave regler, der er så konkrete, at de er forældede, før de er blevet nedskrevet. Det er ikke berøringsangst, men vi skal forstå, hvad der foregår,« siger rektorernes formand.

Rammerne er Danske Gymnasieelevers Sammenslutning glade for, at rektorerne vil sætte, men mener, det er vigtigt, at også eleverne bliver hørt. Derfor er en kampagne i sig selv da heller ikke det, der vil ændre det store, mener forkvinde Veronika Schultz:

»Jeg tror ikke, det alene hjælper at tale om konsekvenser. Det grundlæggende problem er, at skabe en tryg skolekultur og have diskussioner på skolen med eleverne. Derfor skal vi have mere fokus på blandt andet ligestilling.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.