Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mindst 94 arbejdere fra FLSmidths fabrik fik kræft af asbest

Nye tal viser, at knap 100 ansatte har fået erstatning for kræftsygdomme udløst af asbest fra FLSmidths eternitfabrik.

Arkivfoto: Nye tal viser, at knap 100 ansatte har fået erstatning for kræftsygdomme udløst af asbest fra FLSmidths eternitfabrik.
Arkivfoto: Nye tal viser, at knap 100 ansatte har fået erstatning for kræftsygdomme udløst af asbest fra FLSmidths eternitfabrik.

Danmarks nok største arbejdsmiljøskandale har hidtil været svær at overskue.

Men mindst 94 tidligere ansatte på FLSmidths nu hedengangne Dansk Eternit Fabrik har fået anerkendt en kræftsygdom som direkte relateret til deres arbejde med asbest på fabrikken.

Det skriver BT på baggrund af en gennemgang af erstatningssager i perioden fra 1983-2013, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har foretaget for avisen.

Det har i årtier været kendt, at hundredvis af arbejdere på eternitfabrikken i Aalborg blev ramt af lungesygdomme som følge af de mange ton asbest, de ansatte blev udsat for i produktionen af tagplader og rør indtil asbestforbuddet i 1986.

Men den nye opgørelse sætter for første gang tal på de kræftramte arbejdere, der hele vejen op i det nye årtusinde har fået anerkendt deres sygdom som direkte følge af at arbejde med asbest på fabrikken.

På trods af at både læger på arbejdsmedicinske klinikker og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring altså i mindst 94 tilfælde har sat alvorlige kræftsygdomme i forbindelse med eternitfabrikken, vil FLSmidth i dag stadig ikke svare på, om koncernen vil erkende sammenhængen mellem sygdommene og den asbest, som hvirvlede rundt i luften på fabrikken.

I stedet for at tage stilling til koncernens egen fortid svarer FLSmidth, at koncernen på grund af myndighedernes asbestforbud ikke har »belæg for at tro andet end, at der er en sammenhæng mellem øget helbredsrisiko og anvendelse af asbest«, skriver kommunikationsansvarlig Sofie Karen Lindberg i et skriftligt svar til BT.

Fagforbundet 3F mener, at FLSmidth bør undskylde over for arbejderne og oprette en form for kompensationsordning.

»Det er beskæmmende, at FLSmidth ikke har moral til at anerkende sit ansvar,« siger Ulla Sørensen, arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F, til avisen.

Ud af 151 personer, der har fået anerkendt deres sygdom som erhvervssygdom, led 42 af den aggressive og dødelige lungehindekræft, som man typisk dør af efter et år. 49 fik lungekræft og tre fik bughindekræft. Resten led af lungesygdomme som asbestose og lungehindefortykkelse.

Det reelle antal kræftramte ansatte skønner Arbejdsmarkedets Erhvervssikring dog at være højere, fordi myndigheden efter fabrikkens lukning ikke systematisk har skrevet eternitfabrikken på som arbejdsgiver, og fordi sager før 1992 kun i begrænset omfang kunne graves frem.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.