Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Millioner af arbejdstimer spildes på dokumentation

Otte ud af ti offentligt ansatte oplever, at de bruger mere tid bag computeren med at beskrive, hvad de har gjort, i stedet for at bruge tiden på at gøre noget for borgerne. Spild af tid, lyder det fra FTF.

De offentligt ansatte spilder alt for megen tid på unødig dokumentation. Sådan lyder det fra FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte.

En ny undersøgelse fra Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet viser, at otte ud af ti medlemmer af et FTF-forbund i det offentlige oplever, at de bliver mødt med flere og flere krav om at dokumentere deres arbejde.

»De offentligt ansatte er ved at kløjs i alt det her bureaukrati. De oplever, at der er mindre og mindre tid til kerneydelsen, fordi de skal bruge mere tid på at dokumentere arbejdet,« siger FTF-formand Bente Sorgenfrey.

Hovedorganisationen har tidligere beregnet, at offentligt ansatte tilsammen bruger 60 millioner timer på dokumentation om året. Det svarer til, at hver medarbejder hver dag i gennemsnit bruger en time på at dokumentere sit arbejde. Ifølge FTFs beregninger ville man kunne frigøre 15 millioner arbejdstimer til en værdi af 2,65 milliarder kroner blot ved at fjerne en fjerdedel af dokumentationsarbejdet.

»Dokumentation er nødvendigt, men vi skal kun bruge tid på den dokumentation, der er allermest nødvendigt i forhold til udvikling af den kerneydelse, vi leverer,« siger Bente Sorgenfrey.

Regeringen lancerede i 2013 en tillidsreform, der skal give borgerne mere offentlig sektor for pengene ved gennem tillid til medarbejderne at frigive mere tid til kerneopgaven. Men den tillid kan synes fjern, når dokumentationskravene hele tiden vokser, lyder det fra FTF-formanden.

»Hver gang der dukker et problem op, finder man en ny måde at kræve dokumentation på. Der er ikke nogen politikere, der tager ordentligt fat om problemet. Mange taler om det, men der mangler konkret handling,« siger Bente Sorgenfrey.

Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Lennart Damsbo-Andersen (S) er enig i, at man godt kan skrue ned for dokumentationskravet.

»Det er rigtigt, at en lang række offentligt ansatte over de senere år har oplevet stigende krav til at dokumentere, hvad de gør, fordi der er krav om at dokumentere og påvise, at man har gjort det rigtige. Jeg tror godt, man kan skrue ned for ambitionsniveauet. Noget handler om bedre IT-systemer, så man kun registrerer ét sted og bruger mindre tid på det. Noget andet handler om større tillid til, at man laver det arbejde, man skal,« siger S-ordføreren.

Han mener, at regeringen har vist vejen, eksempelvis med den beskæftigelsesreform, som netop er trådt i kraft.

»Her handler det netop om, at ansatte i jobcentrene bruge mindre tid på at registrere og kontrollere og mere tid på samtaler med arbejdsløse borgere. Det er en klar politisk hensigtserklæring i forhold til mindre kontrol og registrering,« siger Lennart Damsbo-Andersen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.