Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Milliard-byggeri i Aarhus ramt af stort problem: Skal bygges om efter ét år

Det nyopførte milliardbyggeri Dokk1 på Aarhus havn er ramt af en stor fugtskade allerede inden, det kan fejre et års fødselsdag. Det vil koste millioner at rette op på problemet, som allerede er omfattende.

Det skriver JP Aarhus.

1,9 milliarder kommunekroner har det kostet at bygge kulturhuset Dokk1, som er et offentligt tilgængeligt samlingspunkt i byen, der blandt andet huser Aarhus Hovedbiblioteket og Borgerservice.

Det viser sig nu, at de plader, der er sat op under aluminiumsfacaden for at holde vinden ude, suger fugt til sig. Det betyder i værste tilfælde, at råd, svamp og rust vil sprede sig i bygningen.

Derfor kan en totaludskiftning af de såkaldte MgO-plader blive nødvendig, skriver avisen. Og det er altså ikke bare lige et par plader, der skal skiftes. Der er nemlig intet mindre end 6.400 kvm af vindspærrepladerne i den store havnebygning.

Kommunen bad Teknologisk Institut om at foretage en undersøgelse af Dokk1, efter det kom frem, at flere danske byggerier har haft problemer med netop MgO-pladerne. Og konklusionen er ikke for sarte sjæle.

»Samtlige MgO-plader skal udskiftes som følge af fugtskader og potentiel svampevækst,« fremgår det ifølge JP Aarhus af et notat, som byrådet fik tirsdag.

Notatet oplyser også, at der allerede er sket skader på øvrige dele af bygningen. Og stadsdirektør Niels Højbjerg fra Borgmesterens Afdeling forklarer over for avisen, at det tyder på, at problemet er meget omfattende.

Det vides endnu ikke, hvad den krævende udskiftning kommer til at koste, men ifølge avisens oplysninger vil det koste omkring 2.000 kroner pr. kvm.

Er det tilfældet, vil regningen lyde på knap 13 millioner kroner, når alle MgO-pladerne er skiftet.

I Aarhus Kommune vil man afvente en udredning af byggeforløbet, der involverer rådgiver Schmidt Hammer Lassen Architects og entreprenøren NCC, før der tages stilling til, hvor ansvaret skal placeres.

Niels Højbjerg understreger dog, at ingen har handlet i ond tro, da problemet med pladerne først blev konstateret et år efter, de var blevet sat op. Han forventer et komplekst juridisk spil, før der kan tages stilling til, om det er rådgivere, entreprenører eller kommunen selv, der må punge ud for den omfattende udskiftning.

Dokk1 bliver dagligt besøgt af cirka 3.600 borgere.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.