Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mild begejstring for Løkkes flagstang

Reaktionerne på Lars Løkke Rasmussens »strøtanke« om at hejse det færøske og det grønlandske flag på statens bygninger får blandet modtagelse.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder pressemøde i Torshavn på Færøerne tilbage i 2011. Netop Færøerne viste sig at være helt centrale i mysteriet om flagstangoptællingen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder pressemøde i Torshavn på Færøerne tilbage i 2011. Netop Færøerne viste sig at være helt centrale i mysteriet om flagstangoptællingen.

Natten mellem torsdag og fredag fik nationen endelig vished.

Landets statslige flagstænger skulle tælles, fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har haft den »strøtanke«, som han skrev på Facebook den sene nattetime, at Danmark burde flage med det færøske og det grønlandske flag på landenes officielle flagdage, 25. april og 21. juni. Ligesom vi gør med Dannebrog 5. juni (se evt. opslaget nederst i artiklen).

»Jeg er en KÆMPE fan af Rigsfællesskabet,« skriver statsministeren. Og fortsætter, inspireret af Berlingskes intense dækning af sagen: »I går fandt jeg så ud af, at »flagstangsgate« (optællingen af statslige flagstænger) har sit direkte udspring af den strøtanke.«

Lars Løkke Rasmussen slutter aftenen med et ironisk glimt i øjet over, at hans strøtanke blev taget alvorligt af embedsmændene: »Gode folk omkring mig har i den grad sat alt ind på at forberede et solidt beslutningsgrundlag. Kom så ikke og sig, at vi i Danmark ikke har loyale embedsmænd!«

Status: 534 flagstænger pryder statslige bygninger, hvis man fraregner kirker og præstegårde. Det hidtil hemmeligholdte og åbenbart sprængfarlige tal har Finansministeriet lækket til Ritzau.

Nu er ideen knap så åndssvag

De fleste, som Berlingske har talt med, har stukket latter-piben ind og er mildt begejstrede for statsministerens strøtanke.

Henrik Dahl fra LA var tidligt ude med spot og hån over for den famøse flagstangstælling. Til DR-regionalstationen Trekanten sagde han, at det var det mest åndssvage, han havde hørt i år, og at »flagstanggate« var kandidat til »det mest åndssvage stykke bureaukrati«, når året er omme.

I dag siger Henrik Dahl: »Jeg tror simpelthen ikke, at det står distancen, når vi ved juletid skal kåre det mest åndssvage statslige projekt. Det er ikke åndssvagt nok. Nu tjener det til et formål, man kan betegne som rationelt. Ideen er smuk og er udtryk for, at vi lever i et rigt og lykkeligt samfund, når statsmagten beskæftiger sig med den slags.«

Hvis statsministerens strøtanke bliver sat til forhandling eller afstemning på Christiansborg, ved Henrik Dahl ikke, hvad hans holdning vil være. »Det er sådan en sag, man sender videre til sin flagstangsordfører.«

Selv om politisk næstformand Søren Espersen fra Dansk Folkeparti de seneste dage selv har grint ad, at statens flagstænger skulle tælles – og hemmeligholdelsen af hvorfor – synes han, det er synd for den gode sag: »Det (Finansministeriets tavshed, red.) har snarere været rettidig omhu.«

Flagningen blafrer i uvisheden

Der er uklart, hvordan og hvornår det norrøne flagfællesskab skal træde i kraft, eller om der er flertal for det blandt politikerne. Hverken jura eller økonomi er på plads, ligesom der kun på spædt embedsmandsniveau er skabt kontakt til det grønlandske og færøske landsstyre om sagen. Statsministeriet har »igangsat et arbejde for at afklare, hvad det rent praktisk vil betyde med henblik på, at der udarbejdes et grundlag for en eventuel politisk beslutning«, hedder det i Statsministeriets skrivelse til Ritzau.

Til gengæld er kommentarerne under statsministerens natlige flagstangsmysterieopklarende opdatering på Facebook anderledes farverige.

Simon: »Sejt, Lars! Kunne du ikke også lige rede eskimologi på KU, nu hvor du er i gang med så meget fornuftigt? Tak!«

Birthe: »Så blev pressen til grin igen.«

Annette: »Men så bliver konen da glad!«

Christian: »Man savner den gamle serie »Yes Minister«.

»Det er dansk symbolpolitik«

Færøernes lagmand, Aksel V. Johannesen, udtaler via en talsmand, at han som udgangspunkt er positiv over for, at Merkið – »Mærket«, som det færøske flag kaldes – skal vejre fra danske statsbygninger.

Magni Arge, der er folketingsmedlem for det republikanske parti Tjóðveldi på Færøerne er anderledes skeptisk. Men at se det færøske flag på danske flagstænger vil ikke berøve ham nattesøvnen.

»Hvilke flag, I ønsker at flage med i Danmark, er jeres beslutning. Det er en interessant tanke, men det er symbolpolitik. Hvis man tror, det vil ændre på vores ønske om at tage større ansvar for vores egen fremtid og skæbne – og i fremtiden ønske at stå alene – så gør det det ikke.«

For at illustrere ændringen i danskernes holdning til det færøske flag fortæller Magni Arge om, da man i 1930 fejrede det islandske Alting i Reykjavik, og færingerne hejste det færøske flag. Dengang udbrød den danske statsminister, Thorvald Stauning: »Tag den klud bort,« og truede med at rejse hjem.

På Færøerne har man i flere år flaget officielt på både danske, norske og islandske nationaldage.

Det ene af de to grønlandske medlemmer af Folketinget, Aaja Chemnitz Larsen, kalder ligeledes Løkkes strøtanke for »symbolsk«.

»Det er vigtigt, at der er respekt for det grønlandske flag og for vores nationaldag. Det er en fin tanke at flage på offentlige institutioner i Danmark på Grønlands nationaldag, men der er mange andre vigtige ting, der presser sig på. Man vil nedlægge eskimologi på Københavns Universitet, der er diskussionen om udvinding af uran og om Thule-basen. Det ville være oplagt, hvis statsministeren også prioriterede de områder.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.