Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Migræne kan udløse slagtilfælde

Patienter med migræne har en fordoblet risiko for at få en hjerneblodprop eller en hjerneblødning, viser ny dansk undersøgelse. Det skyldes, at de små blodårer i hjernen overreagerer og trækker sig kraftigt sammen under et migræneanfald.

15 pct. eller omkring hver syvende døjer med migræne – og flere kvinder end mænd. Foto: Iris
15 pct. eller omkring hver syvende døjer med migræne – og flere kvinder end mænd. Foto: Iris

Tusindvis af danskere, som lider af migræne, har en øget risiko for også at blive ramt af apopleksi, også kendt som et slagtilfælde, i form af en hjerneblodprop eller en hjerneblødning.

Den gode nyhed er, at de dog sandsynligvis kun vil blive ramt i mild grad og har store chancer for at komme sig helt efter slagtilfældet.

Det er konklusionen i en ny stor dansk undersøgelse, som netop er publiceret i lægetidskriftet EBioMedicine.

Her har man fulgt knap 70.000 danskere, som fik behandling for migræneanfald, over en tiårig periode. Det viste sig, at yngre migrænepatienter mellem 25 og 45 år havde en næsten fordoblet risiko for at få en hjerneblodprop og en hjerneblødning sammenlignet med jævnaldrende i den øvrige danske befolkning.

Hvad forklaringen er, ved man endnu ikke. Der har været mistanke om, at brugen af migrænemidler kan være årsagen til den forøgede risiko for slagtilfælde hos folk med migræne.

Men det mener forskerne bag undersøgelsen nu at kunne afvise. Man fandt således ikke nogen sammenhæng mellem forbruget af migrænemidler af typen triptaner og den forøgede risiko for slagtilfælde.

I stedet peger undersøgelsen i retning af, at det er migrænen i sig selv, der er årsagen til den øgede forekomst af slagtilfælde, og at den mekanisme, der forårsager slagtilfældene, er unik for migræne. Forskernes arbejdshypotese er således, at det er i de helt små hjerneblodårer, man skal finde årsagen til slagtilfældene.

»Vi ved, at hjerneblodårerne kan trække sig så kraftigt sammen inde i hjernen under særligt svære migræneanfald, at migrænepatienten får lammelser i ansigt, arme og ben. Det kan være, at det er en særlig tilbøjelighed til sammentrækning af de små blodårer i hjernen, som gør, at de små blodårer i særlige situationer overreagerer og medfører, at migrænepatienter hyppigere får slagtilfælde,« siger overlæge Tom Skyhøj Olsen, Bispebjerg Hospital.

Han står bag undersøgelsen sammen med to forskere fra Kræftens Bekæmpelse, Vanna Albieri og Klaus Kaae Andersen.

Flest kvinder er ramt af migræne

Migræne forekommer hos ca. 15 pct. af befolkningen og findes hyppigere blandt kvinder end mænd. Sygdommen er ofte arvelig og giver en halvsidig, dunkende hovedpine, der ofte er ledsaget af kvalme, opkastninger og overfølsomhed over for lys og lyd.

Apopleksi rammer ca. hver syvende dansker og ses hyppigere blandt mænd. 90 pct. af apopleksierne skyldes hjerneblodpropper, hvor der sker en tilstopning af en hjerneblodåre, og hvor 11 pct. af de ramte dør inden for tre måneder. Ti pct. skyldes hjerneblødninger, hvor der går hul på en hjerneblodåre. Hér er dødeligheden helt oppe på 25 pct. inden for tre måneder.

Det er dog også karakteristisk for den øgede forekomst af apopleksi blandt migrænepatienter, at slagtilfældene som oftest er små, og at de lammelser, man rammes af, er lette.

De fleste vil derfor komme sig, hvis ikke helt, så næsten helt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.