Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mens vi fryser: 26 grader i New York og tøvejr på Grønlands nordspids

På USAs østkyst soler man sig aktuelt i regulære sommertemperaturer, og i det absolut nordligste Grønland måler man plusgrader.

Turister nød onsdag det helt usædvanligt varme vejr i New York, her med Brooklyn Bridge i baggrunden for en selfie.
Turister nød onsdag det helt usædvanligt varme vejr i New York, her med Brooklyn Bridge i baggrunden for en selfie.

Mens Danmark er på vej ned i den store sibiriske dybfryser, vælter forbløffende varme luftmasser ned over ganske andre områder af kloden.

I Central Park i New York strøg termometeret onsdag helt op på 25,6 grader celsius.

Det er den højeste temperatur, der nogensinde er målt i februar i de 150 år, hvor man har registreret vejret i verdensbyen, skriver TV 2 Vejret. Den gamle februarrekord fra 1985 lød på 23,9 grader.

New Yorks normale dagtemperatur i februar er bare 5,3 grader.

I den store Newark-lufthavn over for Manhattan nåede man endda helt op på 26,7 grader.

Varmen fik turister og newyorkere til at strømme ud på gaderne i shorts og T-shirt for at slikke sol.

»Jeg elsker det. Det kunne ikke være bedre,« sagde en begejstret svensk turist, som TV-stationen CBS mødte på Times Square midt i millionbyen.

Den helt usædvanlige varme har ramt stort set hele USAs østkyst, og ud over i New York blev der slået februar-varmerekord i bl.a. Washington D.C. (27,8 grader), Pittsburgh (25,6 grader) og i Indianapolis (25,0 grader).

»Det går helt bananas. Det her er ikke normalt,« tweetede den amerikanske meteorolog Ryan Hanrahan som reaktion på de historisk høje temperaturmålinger, der i øvrigt fik sne i mange regioner til at storsmelte med rekordfart.

Men selv på verdens nordligste vejrstation på land er der nærmest lunt i øjeblikket.

Det er DMIs automatiske målestation på Kap Morris Jesup på Grønlands nordspids. Her blev der stort set hele døgnet tirsdag målt plusgrader, skriver DMI.

Middeltemperaturen i februar på målestationen er på kulderystende 32,9 minusgrader, så det er en ganske usædvanlig varme, der i øjeblikket strømmer ned over det højarktiske område bare 700 km fra selve Nordpolen.

Det er dog sket to gange tidligere, i 2011 samt i fjor, at man har målt et lignende tøvejr deroppe i februar.

Årsagen til den usædvanligt høje temperatur er sandsynligvis en kombination af relativt varm luft i det arktiske område og føhn omkring Kap Morris Jesup, udtaler DMI-klimatolog John Cappelen.

Føhn er en særlig vind, der i Grønland opstår, når luften blæser op over indlandsisen, så fugtigheden sner ud. Når vinden blæser ned fra isen igen, stiger temperaturen kraftigt i den nu tørre luft.

Imens er iskolde sibiriske luftmasser på vej ned over hele Nordeuropa og dermed også Danmark.

Herhjemme ventes temperaturen fra på søndag på intet tidspunkt at komme over frysepunktet, og natten til tirsdag og onsdag kan kviksølvet lokalt styrtdykke til 10-12 minusgrader, skriver DMI i sin landsudsigt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.