Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mens du sov: Stormen i Texas kan blive en af USA's dyreste naturkatastrofer

Orkanen i Texas kan koste milliarder, den amerikanske udenrigsminister vil ikke forsvare præsidentens kommentarer til urolighederne i Charlottesville, og 100 politifolk er ind til videre blevet dræbt i Rio de Janeiro i år. Få overblikket over nattens historier her.

Skaderne efter orkanen Harvey i Texas kan ende med at koste milliarder, forudser eksperter.
Skaderne efter orkanen Harvey i Texas kan ende med at koste milliarder, forudser eksperter.

Harvey kan blive en af USA's dyreste naturkatastrofer

Storbyen Houston er lagt under vand, og eksperter forudser skader i milliardklassen.

De store mængder regn, som de seneste dage er væltet ned over Texas, har forårsaget de største oversvømmelser i storbyen Houstons historie, og ifølge vejudsigten er der ingen bedring i udsigt de kommende dage.

Siden orkanen Harvey gik i land op til weekenden og efterfølgende blev nedgraderet til en tropisk storm, er der flere steder i Houston, USA's fjerdestørste by, faldet næsten 80 centimeter regn.

- Det, vi ser nu, er den største oversvømmelseskatastrofe i Houstons historie. Vi har set regnmængder uden sidestykke, siger Steve Bowen, chefmeteorolog ved forsikringsselskabet Aon Benfield, til Reuters.

I flere af byens gader står vandet meterhøjt.

Avisen Houston Chronicle skriver, at de fleste skoler i området har aflyst al undervisning den kommende uge.

Indsatte i tre fængsler er evakueret som følge af vandmasserne, og myndighederne opfordrer folk til ikke at forlade deres hjem,

Opfordringen gælder også for beboere i huse, hvor der er trængt vand ind, fordi mange veje er ufremkommelige. Byens 2,3 millioner indbyggere rådes i stedet til om nødvendigt at klatre op på hustage.

Redningsmandskab havde sent søndag bragt over 2000 personer i sikkerhed. Blandt andet ved hjælp af motorbåde.

To af Houstons lufthavne aflyste alle kommercielle flyvninger søndag, og en talsmand for havnen i Houston oplyste sent søndag, at alle faciliteter vil være lukkede mandag.

Stormen er den mest voldsomme, der har ramt USA siden orkanen Katrina i 2005.

Og uvejret ventes at få store økonomiske konsekvenser. Harvey er ramt ned i hjertet af den amerikanske olie- og gasindustri. Adskillige raffinaderier er blevet tvunget til at lukke, og mange offshoreplatforme er blevet evakueret.

- Skaderne kan blive lige så store som efter Katrina, når man tager mængden af nedbør i betragtning, siger Loretta Worters fra The Insurance Information Institute til Reuters.

Katrina oversvømmede store dele af Louisiana og Mississippi. Fra en national katastrofefond blev der bagefter udbetalt 15 milliarder dollar alene til at dække de skader, som oversvømmelserne havde forårsaget.

Orkanen Katrina er ifølge Reuters den hidtil dyreste naturkatastrofe i USA's historie.

Harvey bliver også sammenlignet med en tropisk storm, der i 2001 sendte over en meter regn ned over Texas, oversvømmede 70.000 hjem og forårsagede skader for ni milliarder dollar.

De fleste forsikringsselskaber i USA dækker ikke skader på private ejendomme som følge af oversvømmelser. Derimod er der dækning for skader fra vindstød, skriver Reuters.

/ritzau/

Tillerson lægger afstand til kontroversielle Trump-udsagn

Den amerikanske udenrigsminister vil ikke forsvare præsidentens kommentarer til uroligheder i Charlottesville.

Med bemærkningen "præsidenten taler for sig selv" lægger den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, afstand til de bemærkninger, præsident Donald Trump kom med om uroligheder for nylig i byen Charlottesville i Virginia.

Det skriver The Guardian.

I Charlottesville påkørte og dræbte en mand en kvinde, der deltog i en demonstration mod tilhængere af hvidt overherredømme og andre nationalister fra den yderste højrefløj.

Umiddelbart efter de dramatiske begivenheder sagde Trump, at volden kom "fra mange sider".

Efterfølgende blev Trump stærkt kritiseret for ikke klart at have fordømt de nynazister, medlemmer af Ku Klux Klan og ekstremister, som tog del i urolighederne.

Et par dage senere uddybede Trump over for journalister, at "på den ene side havde du en gruppe, som var meget slem, og du havde en gruppe på den anden side, som var meget voldelig".

Han tilføjede, at blandt de, der havde samlet sig for at protestere mod fjernelsen af en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee, var der mange "fine mennesker".

Adspurgt om hvorvidt den slags bemærkninger fra Trump gør det sværere at repræsentere USA i udlandet, svarer Rex Tillerson:

- Jeg tror ikke, at nogen tvivler på det amerikanske folks værdier eller den amerikanske regerings og dens institutioners dedikerede indsats for at fremme og forsvare disse værdier.

Men hvad med præsidentens værdier, spørger vært på Fox News Chris Wallace.

- Præsidenten taler for sig selv, svarer Tillerson.

- Jeg er kommet med mine egne kommentarer om vores værdier i en tale i udenrigsministeriet i sidste uge, tilføjer han.

Andre medlemmer af den amerikanske regering samt topfolk i Det Republikanske Parti har også undladt at forsvare Trumps bemærkninger.

I den forgangne uge sagde Trumps økonomiske toprådgiver, Gary Cohn, til Financial Times, at Det Hvide Hus "kan og må gøre det bedre" for at fordømme racistiske bevægelser.

Cohn har ifølge adskillige medier overvejet at trække sig fra sin post i Det Hvide Hus på grund af Trumps reaktion, skriver The Guardian.

Tirsdag i sidste uge forsvarede Trump i en tale for tilhængere i Phoenix sine kontroversielle udtalelser og gav medierne skylden for at have mistolket dem.

/ritzau/

100 politifolk dræbt i Rio i år

Rio de Janeiro er en farlig arbejdsplads for politiet. 2017 kan blive et blodigt år for brasiliansk politi.

Brasiliansk politi begravede søndag betjent nummer 100, der er blevet dræbt i delstaten Rio de Janeiro i år.

Den 39-årige politimand Fábio Cavalcante blev dræbt lørdag i et af millionbyen Rio de Janeiros mest voldsplagede kvarterer, Baixada Fluminense.

Han var ikke i tjeneste, da bevæbnede mænd nærmede sig ham og skød ham mindst ti gange i hovedet.

Hans død ses som en del af den voldsbølge, der har ramt hele delstaten Rio de Janeiro og som også var årsag til, at brasiliansk politi var nødsaget til at indsætte ekstra betjente til at sørge for sikkerheden under De Olympiske Lege sidste år.

Sikkerhedseksperter er bekymret over det høje antal betjente, der foreløbig er blevet dræbt i år i Rio de Janeiro.

De er bange for, at 2017 er på vej til at blive det blodigste år siden 2006, hvor 153 politifolk mistede livet.

Statistikken understreger, at volden er stigende i Rio de Janeiro, som er blevet en farligere arbejdsplads for politiet. Langt flere betjente er blevet dræbt her end i andre - langt større - delstater som blandt andet São Paulo.

Myndighederne har i de seneste måneder erkendt, at dele af Rio de Janeiro i praksis styres af narkobander og kriminelle grupper.

Tusindvis af soldater er indsat for at hjælpe politiet med at opretholde sikkerheden, men heller ikke deres indsats har været nok til at lægge en dæmper på blodsudgydelserne.

/ritzau/AP

Frankrig og Tyskland vil indføre ny skat for internetgiganter

De amerikanske internetgiganter slipper for billigt i skat, siger den franske finansminister.

De franske og tyske finansministre barsler med en ny skat for internetselskaber, som de mener slipper for let i skattebetalingen i de lande, hvor de opererer og tjener penge.

Det oplyser den franske finansminister, Bruno Le Maire, søndag.

- Vi vil løfte sløret for en plan med vores tyske partnere ved det næste møde for finansministre i Tallinn i midten af september, oplyser han på Facebook.

Det er blandt andet selskaber som Google, Apple, Facebook og Amazon, som menes at være blandt de selskaber, som Le Maire mener skal bidrage yderligere.

- Vi foreslår, at bruge omsætningen i disse store firmaer som et referencepunkt og bruger dette til bestemme et skatteniveau, så disse firmaer betaler, hvad de bør i alle de lande, hvor de tjener penge, siger han.

Han siger videre, at forslag som disse allerede tidligere er blevet fremsat på EU-niveau og blandt OECD-landene, men at disse forslag ikke er blevet til noget.

Forslagene fra den franske finansminister kommer, kort tid efter at Google slap for at betale en regning på otte milliarder kroner fra de franske skattemyndigheder. Det skete, efter at en domstol besluttede, at det amerikanske firma ikke var skattepligtigt, da der lavet en skatteaftale via Irland.

Den franske præsident, Emmanuelle Macron, lovede i forbindelse med sin valgkamp, at han ville sørge for en mere retfærdig skattebetaling for de amerikanske internetgiganter.

/ritzau/

Dykkere bjærger lig af amerikanske søfolk efter kollision

Den amerikanske flåde har fundet ligene af ti søfolk, der meldtes savnet efter kollision med handelsskib.

Dykkere har bjærget ligene af ti søfolk, der har været savnet, siden at det amerikanske flådefartøj USS John S. McCain kolliderede med et handelsskib ud for Singapores kyst i sidste uge.

Det oplyser den amerikanske flåde mandag.

- Dykkere fra den amerikanske flåde har nu bjærget ligene af alle ti søfolk fra USS John S. McCain, skriver den amerikanske flåde i en pressemeddelelse.

Den amerikanske destroyer kolliderede i sidste uge med handelsskibet Alnic MC under en rutinemæssig indsejling til havnen i Singapore.

Fundet af søfolkene kommer, efter at flåden torsdag oplyste, at man ville indstille en stor eftersøgnings- og redningsaktionen.

Torsdagens melding kom kort efter, at man havde identificeret resterne af en af de savnede sømænd.

Dette lig blev fundet i et aflukket sektion på skibet, der var blevet beskadiget under påsejlingen.

- Hændelsen bliver stadig efterforsket for at klarlægge omstændighederne omkring kollisionen, skriver flåden i meddelelsen.

Både fly, dykkere og skibe fra Australien, Singapore, Indonesien, Malaysia og USA har deltaget i eftersøgningen af de savnede søfolk.

Kollisionen er den fjerde alvorlige ulykke, hvor skibe fra den amerikanske stillehavsflåde har været involveret alene i år.

Den amerikanske flåde har nu iværksat et omfattende eftersyn af flådens operationer.

Det har blandt andet ført til, at en viceadmiral er blevet fritaget fra tjeneste.

Den amerikanske flåde har varslet et midlertidigt stop i alle operationer på globalt plan.

Det skal ske for at sikre, at alle sikkerhedsforanstaltninger bliver overholdt i flåden.

/ritzau/Reuters

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.