Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mens du sov: Russiske diplomater er nu smidt ud af USA

Dansk politi anholder kvinde i sydkoreansk skandalesag, to ud af tre dræbte i Istanbul er udlændinge og hver tredje dansker dyrker mindre motion end i 2011. Berlingske giver dig her overblikket over nattens vigtigste historier fra ind- og udland.

Et russisk fly landede nytårsaftensdag i Dulles International Airport uden for Washington DC for at hente de udviste russiske diplomater
Et russisk fly landede nytårsaftensdag i Dulles International Airport uden for Washington DC for at hente de udviste russiske diplomater

McCain: USA må gøre front mod Putin

Tbilisi/Kijev. USA kan kun forbedre forholdet til Rusland ved at sætte foden ned over for den russiske præsident, Vladimir Putin, og indføre skrappere sanktioner.

Det mener den republikanske senator John McCain, som netop nu er på besøg i de baltiske lande og i Ukraine og Georgien.

McCain og andre amerikanske senatorer, der er med på rundrejsen, forsikrede de tidligere sovjetstater om, at USA vil støtte dem - på trods af, at den kommende præsident, Donald Trump, har udtrykt sin beundring for Putin.

- Vi vil på det kraftigste opfordre vores kolleger til at indføre mere meningsfulde og kraftigere sanktioner mod Rusland på grund af deres angreb mod USA, siger McCain.

Han hentyder til sagen om, at russiske hackere skaffede sig adgang til amerikanske politiske gruppers data op til det amerikanske præsidentvalg.

- Vi må fortsætte med at forbedre vores forhold og forstå, at Vladimir Putin, medmindre vi gør front mod ham, vil fortsætte sin aggression, lyder det fra McCain.

Han er en af de fremtrædende senatorer, der har udtrykt ønske om en tilbundsgående undersøgelse af hackersagen. Han har krævet, at Rusland bliver straffet for den formodede indtrængen i amerikanske databaser.

Blandt andet skal hackere have stjålet et antal e-mails fra Det Demokratiske Parti, som blev lækket op til præsidentvalget i november.

/ritzau/Reuters

 

Hver tredje dansker dyrker mindre motion end i 2011

København. Hver tredje dansker dyrker mindre motion i dag end for fem år siden. Det viser en Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske. Det skriver avisen mandag.

Det er en større andel end andelen af personer i undersøgelse, der siger de dyrker mere. 21 procent af de adspurgte hævder at dyrke mere motion i dag end for fem år siden.

Svarene fra de adspurgte viser også, at kun 43 procent svarer, at de får motioneret en halv time om dagen. Det er ellers Sundhedsstyrelsens minimumsanbefaling.

Idrættens Analyseinstitut har i andre undersøgelser holdt øje med danskernes evne til at få rørt sig. Direktør Henrik Brandt ser en stigende polarisering af motionsvanerne i Danmark.

De, der er gode til at få rørt sig, motionerer i stigende grad. Modsat er der en stigende andel, der ikke kommer op af sofaen.

- Når mange har et nytårsforsæt om at dyrke mere motion, er der god grund til det. For der er rigtig mange, der ikke får rørt sig, så meget som de burde i forhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, siger Henrik Brandt.

- Hvis man skal se samfundsmæssigt på det, ligger den store gevinst ved dem, der rør sig mindst. Der handler om, at foreninger og institutioner får skabt nogle tilbud, så de kan bevæge sig.

Berlingskes Gallup-undersøgelse indikerer, at udviklingen i hver sin ende af aldersskalaen går hver sin vej.

- Over de senere år er de ældre blevet mere aktive. Man dyrker idræt og motion gennem hele livet ? ikke nødvendigvis den samme aktivitet, men man er aktiv hele livet, siger Henrik Brandt.

Modsat er der blandt de unge ved at vokse en større forskel frem. Henrik Brandt tilskriver det, at mange unge dyrker motion som barn. Når man rammer teenageårene bliver kravene i idrætsforeningerne højere.

Derfor dyrker nogle unge mere motion, mens andre falder fra ifølge Henrik Brandt.

Institutioner, foreninger og kommune kan med fordel fokusere på at skabe tilbud for netop disse unge, mener han.

/ritzau/

 

Russiske diplomater er nu smidt ud af USA

De 35 diplomater, som Barack Obama smed ud af landet i forbindelse med hackersag, er nu landet i Moskva.

De 35 russiske diplomater, som den amerikanske præsident, Barack Obama, beordrede til at forlade landet, er nu landet i Moskva. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Flere medier skriver, at et russisk specialfly blev fløjet til Dulles International Airport i Washington, hvor diplomaterne og deres familier fløj hjem fra.

Hjemsendelsen af diplomaterne sker, efter at den russiske efterretningstjeneste angiveligt har hacket sig ind i Det Demokratiske Partis computersystemer.

I to år skulle den russiske efterretningstjeneste have tappet oplysninger og angrebet mere end 1000 amerikanere.

Russerne skulle have samlet fortroligt materiale om Det Demokratiske Parti, og have sendt det til flere medier. FBI og Homeland Securitiy døbte angrebet "Grizzly Steppe" i en rapport, de udgav 29. december.

Det var i forbindelse med offentliggørelsen af denne rapport, at Barack Obama valgte at udvise de russiske diplomater.

Russerne nægter at stå bag den omtalte hacking.

Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, har i sinde at mødes med efterretningstjenesten i denne uge for at blive klogere på situationen. Men Trump har samtidig nedtonet sagen og sagt, at det er vigtigt at komme videre.

Samtidig har Donald Trump i rosende vendinger omtalt Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans ageren i sagen. Vladimir Putin har afvist at sende amerikanske statsborgere ud af Rusland for at gengælde sanktionerne mod Rusland.

/ritzau/

 

 

To ud af tre dræbte i Istanbul er udlændinge

Istanbul. Omkring to tredjedele af de mennesker, der blev dræbt ved angrebet i den tyrkiske storby Istanbul nytårsnat, var udlændinge.

Det oplyser tyrkiske medier og udenlandske repræsentationer søndag.

25 af de ofre, der er identificeret, er udlændinge. Ifølge de foreløbige oplysninger er der ingen danskere iblandt.

De fleste af de dræbte udlændinge er arabere fra Saudi-Arabien, Jordan, Irak, Libanon og Tunesien.

Saudiarabiske medier citerer en kilde i kongedømmets konsulat i Istanbul for, at fem af ofrene var saudiarabere.

Tre jordanere er dræbt og fire såret, oplyser det jordanske konsulat. Også Libanon og Irak melder hver især om tre dræbte statsborgere.

Derudover er to tunesere dræbt, to indere, en israeler, en belgier, en libyer og en russisk kvinde, oplyser konsulater i Istanbul og udenrigsministerier i de enkelte lande.

Tyrkiske myndigheder arbejder stadig med at identificere tre ofre, der mistede livet, da en mand gik ind i på den eksklusive natklub og begyndte at skyde.

65 mennesker blev såret ved angrebet, herunder også flere udlændinge.

/ritzau/AFP

 

Dansk politi anholder ung kvinde i sydkoreansk skandalesag

 

Dansk politi har ifølge sydkoreanske medier anholdt Chung Yoo-ra, som er eftersøgt i forbindelse med en stor politisk skandale i Sydkorea.

Sagen har betydet, at præsidenten i landet, Park Geun-hye, står ansigt til ansigt med en rigsretssag.

Før jul blev der udstedt en arrestordre på 20-årige Chung Yoo-ra, som anklagerne dengang ifølge Reuters formodede var i Tyskland.

Hun er datter af Choi Soon-sil, der er en af den suspenderede præsidents gamle veninder. Choi Soon-sil er beskyldt for at have afpresset store virksomheder til at donere penge til hendes fond - i ledtog med præsidenten.

Det er Nordjyllands Politi, der har anholdt den unge kvinde i Aalborg, skriver Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet er der fire anholdte - deriblandt et lille barn, der blev født i 2015.

Vagtchef hos Nordjyllands Politi Bruno Brix bekræfter over for Ritzau, at politiet har anholdt en sydkoreaner. Mandag formiddag vil der komme yderligere oplysninger om anholdelsen.

Ifølge det sydkoreanske medie Yonhap er datteren anholdt for at opholde sig i Danmark ulovligt. Sydkoreanske myndigheder vil nu bede om at få hende udleveret hurtigst muligt.

Hvis Chung Yoo-ra bliver udleveret til sit hjemland, vil hun blive mødt med anklager om, at hun har lagt hindringer i vejen for efterforskningen i den store sag.

Efter at Chung Yoo-ra ikke havde svaret på gentagne henvendelser fra sagens efterforskningshold, blev hun ifølge Yonhap efterlyst af Interpol.

Den unge kvinde er også anklaget for at have modtaget økonomisk og akademisk støtte fra et prestigefyldt universitet. Støtten var angiveligt en gestus til moren.

Chung Yoo-ra blev først kendt i Sydkorea, da hun vandt guld i ridning ved de asiatiske lege.

Nu er hun altså genstand i præsidentens skandalesag, der har skabt historisk røre i landet.

Horder af folk har været på gaden under de største protester i landet siden 1980'erne.

For få uger siden stemte et stort flertal i parlamentet for at stille præsident Park for en rigsret.

Desuden har landets justitsminister trukket sig tilbage.

/Ritzau

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.