Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mens du sov: 486 mistænkte skal for retten i sag om kupforsøg i Tyrkiet

Næsten 500 personer, som blev anholdt i kølvandet af kupforsøget mod den tyrkiske regering, skal tirsdag for retten, Trump har vildledt offentligheden om sin søns møde med en russisk advokat, og Venezuelas præsident, Nicolas Manduro, vil ikke adlyde USA efter mandagens valg. Få overblikket over nattens historier her.

Præsident Erdogan mener, at det var Fethullah Gülen, som planlagde at kuppe regeringen 15. juli sidste år.
Præsident Erdogan mener, at det var Fethullah Gülen, som planlagde at kuppe regeringen 15. juli sidste år.

486 mistænkte skal for retten i sag om kupforsøg i Tyrkiet
Nogle af de mistænkte er sigtet for at ville dræbe præsident Erdogan under et mislykket kupforsøg sidste år.

Næsten 500 personer, som blev anholdt i kølvandet af et mislykket kupforsøg mod den tyrkiske regering i juli 2016, skal tirsdag for retten i Ankara.

Her er de anklaget for at konspirere mod præsident Recep Tayyip Erdogans regering.

Sigtelserne mod de i alt 486 mistænkte varierer fra drab over overtrædelse af forfatningen til drabsforsøg mod præsidenten.

Det rapporterer det statslige nyhedsbureau Anadolu.

De mange mistænkte er anklaget for at planlægge et militært kup mod regeringen fra luftbasen Akinci nordvest for hovedstaden.

Myndighederne betragter basen som kupmagernes hovedkvarter, hvorfra ordrer blev givet til jagerfly om at bombe parlamentet.

Af de mistænkte er 461 i myndighedernes varetægt. Syv er på flugt, mens de resterende er anklaget, men ikke fængslet.

Blandt de hovedmistænkte, som er nævnt i anklageskriftet som en af de syv personer på flugt, er Erdogans ærkefjende Fethullah Gülen, som lever i eksil i USA.

Erdogan mener, at det var Gülen, som planlagde at kuppe regeringen 15. juli sidste år.

Fethullah Gülen, som er bosat i Pennsylvania, nægter alle anklager mod ham.

Retssagen finder sted i Tyrkiets største retssal, der er bygget særligt til at tage sig af de mange sager i forbindelse med kupforsøget.

Retssalen ligger i forlængelse af et fængselskompleks i Sincan og har plads til 1558 mennesker.

Retssalen har før dannet ramme om sager i forbindelse med kupforsøget. I februar indledte myndighederne en sag mod 330 personer, der er mistænkt for drab eller drabsforsøg.

I maj blev 221 mistænkte anklaget for at være de ledende kræfter bag det mislykkede kup, som efterlod 224 mennesker døde.

Ifølge Anadolu forventes der tirsdag 1130 sikkerhedsfolk inde i og uden for retssalen.

/ritzau/AFP

Avis: Trump dikterede søns vildledende melding om russermøde
Trump var ifølge avis direkte involveret i at vildlede offentligheden om sin søns møde med en russisk advokat.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, dikterede i juli personligt en erklæring, der senere viste sig at være vildledende, om sin ældste søns møde med en russisk advokat i juni 2016.

Det oplyser anonyme kilder i Det Hvide Hus til avisen The Washington Post.

- Det var unødvendigt, siger en præsidentens rådgivere, som udtaler sig til avisen på betingelse af anonymitet.

- Nu kan nogen hævde, at han er den, der forsøgte at vildlede, tilføjer kilden.

Af erklæringen, der blev sendt til The New York Times, fremgik det, at mødet mellem Donald Trump Jr. og den russiske advokat ikke drejede sig om farens valgkamp.

Avisen havde forinden som det første medie skrevet om mødet sidste år mellem Trump Jr. og den russiske advokat, Natalja Veselnitskaja.

Trumps søn var angiveligt mødt op i håbet om, at advokaten havde belastende oplysninger om demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton.

Ifølge The Washington Post drøftede Trumps rådgivere, hvordan præsidenten skulle reagere på The New York Times' historie om mødet.

Rådgiverne var enige om, at Trump Jr. skulle udsende en sandfærdig erklæring om mødet, så der ikke senere kunne sættes en finger på noget.

Men på vej hjem fra et G20-topmøde 8. juli i Hamburg lavede Trump om på den plan.

Det siger flere unavngivne folk med kendskab til forløbet til The Washington Post.

Præsidenten bestemte, at Trump Jr. i erklæringen skulle oplyse, at han og den russiske advokat "hovedsageligt havde drøftet et program om adoption af russiske børn".

I meddelelsen blev det understreget, at emnet på mødet "ikke var et kampagnespørgsmål på det tidspunkt".

Allerede dagen efter korrigerede Trump Jr. oplysningerne over for The New York Times.

Amerikanske efterretningstjenester har konkluderet, at den russiske regering forsøgte at blande sig i valgkampen til fordel for Donald Trump.

Rusland afviser enhver indblanding, og Trump har afvist påstande om, at hans kampagnestab skulle have samarbejdet med Rusland.

I USA er påstandene genstand for flere officielle undersøgelser.

/ritzau/

Venezuelas præsident afviser imperialistiske USA-sanktioner
Nicolas Maduro fastslår, at han ikke adlyder udenlandske regeringer, efter at USA har sanktioneret ham.

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, langer mandag hårdt ud efter USA, som vil sanktionere det sydamerikanske land på grund af et omstridt valg søndag.

Maduro kalder sanktionerne, som er en direkte konsekvens af valget, »amerikansk imperialisme«.

- Jeg vil ikke tage imod imperialistiske ordrer. Jeg adlyder ikke udenlandske regeringer. Jeg er en fri præsident, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

- I USA er det muligt at blive præsident, selv om du får tre millioner stemmer færre end din modstander. Hvilket storartet demokrati, siger Maduro videre ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det sker med henvisning til, at præsident Donald Trump ifølge officielle amerikanske valgresultater fik næsten 2,9 millioner færre stemmer end sin modstander, demokraten Hillary Clinton.

Nicolas Maduro mener, at sanktionerne afspejler Donald Trumps »desperation« og »had« mod Venezuelas socialistiske regering.

Tidligere mandag indefrøs regeringen i Washington Nicolas Maduros midler i USA og kaldte ham en »diktator« for at tvinge et valg om en ny lovgivende forsamling igennem.

Samtidig er alle amerikanere udelukket fra at drive forretning med Maduro.

Også regeringerne i Spanien, Canada, Argentina og Peru har afvist valget.

Maduro har erklæret sig for vinder af søndagens valg.

Kritikere mener, at han med afstemningen er i gang med at omdanne Venezuela til et diktatur.

Den nye forfatningsgivende forsamling vil give Maduros socialistparti ubegrænset magt. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Den nyvalgte forsamling kan træffe afgørelse hen over hovedet på det gamle parlament og opløse det, når og hvis den ønsker det.

Valgdagen søndag blev blodig, og mindst ti personer mistede livet under sammenstød flere steder i landet.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.